Er vi på vej mod underskriftens undergang?

Der er tre ting, som ingen rigtigt har lært mig i mine hidtil 24 år. Hvordan jeg laver min forskudsopgørelse, og hvordan jeg slipper ud af small-talken med min mormors meget snakkesalige nabo, hvis børnebørn tydeligvis kommer alt for sjældent på besøg. Begge ting er jeg ved at lære mig selv: Sidste år skyldte jeg kun 3.989 kroner i skat, og nu ved jeg, at jeg bare skal skynde mig at sige til min mormors nabo, at jeg virkelig skal tisse.

Men den tredje ting mangler jeg stadig at lære, og det er at skrive en ordentlig underskrift. Med årene har jeg fået sjusset mig frem til en krusedulle, der ændrer sig fra gang til gang og ikke ligefrem er pæn at se på – eller til at læse for den sags skyld. Og jeg gætter på, at jeg i dag langtfra er den eneste, der har det sådan med underskriften.

Den håndskrevne underskrift har bare ikke længere den samme status som tidligere. Det er, som om den dag for dag bliver mindre og mindre relevant. Er vi vidner til underskriftens forfald? Og hvad kommer i så fald efter den? 

Jeg er gået på jagt efter svar i underskriftens historie, og min søgen begynder med en tur hjem til mine forældre på Bornholm. Jeg dedikerer et par timer til at rode de falmede trækommoder på loftet igennem. Under tykke, rødbedefarvede familiealbum og stakke af farverige tegninger finder jeg en mappe fra børnehaven og det, jeg leder efter: min første underskrift. 

Over en tegning af en sort kat i en kurv med hank står der skrevet M-A-L-O-U med orangegul tuschstreg. Datoen i hjørnet af tegningen viser, at jeg var fem år gammel, da jeg tegnede katten og skrev mit navn.

Bogstaverne dengang var en del nemmere at afkode og minder på ingen måde om den underskrift, jeg har tilegnet mig i dag. Skriftpsykologer ville nok sige, at min stregelasticitet var væsentlig mindre dengang, end den er i dag, men det kan vi vende tilbage til.

Slut med obligatorisk håndskrivning

Turen på loftet gav mig minder om linjerede skrivehæfter og dansktimer, hvor jeg skrev mit navn om og om igen, til huden på min højre hånd var sodet ind i blyant, og jeg nærmest fik krampe i fingerleddene.

Gad vide, om det allerede er i skoletiden, underskriften kommer under pres? Jeg ringer til Kristine Kabel, der er lektor i didaktik i danskfaget og forsker i skrivning på Aarhus Universitet.

"Man har aldrig skrevet så lidt i hånden, som vi gør i dag," fortæller hun mig. 

Det er ikke så længe siden, børn og unge fik ordenskarakterer, der blandt andet handlede om håndskriften, men siden 1. januar i år har det ikke længere været obligatorisk for børn i folkeskolen at lære at skrive i hånden. Og selv om børn i praksis lærer at skrive både i hånd og på tastatur, ændrer det ikke på, at der er væsentlig mindre fokus på det i danskfaget end tidligere. 

Det er bare seneste trin i en større bevægelse mod, at håndskriften mister værdi og skifter betydning i samfundet, pointerer Kristine Kabel. Det første store skifte skete i starten af 1960’erne.

"Der kommer nogle nye strømninger i skole og samfund, hvor vi får øget fokus på dannelsesprocesser og eleven som individ. Man tillægger det mere værdi, at børn og unge lærer at udtrykke et indhold frem for at udvikle en håndskrift," fortæller Kristine Kabel.

Det andet store skifte sker med den digitale udvikling, der ændrer, hvad man skal bruge håndskriften til. I folkeskolen har eleverne skrevet afgangsprøve i dansk på computer siden 2010.

"Det handler ikke længere om at have en skønskrift eller meget personlig hånd- og underskrift. I dag er det vigtigere, at man har en funktionel håndskrift, også fordi vi i mindre grad kommunikerer med andre gennem for eksempel breve," konkluderer Kristine Kabel.

Et levn fra en anden tid

Da vi har lagt på, tænker jeg på, at det måske ikke er så underligt, at jeg har et andet forhold til min underskrift end mine forældre, bedsteforældre og ældre kolleger. Men spørgsmålet er, om vi ikke skal endnu længere tilbage i tiden for at forstå sagen til bunds?

Det perspektiv hjælper Per Andersen mig med at udfolde. Han er retshistoriker ved Syddansk Universitet og ved en hel del om underskriftens historie.

"Man skal op i slutningen af 1400-tallet og frem i 1500-tallet, før underskriften for alvor begynder at vinde frem," fortæller han.

Før det brugte man segl, ofte med voks, der blev opvarmet og stem-
plet med våbenskjold eller initialer for at verificere ægtheden af breve og officielle dokumenter. Det havde den store fordel, at alle kunne afkode seglet. Også dem, der ikke kunne læse.

"Der begynder dog at vokse en skepsis frem mod segl, fordi de kan fabrikeres og blive stjålet, så derfor begynder den personlige underskrift lige så stille at vinde indpas," forklarer Per Andersen.
Underskriften blev først for alvor udbredt, da flere lærte at skrive.

Reformationen i 1536 var vendepunktet.

"Det, du selv skal stå til ansvar for, får en ny betydning og spiller derved også ind på underskriftens status. Man begynder at skrive sit navn i hånden og vedkender sig på en anden måde det, man underskriver," fortæller han.

"Førhen var der en større tendens blandt den brede befolkning til at være mere skødesløs med sin underskrift, men nu bliver det også en måde at udtrykke sig på, og man gør sig umage for at signalere orden og autoritet."

