Jacob blev milliardær ved et tilfælde. Nu vil han redde naturen

Jacob Jelsing er lige trådt ud af sin mørkeblå Tesla på en grussti i det nordlige Sjælland og bliver stille og roligt dækket af en blød regn.
”Det er de her marker, vi lige har købt,” siger han og tager to skridt frem i sine grønne vandrestøvler.

Omringet af grønne kornplanter til knæene forklarer han, at afgrøderne får lov at blive lidt endnu.

”Vi vil gerne udpine jorden. Der er stadig så meget gødning og næring tilbage fra landbruget, at hurtigtvoksende arter skygger for potentielle blomster og urter,” fortæller han og kigger tværs over marken.

Han tager et skridt længere ud. Der er kilometervis af dræn under de her marker – ligesom der er så mange andre steder i det danske landskab. Men når de bliver fjernet, vil der igen være søer og vandløb ved lavningerne. 

”Der burde ikke gå mange måneder, inden vandsalamanderen er tilbage,” fortæller Jacob Jelsing og tager endnu et skridt ind i kornplanterne.

I dag skubber han ensformige kornplanter til side, uanset hvor mange skridt han tager. Men om få år er ambitionen, at der vil være forskellige planter og insekter for hvert skridt.

Monokultur, som på denne mark, har i århundreder udpint dansk natur, forklarer Jacob Jelsing. Det er han nu begyndt at gøre op med – for trepartsaftalen er ikke ambitiøs nok for ham. 

Sidste år købte han 25 hektar land vest for Roskilde til regenerativt landbrug og natur, og omkring nytår købte han yderligere 215 hektar i Nordsjælland. Et område på størrelse med Indre København. Her skal jorden omdannes til skov og åbne naturområder med græssende dyr og adgang for lokalsamfundet.

Med tiden skal han op på 1.000 hektar.

Biologens karriere skulle egentlig handle om forskning i børsteorme, men et vikariat med hjerneforskning ledte ham på en iværksætterrejse og en milliardformue. Nu bruger han pengene på at opkøbe landbrugsjord for at give den tilbage til naturen.

Det hele startede med en dykkertur 

Jacob Jelsing var 16 år gammel, iført våddragt og dykkerflaske, da det første chok ramte ham. Det var ikke trykket, mørket eller kulden, der ramte. Det var fraværet. Han havde før dykket i Vesterhavet, hvor vandet var klart, strømmen  stærk og jagten spændende. Han og vennen sprang fra speedbåden og svømmede ned mod sandbunden, hvor fladfiskene gemte sig. Nogle gange fandt de vrag, andre gange krabber.

Det var frihed, fart og eventyr. Drengerøvsdykning, som han kalder det.

Men så kom turen til Limfjorden. Der var vandet grumset, tungt og stillestående. Da han gled ned gennem det mørke vand, mærkede han, at noget var forkert. Bunden var tavs. Der var ingen tang, ingen fisk, ingen livlige farver. Kun  blegt mudder og hist og her et par håndfulde slangestjerner, der som forvredne blomster i et vakuum strakte deres edderkoppelignende arme mod overfladen i en tavs søgen efter ilt.

80’ernes muslinge- og østersfiskeri havde efterladt bunden skrabet og tom. Og det syn – den stillestående døde fjord – satte sig fast.

”Jeg var deprimeret,” siger han i dag, 35 år senere. ”Og det er jeg stadig, for der er ikke sket en skid.”

I dag mener han, at han tog både Vesterhavs- og Limfjordsperspektivet med i sin karriere. Fascination, konkurrence og eventyr. Men også en dyb bekymring over menneskets behandling af naturen. Og det fylder mere og mere i hans tanker.

Synet af en stillestående, død fjord satte sig fast i Jacob Jelsing, da han første gang dykkede i Limfjorden som 16-årig. Siden er der ikke sket en skid, siger han.

Det var en gymnasielærer, der gjorde det klart for Jacob Jelsing, hvad studielivet skulle bestå af. Det var en af den slags lærere, der fik biologien til at vibrere. 

Så efter et sabbatår som studentermedhjælper på et marinbiologisk laboratorium, hvor han fodrede fisk, skiftede vand i Øresundsakvariet og hjalp forskere med forsøg, begyndte han på biologistudiet.

På universitetet blev det de små, oversete væsner, der trak ham til sig. Særligt børsteormene fascinerede ham. Dyr i alle mulige farver og former med et forunderligt sanse- og nervesystem. Det var dem, han ville bruge sit liv på, hvis  det da ikke skulle være naturforvaltning.

