Eva var pioner i arbejdslivets transformation
Eva Bjerrum var med til at forme det moderne arbejdsliv, længe før begreber som hybridarbejde og distanceledelse blev hverdagssprog.
Som ung cand.mag. i dansk og humanistisk datalogi i slut-80’erne arbejdede Eva Bjerrum med at bygge projekter, der skulle forme fremtidens arbejdspladser. Det handlede om hjemmearbejde, fleksible kontorer og videokonferencer på et tidspunkt, hvor begreberne stadig var science fiction for de fleste.
Og nu – som 67-årig nyslået pensionist – er hun så helt klar til sit første fjumreår. På LinkedIn har hun indtil videre kaldt tiden siden maj for et career break.
"Så må vi se, om det bliver til flere foredrag og artikler eller en masse padel med mit barnebarn. Indtil videre har jeg givet mig selv lov til at tænke mig godt om og reflektere over, hvad der nu skal ske. Det er et stort skifte at gå fra arbejdsliv til pensionisttilværelse, og for første gang i mange år aner jeg ikke, hvad der skal ske i næste uge," siger Eva Bjerrum.
Det var arbejdet med at analysere og diskutere de store romaner i gymnasiet, der fik Eva Bjerrum fra Randers til at søge ind på danskstudiet i Aarhus. Hun elskede det detektivarbejde, der lå bag at granske efter motiver, handlinger og den dybere betydning i teksterne, og hun troede, hun skulle være gymnasielærer.
Men allerede dengang var hun også drevet af en nysgerrighed efter at kaste sig ud i eksperimenter. Og da en af hendes undervisere etablerede en forsøgsuddannelse i humanistisk datalogi på Aarhus Universitet, skiftede Eva Bjerrum spor.
Eva Bjerrum
Født 1958
Uddannet i dansk og humanistisk datalogi fra Aarhus Universitet
Gik på pension i maj 2025 – måske.
"Det tiltalte mig at få lov til at dykke kritisk ned i den rolle, som teknologien ville komme til at spille i arbejdslivet og i samfundet," forklarer hun.
Første job var på en såkaldt åben datastue, hvor hun underviste arbejdsløse kvinder i it. Derfra rykkede Eva Bjerrum til TDC, der dengang hed Jysk Telefon.
Hendes opgave var, i et samarbejde med MIT Medialab i Boston, at have blik for, hvordan medarbejdere reagerede på nye digitale løsninger. Det skete for eksempel i et projekt med B&O, der ønskede at introducere hjemmearbejde og fleksible arbejdstider som en strategisk mulighed, og Lego, som afprøvede videomøder i sit internationale projektarbejde.
"Begge virksomheder var visionære, teknologisk langt fremme og tænkte rigtig meget over, hvordan de kunne rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere, der boede langt fra virksomhedens fysiske placering," siger Eva Bjerrum.
Det er sjovt for hende at tænke på, at hun allerede for 25 år siden var med til at skrive en guide til hjemmearbejde, der konkluderede, at to dage hjemme var for meget, mens én dag var bedre, hvis man ville bevare en god kontakt til kollegerne og stadig få tilbudt en rolle på de fedeste arbejdsopgaver.
Et andet TDC-projekt, som gav hende en stor faglig tilfredsstillelse, involverede landmænd i udkantsområderne, der testede bredbåndsteknologi og nye digitale løsninger.
"Vi udviklede blandt andet et billeddialogsystem, som gjorde det muligt for landmændene at sende billedmateriale af deres afgrøder til Landbrugets Rådgivningscenter og få rådgivning om for eksempel sprøjtning. Det var helt nyt og banebrydende," fortæller Eva Bjerrum.
På et tidspunkt kunne hun og hendes kolleger se, at der var behov for et center, der indsamlede viden om teknologi, fremtidens arbejdsformer og fysiske rammer i et tværfagligt miljø. Og de tog initiativ til kontoret for New Ways of Working, der blev oprettet på hendes arbejdsplads igennem de næste 24 år: Alexandra Instituttet.
Et arbejdsliv er forbi
Hver måned går snesevis af DM-medlemmer på pension.
Hvad er det for et arbejdsliv, de siger farvel til, og hvad står især tilbage hos dem, der er på vej til at forlade det? Det undersøger Akademikerbladet i denne serie.
Som organisationsanalytiker på det uvildige rådgivningsinstitut har Eva Bjerrum lavet feltstudier og organisationsanalyser på virksomheder, hospitaler, museer og i folkeskoler, og hun har leveret forskningsbaseret rådgivning til ledere og medarbejdere.
Efter hele livet at have observeret, hvordan mennesker arbejder – og undersøgt, hvordan arbejdslivet kan indrettes bedre – står det klart for Eva Bjerrum, at livet ikke skal opdeles i adskilte zoner. Små lommer af hygge og livskvalitet skal ind i hverdagen, lyder hendes opfordring:
"Gå en tur i Ribe Domkirke, hvis du har et arbejdsærinde i byen, læs en time på stranden, inden du kører hjem, strik i toget, når du pendler. Medbring en bog, du kan læse i pauserne. De der små lommer i tiden bliver stadig mere nødvendige, hvis vi skal holde til et højt tempo og mange år på arbejdsmarkedet," siger Eva Bjerrum.