Dennis Modsat

På afstand er Dennis Nørmark en mand, der er nem at forestille sig. Som liberal debattør og forfatter er han kendt for at gå i flæsket på alt, fra akademikernes pseudoarbejde til danskernes konforme kristendom.

Man forventer at se ham udfordre de etablerede meninger med det modsatte synspunkt, som dengang han spiddede de "såkaldt pressede børnefamilier" i en klumme i Politiken eller fremlagde drejebogen for nedskæringer på universiteterne, længe før Socialdemokratiet opfandt kandidatreformen.

Billedet af Dennis Nørmark som en velbjerget, borgerlig type med sit på det tørre bliver bekræftet, når man taster hans hjemmeadresse ind i GPS’en: 2800 Kongens Lyngby. Her bor han med sin hustru, der er underdirektør i Cepos, 600 meter fra det mest overklassede naturområde i Danmark, Dyrehaven (Frederik III indhegnede området i 1669, så han kunne jage hjorte i ro og mag).

Men når du træder tættere på manden, bliver billedet sløret. Hans hjem er oprindeligt et sommerhus med den ene tilbygning lagt til den anden, som et liggende tårn i klodsmajor.

Og selv om det sorte træhus er omkranset af bøgetræer, hænger der en konstant summen i luften fra den nærliggende motorvej. Bedre beliggenhed er det heller ikke. Og jovist, i stuen står designermøbler i sort træ, sågar et flygel. Men sengen i soveværelset er uredt, på gulvet kryber sorte ledninger ud af en blå Ikea-pose, og i køkkenet står både Nesquick og Nutella fremme. 

I en alder af 46 har Dennis Nørmark nu selv bidraget til at mudre billedet af sin offentlige persona ved at udgive romanen ‘Harare’, der med krimien som fortællegreb stiller skarpt på Vestens udviklingsbistand til Afrika.

Det sker efter syv faglitterære bogudgivelser og et endeløst hav af debatindlæg og kronikker, der ellers har defineret ham som en af Danmarks fremtrædende meningsmagere. 

"Jeg kender rollen som debattør til hudløshed. Den er nem for mig at spille," siger Dennis Nørmark og læner sig tilbage i stolen.

"Når du skriver fagbøger, kan du holde emnet ud i strakt arm. Den går ikke længere. Når du skriver skønlitteratur, vil folk have det til at handle om dig, og du skal svare på meget private spørgsmål. Det har jeg skullet vænne mig til."

Mennesket Dennis Nørmark

Alt andet lige kan der siges én klar ting om Dennis Nørmark: Når han byder en gæst på kaffe, måler han en passende portion malede bønner op i stempelkanden og hælder så nøjagtig den mængde vand op, der er brug for til to kopper. Den form for selvkontrol er ikke alle forundt.

Det er detaljer som denne, man må hæfte sig ved i forsøget på at blive klogere på mennesket Dennis Nørmark, for der er ikke meget hjælp at hente i hans bøger.

Han identificerer sig ikke med nogen af personerne i ‘Harare’, siger han selv, og da slet ikke hovedpersonen Annika Sand, selv om de begge er fra Østjylland og begge er antropologer. 

I bogen forsvarer Annika specialet ‘Familieværdier – et studie i uoverensstemmelsen mellem vestlige opfattelser af familieliv og den "moralske" karakter af afrikanske familierelationer og seksualadfærd i relation til udviklingsbistandens begrænsninger’.

Selv skrev Dennis Nørmark speciale om kognitiv antropologi og parallelt distribueret processering, der førte til debutbogen ‘Det virkelige menneske – Sjælens og kulturens naturhistorie’, en mursten på 576 sider.

"Det er sådan en bog, man skriver, når man er 27 år gammel og synes, man har regnet det hele ud," griner Dennis Nørmark.

Selv om Dennis Nørmark distancerer sig selv fra karaktererne i ‘Harare’, er han alligevel at skimte mellem linjerne.

På et dunkelt NGO-kontor i Zimbabwe må Annika Sand "sidde længe oppe og granske stakkevis af dokumenter med  hundredvis af forkortelser" og studere "afrapporteringer, der nøjagtigt, men ofte i et søvndyssende sprog redegjorde for de tidligere fremskridt og de fremtidige mål og milepæle", der i sidste ende er til ingen verdens nytte. 

Den slags beskrivelser giver flashback til Dennis Nørmarks populærfaglige udgivelser, særligt ‘Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting’.

Det føles, som om romanen trækker på hans og filosoffen Anders Fogh Jensens angreb på den administrative overklasse og dens meningsløse bureaukrati fra 2018. 

"Men faktisk er det lige omvendt," forklarer Dennis Nørmark. "‘Harare’ er på mange måder forarbejdet til ‘Pseudoarbejde’."

Mens Annika Sand tager til Zimbabwe for at redde verden, tog Dennis Nørmark af sted for sjov og ballade, da han for 10 år siden besøgte en af sine ældste veninder, der arbejdede i hovedstaden Harare.  

"Jeg var bare dernede for at drikke bajere og se Victoria-vandfaldene, men det endte med at blive mere seriøst. Jeg var til cocktailfester med folk, der arbejdede i NGO-verdenen, og på et tidspunkt sagde en af dem til mig, at arbejdet åd hans sjæl. Det overraskede mig. Altså ... det her skulle være det mest meningsfulde arbejde i verden. Hvor kom den desillusion fra?"

