Hun kom dybt ned i jorden og højt op i hierarkiet

At rødder og landskaber former et menneske, er Anna-Elisabeth Jensen et omvandrende eksempel på.

Selv efter 30 år i Østdanmark præsenterer hun sig som sønderjyde.

Opvæksten i grænselandet har ikke kun sat sig i hende som en personlig erfaring. Kulturmøder og forbindelser til landskaber har også været det faglige tema i alt, hvad hun har fordybet sig i som forsker og formidler.

”Et landskab er som et hjem. Det sætter sig i os mennesker. Jeg har altid knyttet mig til steder ved at undersøge deres historie, lugte til jorden og samle sten til bunke. Derfor var det naturligt for mig at vælge den forhistoriske arkæologi på et tidspunkt, hvor man ellers ikke mente, at kvinder kunne svinge en skovl,” fortæller Anna-Elisabeth Jensen.

I 30 år har hendes forskningsfelt på de små museer på Lolland-Falster været jernalder og vikingetid. Også inden sin ankomst til sydhavsøerne arbejdede hun med bebyggelse og bosættelse i landskabet, både i Danmark og på udgravninger i Ungarn og på Cypern. 

Hendes største arkæologiske ansvar som souschef på sydhavsøernes kulturhistoriske museum var udgravningen forud for etableringen af Femern-tunnelen, der på et tidspunkt beskæftigede 70 arkæologer. 

Udgravningsholdet fandt et velbevaret stenalderlandskab, hvor der blev fundet både birkebark, der blev brugt som tyggegummi af stenalderfolk, og et system af flettede fiskegærder. Det trak internationale overskrifter, da udgravningen dannede grundlag for genskabelse af et stenaldergenom, fortæller Anna-Elisabeth Jensen.

Formidler før forsker 

Det var mindre sjovt, da Femern Bælt-projektet blev sat i bero af Femern A/S, og mange af arkæologerne måtte fyres igen. Det var barsk, men det lykkedes at gøre det på en ordentlig måde, der ikke satte museets ry over styr. Det er hun stolt af i dag, siger Anna-Elisabeth Jensen.

Samtidig med stenalderundersøgelserne ved Rødbyhavn blev jernalderbebyggelsen i forbindelse med Hoby-graven på Sydlolland undersøgt, og det trak så meget i den gamle arkæolog, at hun påtog sig rollen som ’velfærdsofficer’:

”Jeg tog ud med is og kager til holdet. Så kunne jeg samtidig lige snuse lidt rundt ved udgravningerne,” smiler hun. 

Anna-Elisabeth Jensen er formidler, før hun er forsker. I alle årene har hun arrangeret byvandringer, holdt foredrag og skrevet bøger. I 2024 fik hun Julius Bomholt Prisen for sin bog ’Dania Slavica’, der gennem arkæologiske fund undersøger de dansk-vendiske relationer for 1.000 år siden. At bogen var undervejs i 20 år, skyldtes, at der lige kom et lederjob på tværs.

Den nu 67-årige emerita har aldrig fortrudt, at hun valgte et mindre museum frem for den store centraladministration. Det kan godt være, at midlerne er små, til gengæld er beslutningsvejene også mindre bøvlede. Og engagementet og den nære kontakt til lokalområde, kolleger og publikum giver arbejdet en særlig kvalitet, mener hun.

Overgangen fra udgravningsleder til souschef på Museum Lolland-Falster var et vendepunkt. Det kom med en pris at stille skovlen og gummistøvlerne hen i et hjørne. 

”Unge skal være bevidste om, at hvert valg de træffer, betyder et farvel til noget andet. Man kan ikke få alt,” fastslår hun. 

Arkæologien er alt det modsatte af administration og skrivebordsarbejde, og fascinationen er lige så stor, som den var, da Anna-Elisabeth Jensen startede på Aarhus Universitet som 17-årig: Der er ikke noget bedre end at være med til at udgrave objekter, der har ligget i jorden i århundreder. Se historien blive håndgribelig og gå til fundene som en arkæologisk detektiv, undersøge og tolke sporene og samle brikkerne til en større fortælling, mener hun. Og måske især at arbejde i naturen og være ude i landskaberne.