Videnskaben er krimiforfatter Sissel-Jo Gazans våben

Den er ikke særlig stor, urfuglen med det halsbrækkende navn Archaeopteryx. Stenpladen med skelet og aftryk af fjerene er ikke meget større end en indkøbspose. Alligevel overstråler den sine langt større dinosaurfætre i Museum für Naturkunde i Berlin.

For Archaeopteryxen er et af de centrale led, der får hele evolutionskæden til at hænge sammen. Forbindelsen mellem fortidens dinosaurer og nutidens fugle.

På den anden side af det skudsikre glas – på 150 millioner års afstand – står forfatteren og biologen Sissel-Jo Gazan og beundrer det verdensberømte fossil, som hun har gjort så mange gange før. 

"Den var engang på museumsturné i Asien og blev her forsikret for 85 millioner dollars. Det fortæller lidt om, hvor vigtig den er," fortæller hun.
Den videnskabelige strid, der udspandt sig om slægtskabet mellem dinosaurer og fugle, var hendes specialeemne, og det blev samtidig omdrejningspunktet i krimiromanen ‘Dinosaurens fjer’, som blev et stort gennembrud med 150.000 solgte eksemplarer.

Siden er tingene gået op i en højere enhed for Sissel-Jo Gazan.

Glæden og talentet for at fortælle, fascinationen af naturvidenskaben og den nørdede fordybelse i de mindste detaljer. I Danmark kan man diskutere, hvem der er vores ‘krimidronning’, men i genren videnskabskrimi er der ingen bejlere. Her sidder Sissel-Jo Gazan ubestridt på tronen. 

Fra ‘Dinosaurens fjer’ og til den seneste roman ‘I en dråbe’, der udkom i efteråret 2024, har naturvidenskaben været en rød tråd i historierne. Biologien optræder både som mordvåben og som løsning af kriminalgåderne, og videnskabsmiljøerne er i flere tilfælde rammen for de menneskelige dramaer og mordmysterierne.

I tråd med virkeligheden

Det er ikke Google-opslag og løse erindringer fra studietiden, Sissel-Jo Gazan bygger sine historier på, når hun skriver om kiselalger, svampe, parasitter eller vacciner. En række fagpersoner er inde over – nærmest et helt videnskabeligt panel – som kommer med input og sikrer, at beskrivelserne er korrekte.

Da hun eksempelvis skulle skrive ‘I en dråbe’, havde Sissel-Jo Gazan en tanke om, at hun gerne ville inddrage alger i fortællingen. Og da hun tilfældigvis hørte professor Nina Lundholm fra Statens Naturhistoriske Museum tale om alger i radioen, skrev hun en e-mail til hende og bad om hjælp og inspiration.

"Sissel-Jo kontaktede mig. Hun var interesseret i at vide, hvordan alger kunne bruges i forbindelse med mord og forbrydelser og den slags. Jeg kom så med nogle forslag, og vi diskuterede lidt frem og tilbage. Det var en rigtig sjov proces," fortæller Nina Lundholm.

Med i samarbejdet var også algeforskeren Øjvind Moestrup og svampeforskeren Christian Lange, der har været inde over flere af Sissel-Jo Gazans bøger.

"Hun går meget op i, at det skal være videnskabeligt korrekt. Jeg synes, det er en genial måde at formidle naturvidenskab på," siger Nina Lundholm.

Biologi at falde tilbage på

Tilbage på museet siger Sissel-Jo Gazan: "Kom, vi skal lige op og se, om Tristan Otto er der."

Det er han. Den fire meter høje og tolv meter lange Tyrannosaurus rex står sort og frygtindgydende i sin egen udstillingssal på museet. Skelettet, som er Europas mest komplette, er opkaldt efter sønnerne til den danske ejer, finansmanden Niels Nielsen.

"Hvis ikke min næste bog bliver et kæmpe hit, kan jeg måske vise danskere rundt på det naturhistoriske museum hernede," sagde Sissel-Jo Gazan engang i et interview med Politiken. Det blev ikke nødvendigt. I dag, mange solgte bøger senere, kan hun nøjes med at tage sine børn med herned og kigge på knogler.

Selv var hun ikke et af de børn, der kunne opremse latinske dyrenavne, eller som drønede rundt i mosen med fangstnet. Men hun havde en grundlæggende kærlighed til og forbundethed med naturen.

"Jeg kan huske min dårlige samvittighed over, at jeg bedre kunne lide dyr og planter end mennesker. Mennesker kunne godt være onde, men man kunne altid regne med planter og dyr. Jeg følte mig meget forbundet med dem – helt ned til det niveau, hvor jeg engang bankede en dreng i klassen, fordi han hev vingerne af en flue. Det var min pligt at forsvare den flue," fortæller hun.

I to år i sin tidlige barndom boede Sissel-Jo Gazan på båden Shearwater i Middelhavet, hvor hendes mor var kaptajn og sejlede rundt med andre eventyrere. 

