Spring menu over
Dansk Magisterforening

"Vi tæller ned": Snart skal 200 akademikere vælge retning for DM

Jannegleerup04
Af Janne Gleerup, forperson i DM
Del artikel:

Det stærke medlemsdemokrati er vigtigt. For de kampe, vi i DM skal tage, skal have rod i medlemmernes konkrete kritikker, viden og visioner for et godt arbejdsliv på det akademiske arbejdsmarked. Og der er nok at tage fat på, skriver DM's forperson Janne Gleerup

DM’s fysiske kongres er på trapperne. Over 200 delegerede vil mødes for at udstikke retningen for DM’s fagpolitiske virke de kommende tre år. Alle er i sving for at gøre klar.

Kongressen er vores øverste politiske myndighed i DM, og den fysiske samling er arenaen, hvor vi sammen identificerer væsentlige udfordringer i medlemmernes arbejdsliv og sætter visionær retning inden for vigtige hovedområder, hvor DM skal sætte ind og gøre en forskel.

Jeg glæder mig, for jeg ved, vi får både livlige og lærerige debatter, når så mange engagerede medlemmer samles og byder ind med erfaringer, holdninger og idéer til alle de forbedringer, vi skal kæmpe for.

Jeg er også spændt. Ikke mindst fordi vi i år tager hul på en helt ny demokratimodel. Den skal sikre, at kongresdeltagernes viden og holdninger bliver bragt mere aktivt og direkte i spil, når vi gennem workshopdrøftelser og afstemningsrunder sætter den fremtidige politiske retning.

Det nye format betyder samtidig, at vi får talt mere sammen på kryds og tværs af fag og brancher. Og det er godt, for med fire fusioners vokseværk er vi blevet langt flere DM’ere, og vi skal skabe det stærke fællesskab i mødet og i samtalen.

Jeg glæder mig, for jeg ved, vi får både livlige og lærerige debatter, når så mange engagerede medlemmer samles og byder ind med erfaringer, holdninger og idéer

Janne Gleerup, forperson i DM

Det stærke medlemsdemokrati er vigtigt. For de kampe, vi i 
DM skal tage, skal have rod i medlemmernes konkrete kritikker, viden og visioner for et godt arbejdsliv på det akademiske arbejdsmarked. Og der er nok at tage fat på.

Udfordringerne står nærmest i kø, men lad mig nævne nogle eksempler:

Vi har medlemmer, der oplever, at deres arbejdsliv ikke er 
bæredygtigt, men derimod æder sig grænseløst ind i deres hverdags- og familieliv.

Vi har medlemmer, der nægtes kompetenceudvikling af deres arbejdsgiver, selv om kompetencekravene stiger og stiger.

Vi har medlemmer på de videregående uddannelser, som hærges af et sandt reformpolitisk bombardement. Færre studerende lukkes ind, uddannelser nedlægges på stribe, andre komprimeres og forkortes til skade for både studerende, ansatte og arbejdslivet på fremtidens akademiske arbejdsmarked.

Vi har medlemmer, særligt kvinder, der kæmper med midlertidige ansættelser, og udfordringer med manglende ligestilling, inklusion og diversitet er udbredte på tværs af fag og brancher.

Vi har medlemmer på offentlige arbejdspladser, som trods 
massivt arbejdspres konstant må lægge øre til politikere, der uden nærmere forklaring proklamerer, at tusinde af dem er overflødige og snart skal fyres.

Og vi har privatansatte medlemmer, som må kigge langt efter ordnede forhold, fordi arbejdsgiverne nægter, at den danske 
model også skal omfatte akademikere.

Som nævnt er det blot eksempler. Der er desværre flere at tage af.
Så meget desto vigtigere er det, at vi på kongressen sætter en klog kurs, så vi også i fremtiden kan være en stærk og relevant fagforening, der favner og gør en positiv forskel for alle medlemmer. 

DM’s Kongres 2025 løber af stablen i DGI Byen i København den 27.-28. september.