Men da Jacob Jelsing blev færdiguddannet som marinbiolog i 2002, var tidsånden ved at ændre sig. Anders Fogh havde indtaget Statsministeriet og ville gøre op med ”ekspertvældet”. Ikke mindst  med en universitetsreform og en kraftig nedskæring i Miljøministeriet, der havde vokset sig stort under Svend Auken.

”Stemningen i Danmark var ikke lige til at nørde børsteormes hjerner eller forvalte natur,” fortæller Jacob Jelsing.

Efter kandidaten fik han en invitation til et forskningsophold på Harvard, men han skulle først søge ph.d.-midler i København, og det ville tidligst være muligt seks måneder senere.

Med et spædbarn på armen og behov for en indtægt søgte han derfor et vikariat som laborant ved Bispebjerg Hospital, hvor de forskede i menneskehjerner.

”Jeg blev sgu bidt af det,” siger han om laboratoriet. Hvor han tidligere havde arbejdet med scanninger af ormehjerner, handlede det nu om menneskehjerner, og hvad der sker strukturelt i hjernen, når man har neurodegenerative lidelser såsom skizofreni, alzheimers og parkinson.
Derfra gik det hurtigt. En postdoc lå egentlig i kortene, men så kom tilbuddet to år inde i ph.d.en: at blive forskningsleder i en lille biotech-virksomhed, der arbejdede med fedme. En bekendt havde anbefalet ham. 

”Jeg var egentlig skeptisk, men der er også en opportunistisk side i mig, der gerne vil ud på eventyr og prøve mig selv af i nye situationer,” siger Jacob Jelsing, der fik tre måneder til at færdiggøre sin ph.d. inden tid.

De næste år arbejdede han med at få de langhårede akademiske teknologier ind i forretningsverdenen, hvor de skulle give økonomisk mening, og med tiden blev forsøgene på laboratoriet erstattet med møder i hjørnekontoret.

Men så ramte finanskrisen. Firmaet krakkede.

”Der havde lige været begejstrede børsplaner. Nu stod jeg uden job,” fortæller Jacob Jelsing, der i stedet stiftede en ny virksomhed med to kolleger.

De lejede otte kvadratmeter af Landbohøjskolen og startede forfra med laboratoriearbejdet.

”Vi ville bare lave noget småt. Fem-syv ansatte, lidt forskningsforsøg på kontrakt for større virksomheder.”

Men kontrakterne væltede ind. De ansatte blev flere. Og til sidst havde de penge nok til at forske i egne idéer.

Frihed, fart og eventyr

Der gik derfor ikke lang tid, fra treparten landede, til Jacob Jelsing tog fat i sin finansrådgiver og lagde en plan for at begynde at opkøbe landbrugsjord på eget initiativ. Men han har opdaget, at flere landmænd har fået en idé om, at deres landbrugsjord bliver enormt eftertragtet, hvis målene skal nås.

”Nogle beder om det dobbelte af markedsprisen, og jeg er absolut ikke interesseret i at forgylde de landmænd, der har været med til at ødelægge naturen, så det er svært,” forklarer Jacob Jelsing, der derfor opfordrer regeringen til at lægge en maksimal pris på, hvad landbrugsjord skal koste.

Jacob Jelsings arbejdsliv minder i dag om starten af hans iværksætterrejse.

Der er kort fra idé til handling, og tiden er mere præget af hands on-forandringer end lange møder med organisationsdiagrammer.

”Det er virkelig fedt at kunne vende tilbage til den følelse. Nu får jeg kombineret min interesse for naturen med entreprenørskabet og lysten til at forandre.”

Og hvad er så den fælles linje i Jacob Jelsings arbejdsliv – mellem børsteorme, hjerner, bioteknologi, milliarder og natur?

Jacob Jelsing tænker længe. Så kommer der et højlydt ryk med stolen og et svar.

”Det handler om at handle og skabe en forandring. Men også om lysten til at prøve grænser af, udfordre mig selv og skabe noget nyt,” fortæller

Jacob Jelsing, der kom på fjerdepladsen ved Copenhagen Marathon i 2008 og 13.-pladsen ved det europæiske mesterskab i Ironman i 2014.
Måske startede det hele med drengen i våddragten. Den klare kyst. Den døde fjord.

Frihed, fart og eventyr – og en indignation, der voksede ud af det.
Det begyndte under overfladen. Nu handler det om, hvad han kan efterlade over den.