"Jeg legede ofte med de vilde hunde oppe på kajen. Der var ikke andre børn. Og når jeg lå i nettet under bovspyddet, og delfinerne svømmede under mig, følte jeg, at de kom for at sige hej til mig, og at jeg måske også var en delfin."

Lang vej til titlen 

Matematik var hun ikke god til, og i det hele taget var hun ikke specielt god til de boglige fag. 

Alligevel fik Sissel-Jo Gazan den ide, at hun skulle være læge.

"Jeg har sådan en ‘Moder Teresa’ i mig, der gerne vil tage sig af andre folk. Så det var vist det, der kom til udtryk," fortæller hun.

Det krævede suppleringskurser i de naturvidenskabelige fag, som hun så alligevel var ganske ferm til. Medicinstudiet viste sig hurtigt at være et forkert valg, og nogle år og to romaner senere, i slutningen af halvfemserne, besluttede den spirende forfatter sig for at læse biologi.

For nok var hun rost, talentfuld og coming up, men derfra og til at tro på en tilværelse som professionel forfatter var der alligevel for langt.

"Jeg har altid fået tudet ørene fulde med, at man skal have en uddannelse. Man skal kunne stå alene og forsørge sig selv. Og jeg skrev sådan noget magisk realisme i det helt forkerte årti uden noget særligt publikum, så jeg forestillede mig overhovedet ikke, at skrivningen var noget, jeg kunne leve af."

Til gengæld kunne hun godt se sig selv som marinbiolog.

"Men så blev jeg faktisk enormt fascineret af botanik. Det var ellers kun nørderne, der gik op i botanik, men det var det, der greb mig."

Alger var yndlingsemnet

Sissel-Jo Gazan fortæller sin historie i den lille kaffestue, som hører til Museum für Naturkunde.

Og da hun på et tidspunkt rækker ud efter sin kakao, glider hendes ærme op og afslører nogle besynderlige figurer tatoveret på underarmen.

Det er alger.

Mikroskopiske planktonalger blæst op i tattoostørrelse. Hun fik dem lavet for et års tid siden, mens hun skrev ‘I en dråbe’, hvor alger spiller en central rolle i kriminalgådens opklaring.

"Det, der er så skørt med de her alger, er jo, at man ikke kan se dem med det blotte øje. Når man så sidder og kigger på dem i et mikroskop, går det op for en, hvor helt utroligt smukke de er," siger hun.

Alger blev hendes yndlingsemne på biologistudiet. Og i mere end tyve år ventede hun på at kunne give algerne en plads i krimilitteraturen.

"Vores professor, Poul Møller Pedersen, fortalte, at han nogle gange fik opgaver for Kriminalpolitiet, hvor han skulle undersøge alger i en død persons buksestof, og så kunne man sige noget om, hvor liget havde været henne. Det var ham, der fik mig til at tænke på at bruge naturens spor som hjælpemidler i opklaring," fortæller hun.

Bag på en af hendes gamle studiebøger – ‘Introduction to parasites’ – er der tilføjet ordet mordvåben med tre udråbstegn efter. 

"Vi hørte om en japansk blodikte, og jeg kan huske, jeg tænkte: Det er da bare helt genialt. Det er jo ikke til at se, hvem der har inficeret en, og om de har gjort det med vilje."

Den ahaoplevelse skulle i ‘Dinosaurens fjer’ føre til en ekstremt smertefuld død for professor Lars Helland.

På tiggergang på universitetet

Hvorfor endte hun trods sin algebegejstring alligevel med at skrive speciale om dinosaurer og fugle og Archaeopteryxer og alt det der? Det var heller ikke meningen.

Hun skulle skrive speciale på Lundbeck i et forskningsprojekt om skizofrenimedicin, og her kunne hendes liv og karriere formentlig have taget et helt andet spor. Men skæbnen – og hendes daværende mand – ville det sådan, at hun pludselig skulle gennem en dramatisk skilsmisse og stå alene med en lille datter.

"Det var egentlig ret vildt at have fået den plads på Lundbeck, og man fik også løn. Men jeg kunne ikke overskue det. Når vi kørte forsøg, skulle man være på otte dage i træk, og min datter var et år gammel.

Jeg måtte finde noget, som foregik på universitetet, og jeg gik nærmest tiggergang rundt til alle professorer for at høre, om der var plads til mig. Så var der en, der foreslog, at jeg skrev om kontroversen omkring fugle og dinosaurer. Jeg havde overhovedet ingen interesse for dinosaurer, men jeg overbeviste mig selv om, at nu måtte jeg bare give det al min kærlighed."

Det er slående, hvordan det fyger med referencer og temaer, der går igen i hendes bøger. Fra biofaglige emner til den unge alenemor, der kæmper med specialet; fra de steder, hun boede i sin barndom, til det etiske dilemma i at bruge GPS-sporing på sine børn. En overvejelse, hun selv går og bokser lidt med, betror hun, da hun efter interviewet forsøger at indfange sin yngste datter i området omkring Arkona Platz, hvor hun bor.

