Datalogen læser kun fysiske formater
Cirka halvdelen af Sten Mogensens bøger har han ikke læst endnu. De har en blå mærkat på ryggen. "Jeg har nok til et par års læsning, når jeg går på pension," fortæller han. Foto: Martin Bubandt
IT-arkitekt Sten Mogensen har inddraget sit ene badeværelse til bøger, fordi han har så mange. I øjeblikket er han meget glad for Solvej Balle, men der er også plads til fagbøger om historie og kunst og så en lille krimi til godnatlæsning.
Jeg holder af det taktile. Og selvom jeg er datalog og arbejder med digitalisering, læser jeg kun bøger i fysisk format. For nylig var jeg så heldig at finde en tidlig dansk udgave af ’Moby Dick’ i et antikvariat. Uopsprættet. Den der følelse i hænderne ved at sprætte bogen op, sammen med duften. Det er en helhedsoplevelse.
Jeg har mange bøger, og de står stort set alle steder. I stuen selvfølgelig, men også lidt i køkkenet, og det ene badeværelse er inddraget til bibliotek. Cirka halvdelen har jeg ikke læst endnu. De har en blå mærkat på ryggen, og jeg har nok til et par års læsning, når jeg går på pension.
Jeg lystlæser efter humør, og hvad jeg vælger at læse, afhænger af, hvordan jeg lige har det. Ved siden af skønlitteraturen læser jeg typisk noget om historie eller kunst, men jeg læser også krimier som godnatlæsning.
Sten Mogensen
- Cand.scient. i datalogi. Bifag i kultursociologi
- It-arkitekt i Sundheds-datastyrelsen
- Arbejder med videreudviklingen af det fælles medicinkort
- Bor i Halsnæs
Jeg holder meget af at læse noget, hvor jeg kommer til at forstå verden bedre. Det gælder for eksempel anden halvdel af 1800-tallet, som var en frisættende periode, hvor verden blev bedre. Og det er rart lige nu i disse mistrøstige tider at læse om en tidsperiode, hvor det gik godt og fremad. Her kan jeg anbefale Herman Bangs samlede essays fra 1879 til 1884. Både fordi han skriver så smukt og poetisk, og fordi man bliver klogere på, hvordan verden og Danmark så ud dengang.
En anden verden
Og så er der de bøger, der udfordrer mig i forhold til, om verden kunne være anderledes.
Jeg har altid holdt meget af Svend Åge Madsen, fordi mange af hans bøger netop handler om at forestille sig verden en lille smule anderledes. Hvis der nu var en spejlplanet, hvad ville det så betyde for den måde, vi er sammen på som mennesker?
Den genre dyrker Solvej Balle endnu mere, og jeg tør godt vædde på, at hun får Nobelprisen i litteratur inden for fem år for det værk, hun er ved at skrive, der hedder ’Om udregning af rumfang’. Værket handler om, at en bestemt dag bliver ved med at gentage sig for en gruppe mennesker, så de hver dag vågner og går i seng den 18. november.
Hun kommer rundt om mange eksistentielle problemstillinger, men også samfundsmæssige udfordringer. Det er så unikt, det, hun er i gang med at skrive, og jeg er enormt glad for at læse hende. Jeg synes, det er fantastisk at få et indspark til at se og være i verden på en anden måde.
Min bogreol
Mange DM’ere har et særligt forhold til bøger og litteratur.
I denne serie inviterer et medlem indenfor og viser bogreolen frem.