Spring menu over
Dansk Magisterforening

Min bogreol er et symbol på, at jeg slap ud af min stressrelaterede depression

Birk Fogde Ørnskov

Birk Fogde Ørnskovs har sine bøger i en træstigereol, som han har arvet fra sin far, der har sæbebehandlet og brugt den i årtier.  Foto: Lene Esthave

Min bogreol
Af Anna Dalsgaard
Del artikel:

"Min ‘Dansk Flora’ er totalt slidt ned og holdt sammen med gaffatape," siger Birk Fogde Ørnskov, der i dette nummer af bladet viser sin bogreol frem.

Mine studiebøger fylder forholdsvis meget i min bogreol, og det er helt bevidst, at jeg ikke har skilt mig af med en eneste.

Jeg startede med at læse biologi på Aarhus Universitet, men måtte droppe ud efter to år, da jeg fik en stressrelateret depression.

Vejen til bedring var for mig at komme ud i naturen og arbejde praktisk. Jeg meldte mig på skovhuggeruddannelsen, og det var ren terapi at sidde omkring et bål med nogle af skovhuggerne, drikke en øl og have dybe snakke til langt ud på natten om noget af det, som kan være svært og tabubelagt. Det var her, jeg kom ovenpå igen og fandt mit kald, så jeg fortsatte på skov- og landskabsingeniør-
uddannelsen og sluttede med en kandidat i naturforvaltning.

Naturnørd helt ind i sjælen

Mine studiebøger er et symbol på den vandring og den person, jeg er.

At det var muligt at få styr på belastningerne, som udløste stressreaktionerne. Bøgerne står i den ene side af min træstigereol, som jeg har arvet fra min far, der har sæbebehandlet og brugt den i årtier. Hylderne kan flyttes, så man kan indrette den, som man vil have den, og den er dyb, så der er plads til opbevaring bag ved bøgerne.

Birk Fogde Ørnskov

Cand.scient. i Nature Management

Naturmedarbejder hos Naturstyrelsen Sønderjylland. Har ansvaret for at føre forvaltningsplaner for urørt skov ud i livet.

Jeg er naturnørd helt ind i sjælen, og det afspejler sig i reolen og i mit liv. Når jeg har fri, pakker jeg felttasken med forskellige bestemmelsesnøgler, kamera og kikkert, så jeg kan identificere planter, svampe og insekter. Min ‘Dansk Flora’ er totalt slidt ned og holdt sammen med gaffatape.

Og min ‘Grønlands Flora’ har masser af patina, da jeg brugte den i mit masterprojekt om vegetationsforandringer i Grønland.

Jeg har også de fem bind af ‘Vilde planter i Norden’ og nogle rigtig gamle fagbøger såsom Louis Figuiers ‘Histoire des Plantes’ fra 1865 og Hoffmans ‘Plante Atlas’ fra 1885.

I den anden side af reolen har jeg en masse kogebøger, sankebøger og bøger om udeliv, musikkens historie, norsk og græsk mytologi samt skønlitteratur, primært fantasy af forfattere som Tolkien og R.R. Martin.

Når jeg er interesseret i biologi, er det altid sjovt at finde ud af, hvordan en forfatter har opfundet en ny fantasyfigur. Det er ofte nye væsener inspireret af de dyr, vi kender i vores egen verden.  

Min bogreol

Mange DM’ere har et særligt forhold til bøger og litteratur.

I denne serie inviterer et medlem indenfor og viser bogreolen frem.