Hun flyttede til Berlin, efter at hun i 2004 havde forsvaret sit speciale og var begyndt at nippe til tilværelsen som arbejdsløs biolog.

Heldigvis ville ugebladsforlaget Aller gerne hyre hende til at anmelde bøger, og med den indtægt i bagagen rykkede hun til den tyske hovedstad og gik i gang med at omdanne sit speciale til kriminalromanen ‘Dinosaurens fjer’, der udkom i 2008.

Siden er det naturvidenskabelige element i historierne blevet et varemærke for Sissel-Jo Gazan, hvis nye bog ‘I en dråbe’ er den femte roman efter ‘Dinosaurens fjer’.

"Videnskaben forærer mig en masse fede scener. Og så får jeg inspiration fra alle de eksperter, jeg arbejder sammen med."

Føles farligt 

Sissel-Jo Gazans historier bygger ofte på steder og miljøer, hun selv har oplevet.

Og i bogen ‘Svalens graf’, der efterfulgte gennembruddet ‘Dinosaurens fjer’, er det ingen hemmelighed, at to af romanens hovedpersoner er direkte inspireret af danske forskere.

"Marie og Storm i ‘Svalens graf’ er nok bøjet over mig og Peter Aaby," fortæller Christine Stabell Benn, professor i global sundhed ved Syddansk Universitet (SDU).

Det var Christine Stabell Benn selv, der plantede ideen til bogen hos Sissel-Jo Gazan. Hun var ved at læse ‘Dinosaurens fjer’, da hun så et interview med Sissel-Jo Gazan i en avis, hvor hun nævnte, at Afrika og den globale ulighed lå hende på hjerte. 

"Så fik jeg pludselig et indfald: Gad vide, om hun gider skrive om os i sin næste bog?" fortæller Christine Stabell Benn.

Historien handler om drabet på en vaccineforsker, hvis forskning viser sig at være en torn i øjet på både vaccineindustrien og WHO, og hvis man ser bort fra selve mordet, bygger plottet på forskningsstationen Bandim Health Project i Guinea-Bissau, som Peter Aaby, der også er professor ved SDU, startede helt tilbage i 1978. 

Projektet undersøger blandt andet effekten af vacciner, og resultaterne indikerer, at der kan være en sundhedsmæssig bagside ved nogle af de vacciner, som WHO benytter i sine programmer.

"Noget af den viden, vi producerer på vores forskningsstation i Afrika, er meget upopulær. Og nogle gange føles det så farligt, at man næsten er bange for, at nogen vil slå en ihjel," siger Christine Stabell Benn.

Forskning og frygt

Sissel-Jo Gazans interesse blev vakt. De to forskere inviterede hende ned til forskningsstationen i Guinea-Bissau, og hun besluttede sig for at skrive historien. 

"Herefter tror jeg, vi udvekslede omkring 1.000 mails. Det var helt sindssygt meget, vi skrev sammen, fordi hun er så grundig i sin research og vil forstå alt. Det må jeg tage hatten af for, og det elsker jeg ved hendes bøger," siger Christine Stabell Benn.

"Man kan virkelig mærke, at hun er akademiker, på den tilgang, hun har til stoffet. Hun har en grundighed, systematik og et dybt ønske om at forstå det, hun skriver om."

I ‘Svalens graf’ bliver vaccineforskernes resultater mere eller mindre desavoueret af WHO. Og selv om historien, ifølge Christine Stabell Benn, ikke er en 1:1-gengivelse af Bandim Health-projektet, så genkender hun fuldstændig modstanden fra WHO.

Samarbejdet har siden udviklet sig til et personligt venskab mellem forfatteren og forskeren, og Christine Stabell Benn er i dag fast kvinde på sidelinjen og kommer med input, særligt om det forskningsmæssige indhold.

"Hendes beskrivelser af forskningsmiljøer er sjove, for hun får fremstillet, at forskere ikke er engle, der kun tænker på en bedre verden. Der er også motiver omkring penge og prestige og sex og begær og alt muligt," siger hun.

I Berlin har Sissel-Jo Gazan forladt museet for at tage sporvognen hjemad. På vejen fortæller hun, at der netop nu sidder to hold af manuskriptforfattere og arbejder på at klargøre to af hendes romaner til filmatiseringer.

Selv er hun også arbejdsramt. ‘I en dråbe’ er første bog i en trilogi, som allerede er solgt til forlaget. Så der skal skrives en toer. Og som det er sædvane, når hun begynder på en ny bog, ved hun faktisk ikke rigtig, hvad hun skal skrive.

"Jeg har skrevet tre sider, og jeg har ikke det mindste overblik over, hvad der skal ske. Jeg har en vag idé om, at det skal handle om autoimmune sygdomme og fjender. Både indre og ydre fjender. Hvis jeg ikke allerede havde skrevet ni romaner, tror jeg bare, jeg ville droppe det. Og sådan er mit liv. Jeg har aldrig haft et forkromet overblik. Jeg har bare altid tænkt, at der nok kommer en løsning. Og når man har den indstilling, så sker det som regel også."