Netop derfor har underskriften haft stor symbolsk betydning. Den viste, hvem man var, og hvem man gerne ville være.

Per Andersen erklærer sig enig i min fornemmelse af, at underskriften kommer på gevaldigt tilbagetog – hvis ikke den allerede er det.
"Underskriften vil miste sin værdi, fordi vi ikke længere tillægger den stor personlig værdi. Om den kommer til at forsvinde fuldstændig, tør jeg ikke spå om, men den vil højst sandsynlig få ret trange kår."

Skriftpsykologen i Liseleje

Og hvad er det så egentlig for en værdi, underskriften ligger inde med? 
Jeg beslutter mig for at dykke ned i en helt særlig gren af videnskaben, der er kendt som grafologi. Ifølge Danmarks Nationalleksikon er grafologi, der også er kendt som skriftpsykologi, defineret som "læren om bestemmelse af menneskets karakter på grundlag af dets håndskrift".

Min første tanke er, at skriftpsykologi og læren om menneskets karakter lyder ret hokuspokusagtigt, men hvem ved? Det er værd at have et åbent sind, og det må uanset hvad være værdifuldt at tale med nogen, der har beskæftiget sig med håndskrifter, længe før jeg blev født.

Det har Jens Windeleff. Han er uddannet grafolog og var medlem af bestyrelsen i Grafologisk Selskab fra 1996 og frem til dets opløsning for godt 10 år siden. Jens Windeleff har over 15 års erfaring med at vurdere ægtheden af underskrifter og arbejder blandt mange andre ting med skrift-identifikation, og så er han medlem af selskabet Europäische Gesellschaft für Schriftpsychologie und Schriftexpertise. Det må være en af de originale grafologer, jeg har fat i her, et big shot i branchen. Jeg ringer til ham og præsenterer min idé.

I den anden ende af røret afliver Jens Windeleff øjeblikkeligt min idé om, at underskriften skal være indstuderet for at være en ‘rigtig’ underskrift.

"Det er helt og aldeles misforstået, at underskriften skal være indstuderet. Langt de fleste mennesker har en underskrift, der helt naturligt er forskellig fra gang til gang," fortæller Jens Windeleff fra sit hjem i Liseleje.

Jeg spørger, hvordan han kan afgøre, om underskriften er skrevet af den samme person, hvis den kan se forskellig ud fra gang til gang.

"Der er mange ting, skribenten ikke tænker over, at man kan kigge efter for at vurdere ægtheden," siger Jens Windeleff og forsikrer mig om, at det ikke er noget problem, at underskriften ser forskellig ud fra gang til gang.

"Det kræver selvfølgelig et godt sammenligningsmateriale i form af ægte underskrifter fra personen på andre dokumenter og helst fra nogenlunde samme periode. Når man skal undersøge underskriften, ser man på faktorer som skrivehastighed, stregelasticitet, hældning, tryk og en mængde andre små detaljer."

Jeg aftaler med Jens Windeleff, at jeg sender ham forskellige udgaver af min underskrift, så han kan lave en personanalyse af mig. Det er jeg ærlig talt ret spændt på.

Fremtidens digitale signatur

Hvis den håndskrevne underskrift er et levn fra en anden tid, hvad skal vi så forvente os af det, der kommer i fremtiden? For at finde ud af det opsøger jeg Christian Damsgaard Jensen, der er professor i cybersikkerhed på Institut for Elektro- og Computerteknologi ved Aarhus Universitet.

"Når jeg i dag underskriver et dokument via MitID og Penneo, så sker det allerede med ansigtsgenkendelse på min telefon. Det er biometri, og det er dét, der gør, at min telefon kan gennemføre min underskrift," fortæller han.

Det genkender jeg fra min egen hverdag. Hver eneste gang jeg åbner min telefon, beder den om ansigtsgodkendelse frem for en indtastet kode. Selvom det i dag typisk er fingeraftryk og ansigts-ID, vi bruger, er det ikke utænkeligt, at vi i fremtiden kommer til at underskrive med blandt andet øreaftryk, blodåremønstre i hænderne eller scanning af øjets retina, som er mønstre i nethindens blodkar bagerst i øjet.

"De teknologier findes allerede derude. De er ikke hverdagsbrug, men bliver brugt i enkelte bygninger med høje sikkerhedskrav, hvor man scanner hånden eller aflæser mønstre i øjets nethinde," forklarer han og henviser til en gammel science fiction-film, jeg aldrig har hørt om.

Men hvorfor bruger vi dem så ikke alle sammen? Det handler mest af alt om økonomi.

"Hvis der skal særligt udstyr til, eller det koster for meget at installere det, giver det ikke mening som bred løsning til befolkningen," siger han og tilføjer, at det netop er derfor, ansigts-ID og fingeraftryk er slået igennem. Teknologien sidder allerede i vores telefoner.

"Dukker der pludselig en ny biometrisk metode op, som både er billig og nem at implementere, er det ikke utænkeligt, at vi kommer til at se det i fremtiden," siger han.

I mellemtiden er grafologen Jens Windeleff vendt tilbage med en analyse af min underskrift. Han skriver følgende i en mail: 
"Der er nogenlunde god overensstemmelse mellem dine underskrifter og grundskriften. Underskrifterne har en lidt mere løs og bevæget stregelasticitet, og man kan grafologisk se din trang til at frigøre dig fra din baggrund og til at udvikle dig følelses- og erkendelsesmæssigt."

Hmm. Jeg kan ikke helt genkende mig selv i den analyse, så jeg ved stadig ikke helt, hvad min underskrift siger om mig – andet end at jeg er vokset op i en tid, hvor det ikke længere er vigtigt at skrive særlig pænt. Og det er måske i virkeligheden den simple forklaring på det hele.