Han begyndte at spørge andre expats, om de kunne genkende oplevelsen, og mange stemte i: De følte ikke, at deres arbejde gjorde nogen forskel. Overhovedet.

Gik modsat til værks

Dennis Nørmarks nysgerrighed var pirret. Det oplagte ville være at gå til emnet ved at skrive en af den slags populærformidlende fagbøger, der er blevet hans kendetegn.

Men det har så mange gjort før ham (en af de mest kendte bøger opsummerer allerede i titlen Dennis Nørmarks syn på udviklingsbistanden ganske præcist: ‘The White Man’s Burden: Why the West’s Efforts to Aid the Rest Have Done So Much Ill and So Little Good’). 

Nørmark gik modsat til værks. Han lod sig fascinere af de personlige skæbner i branchen og begyndte at digte. 

"For mig var det mere interessant at gå tæt på det som en psykologisk udviklingshistorie i stedet for at skrive endnu en bog om bistand i krise," fortæller han. 

Der er enkelte passager i ‘Harare’, der føles som pensum til et introduktionskursus i internationale udviklingsstudier på Roskilde Universitet, og hvor den ideologiske kritik træder så tydeligt frem, at tanken presser sig på: Er romanen en let måde for Dennis Nørmark at komme med endnu mere kritik af det offentlige uden at skulle bøvle med at finde belæg for påstandene?

"Nogle vil sige, at jeg fedtspiller den og gemmer mig bag fiktionen," siger Dennis Nørmark. 

"Men sådan hænger det ikke sammen. Der ligger enormt meget research bag. Og det gode ved skønlitteratur er, at du gerne må sætte tingene på spidsen, kondensere oplevelserne, forstørre verden."

Han kigger ud mod haven gennem det store vindue i stuen. 

"Så giver ‘Harare’ et ét til ét-billede af situationen i sin helhed? Nej, selvfølgelig ikke. Det er fiktion. Men som al fiktion er der en del sandhed i det."

"Må jeg skrive sådan noget?"

I flere år overvejede Dennis Nørmark at udgive sin roman under pseudonym af frygt for reaktionerne fra omverdenen.

Ville han blive anerkendt som en forfatter til en roman i egen ret? Eller ville han snarere blive portrætteret som endnu en mediedarling, der scorede en nem forlagskontrakt på baggrund af sit navn?

"Jeg gik ind i det her med en kæmpe usikkerhed. Kan jeg skrive sådan noget? Må jeg skrive sådan noget?" siger han. 

Han vidste med sig selv, at grundmaterialet var i orden. Men han kender anmelderne godt og ved, at forfatter og tekst ikke altid kan skilles ad.

"Kunne mit tidligere arbejde få lov til at træde i baggrunden nu, hvor jeg har skiftet retning? Kunne bogen bare blive behandlet på sine egne præmisser? Det vidste jeg ikke," forklarer han. 

Forløsningen kom, da Weekendavisen fremhævede ‘Harare’ som en af "de bedste bøger lige nu", mens Jyllands-Posten kvitterede med fem stjerner og Politiken med fem hjerter.

"Jeg græd af glæde," siger han og lægger hovedet lidt på skrå.

"Altså, jeg var virkelig berørt til tårer. Der havde bygget sig et pres op i mig i 10 år, og at få den anerkendelse var simpelthen så forløsende," siger han.

Fiktion er et laboratorium

Dennis Nørmark blev hurtigt klar over, at hans hoved kunne producere historier. Som ung østjyde instruerede han revyer og skrev musik til teaterforestillinger. Han blev især opslugt af impro, hvor skuespillerne improviserer dialog, handling og karakterer uden manuskript. Selv en krimi har han digtet spontant fra scenekanten.

"Det er en ekstremt krævende mental disciplin, og derfor er det så super stimulerende og super angstprovokerende på samme tid," siger Dennis Nørmark. 

Han dyrkede ekstremteateret i 12 år. Men da han fik børn, flyttede fra Aarhus og fik travlt med alt muligt andet, stoppede livet i fiktionens verden. Nu er han retur. 

"For mig har det været fuldstændig naturligt at gå tilbage til skønlitteraturen. Fiktionen har været en stor del af mit liv. Jeg er kommet hjem," siger han. 

For Dennis Nørmark leder den ene bog til den næste. Al den overskydende research og de nye ideer, der bobler op under arbejdet med den ene bog, flyder over i den næste. Nu skriver han på sin næste roman, der skal udgives om et par år.

"Det er ikke, fordi jeg aldrig vil skrive fagbøger igen, men lige nu vil jeg hellere skrive skønlitteratur. Det er sjovere," siger han.

På vej ud af stuen kan han ikke lade være med at stoppe op ved den store bogreol, der opdeler bagvæggen i små kvadrater. Blandt bogryggene står titler som ‘I en dråbe’ af Sissel Jo Gazan ("helt vildt god") og ‘De første sten’ af Carsten Jensen ("kæmpe inspiration"). 

Dennis Nørmark husker også en anden bestseller, ‘Stå fast’, hvor Svend Brinkmann kommer med følgende formaning: "Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi". Dennis Nørmark erklærer sig enig.

"Fiktion er et laboratorium," siger han, "hvor du tester ting af, som andre mennesker gør, og som du kan genkende hos dig selv og spejle i dit liv. Den gør dig klogere på livet."