Spring menu over
Dansk Magisterforening

3 anbefalinger, hvis du vil forstå universet bedre

Eksperteranbefaligner (3)

 Collage: Akademikerbladet

Af Troels Kølln
Del artikel:

Rummet rummer ikke bare verdens største gåder. Det er også blevet en kommerciel kampplads med stor betydning for din hverdag på jorden. Her er astrofysiker Tina Ibsens tre kulturanbefalinger, hvis du vil forstå universet bedre.

Meget af den infrastruktur, vi har i dagligheden – om det så handler om at handle aktier, læse vejrudsigten eller bruge GPS’en på vej til arbejde – afhænger af rummet. Det føles fjernt og abstrakt, men er en del af vores praktiske hverdag.

Vi skal sikre en demokratisk og bæredygtig tilgang til rummet. Det er også noget, vi har haft meget fokus på i min podcast, ‘RumSnak’, hvor vi er ved at have sæsonafslutning. Vi taler om alt fra sorte huller til rumjura – og altså også hvordan det kan blive et kæmpe problem, hvis der kommer en ulige adgang til rumfarten og den kritiske infrastruktur, der er i form af satellitter.

Vi har i Ukraine set, hvordan de kommercielle interesser i rumbranchen  kan få stor indflydelse på det, vi laver på jorden. Det viste sig for eksempel, da Elon Musk truede med at afbryde forbindelsen til Starlink, som basalt set er internet fra rummet. Det er sådan noget, der kan afgøre krige, og det siger lidt om, hvor farligt det er at lægge kritisk infrastruktur i hænderne på det, der groft sagt er én enkelt amerikansk rigmand.

Tina Ibsen

Tina Ibsen

Astrofysiker, forfatter, videnskabsformidler og podcaster – også kendt som AstroTina.

Har en kandidatgrad i astrofysik fra Niels Bohr Institutet og er tidligere formidlingschef på Tycho Brahe Planetarium.

Forfatter til en række populærvidenskabelige bøger om rummet og vært på podcasten ‘RumSnak’. 

Det er de færreste ikkerumfartsnørder, der er opmærksomme på, hvor vigtigt rummet er for vores samfund, og derfor har vi brug for flere stemmer, der fortæller om det. Der er kommet mere opmærksomhed på det, ikke mindst politisk.

Danmark fik en langsigtet rumstrategi sidste år, og EU har udviklet sit eget GPS-system, Galileo, som er det eneste civile GPS-system i verden. Uden det ville vi være helt afhængige af enten det amerikanske militærs system eller et russisk alternativ.

Det er derfor, europæisk autonomi er så vigtig. Vi har ikke raketter, der kan sende mennesker i rummet, og vores raketter er ikke på højde med for eksempel SpaceX, og derfor er vi ret sårbare. Sammen med kunstig intelligens er jeg sikker på, at rumfart bliver en af de store geopolitiske kamppladser. Og det får kæmpestore konsekvenser, hvis vi ikke tænker os godt om.

Foto fra filmen

Filmen om de glemte kvinder, der regnede rummet ud

Hidden Figures

‘Hidden Figures’ fortæller historien om de tre sorte kvinder, der i 1960’erne arbejdede i NASA som såkaldte computers – matematikere, der foretog mange af de beregninger, der var med til at sende den første astronaut i kredsløb om jorden. Filmen får nogle mennesker frem i lyset, der er blevet ufortjent forbigået. Men den er også interessant, hvis man vil forstå, hvordan NASA og USA ser det som deres gudgivne skæbne at udforske og kolonisere rummet – for the benefit of mankind. Det siger meget om amerikanerne.

2017. Kan ses på Disney+, Viaplay og Max. Drama. 2 timer og 7 minutter.

Bogforside

Bogen, der ryster din forståelseaf tid og rum

En kort historie om tid

Jeg fik den første udgave af Stephen Hawkings bestseller, da jeg var teenager, og den gav mig lysten til at gå ind i astrofysikken. Bogen udforsker selve tidens natur, og det kan godt være lidt mindfuck nogle gange. Hvis du gerne vil udfordres på din egen forståelse af virkeligheden, er det et godt sted at starte. Det er en nørdet bog, men den kan samles op uden særlige forudsætninger. Husk at tage andenudgaven, der blev opdateret i 2018. Der er heldigvis sket en del med vores forståelse af universet, siden bogen oprindeligt udkom i 1988.

2. udgave, 2018.
352 sider. Udgivet på dansk på forlaget Klim.

Ikon fra podcast

Podcasten, der fortæller naturvidenskaben forfra

Naturvidenskaben forfra

Denne podcastserie har ikke fået den opmærksomhed, den burde have. Podcasten giver en grundlæggende forståelse for den viden, vi har i dag, og hvordan vi er kommet hertil. Det er en rigtig fin podcast, hvis man gerne vil have den grundlæggende forståelse af astronomi og rumfart. Mange af mine gode gamle undervisere fra universitetet deltager. De tog fat om roden af tingene. Hvor ved vi egentlig de her ting fra? Hvis man ikke har den store viden, er det et godt sted at starte.

Podcast fra Information. 51 afsnit. Kan høres gratis på alle platforme.