Tre stemmer: Sådan påvirker socialt udsatte bibliotekerne
"Ni ud af ti bibliotekarer svarer i en DM-spørgeskemaundersøgelse, at de har oplevet uro, råben og højrøstet adfærd. Hver anden har oplevet det dagligt eller ugentligt," siger Tine Segel, der er formand for DM Digi og næstforperson i DM. Foto: Jakob Boserup
Hvordan er sammenspillet mellem socialt udsatte og de danske folkebiblioteker? Akademikerbladet har talt med en Hus Forbi-sælger, en biblioteksleder og DM, der organiserer biblioteksansatte.
Tine Segel
Uddannet bibliotekar, formand for DM Digi og næstforperson i DM
Hvordan oplever DM udfordringerne med socialt udsatte på bibliotekerne?
"DM har for nylig foretaget en spørgeskemaundersøgelse, hvor hele ni ud af ti bibliotekarer svarer, at de i perioden fra september 2023 til september 2024 har oplevet uro, råben og højrøstet adfærd. Hver anden har oplevet det dagligt eller ugentligt. Det behøver ikke kun at være blandt gruppen af socialt udsatte, men kan være fra en bredere gruppe af borgere. Men vi kan også se, at de beretter om sovende hjemløse og udadreagerende, psykisk sårbare borgere eller misbrugere."
Er der også noget i, at der er et fagligt mismatch mellem de ansattes faglighed og lige præcis den slags udfordringer?
"Helt bestemt. Som bibliotekar kommer man ofte med en informations- og kulturfaglig baggrund, fordi kerneopgaven er oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Personalet er ikke uddannet til at håndtere den slags situationer, og det kan skabe usikkerhed for vores medlemmer. Det er også afgørende at understrege, at biblioteket som institution og arbejdsplads ikke bør stå alene med ansvaret for at håndtere de her udfordringer. Det er helt afgørende, at der er et tværfagligt samarbejde med kommunernes socialforvaltninger, herberger, SSP og direkte til politiet."
Hvad tænker du, at DM kan gøre på det her område?
"Grundlæggende har vi et stort fokus på, at vores medlemmer skal føles sig trygge, når de går på arbejde. Vi fortsætter vores samarbejde med Bibliotekschefforeningen og Danmarks Biblioteksforening om at indsamle viden på området og udarbejde anbefalinger. Vi har også et stort fokus på at klæde vores tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter på til at tage dialogen om arbejdsmiljøet lokalt."
Læs også
Niels Ladefoged
Bydelsleder for Nørrebro i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune
Hvordan oplever bibliotekarerne på Nørrebro udfordringer med socialt udsatte?
"Man skal forstå, at hjemløse ofte er under stort pres. De har muligvis ikke sovet eller spist ordentligt og lever under stressende forhold og søger ofte efter et sted at sove eller spise og gøre ophold. Og det er klart, at hvis du skal ned på biblioteket for at låne en bog med dit barn, er det ikke hensigtsmæssigt, at der er en bestemt gruppe besøgende, som er til gene med uhensigtsmæssig adfærd."
"Det kan være de helt små ting, der har en enorm indflydelse på bibliotekarernes følelse af tryghed: Hvis jeg beder ham om at tage benene ned fra bordet, hvad sker der så? Selv små ting kan skabe stor usikkerhed. Derfor har det været et stort fokusområde for os."
Hvordan balancerer i bibliotekets rolle som et tilgængeligt rum med at gøre det trygt for alle?
"Det er helt grundlæggende for folkebibliotekerne, at vi skaber åbne og uforpligtende rum, der er tilgængelige for alle. Det er gratis at benytte computere, låne bøger og læse aviser og magasiner, og vi har jo designet vores biblioteker til at være både opholdsrum og fordybelsesrum. Så på den ene side er det netop formålet, at folk kan være her – og hellere end gerne også hjemløse – men det skal heller ikke være på en måde, der er til gene for andre."
Oplever I et mismatch mellem bibliotekarers faglighed og de sociale opgaver?
"Bibliotekarer bliver tiltrukket af jobbet på grund af deres passion for litteratur og ønsket om at formidle viden til borgerne. Men når man arbejder på et åbent bibliotek, må man også være forberedt på at håndtere, at borgere er forskellige. Det er en svær udfordring, og derfor har vi også brugt mange ressourcer på at løse den. Vi har blandt andet haft konflikthåndteringskurser, udarbejdet beredskabsplaner og ændret på indretningen."
Kommer I til at gribe tingene anderledes an i fremtiden?
"Vi arbejder meget med at håndtere hændelser hurtigt. Men det er ikke nødvendigvis den mest langsigtede strategi. Der er jo nogle underliggende sociale problemer, der skal tages hånd om. Derfor er jeg også virkelig glad for, at vi nu får ansat sociale relationsmedarbejdere på de to biblioteker på Nørrebro, der har en faglighed omkring det sociale arbejde og allokeret tid til at skabe relationer til de socialt udsatte, og som måske kan følge de udsatte - ikke bare ud af biblioteket, men også videre til andre instanser, som kan tage bedre hånd om deres problemer."
‘Påske’
Hus Forbi-sælger foran Næstved Bibliotek
Bruger du biblioteket?
"Hvis ikke jeg har min hund med hernede, og det er koldt eller regner, så kan jeg godt finde på at gå derop. Der er sgu hyggeligt nok derinde, og man kan altid få lov til at kigge ind og få varmen eller bruge et toilet."
Har du et yndlingssted deroppe?
"Nej, det har jeg ikke. Det er bare om at finde derhen, hvor der er plads. Men det er ikke ret lang tid ad gangen, jeg sidder der. Jeg har aldrig været glad for offentlige institutioner og sådan noget."
Hov, så skulle hunden lige af sted?
"Charlie, ikke ud på vejen! Kom tilbage! Kom så her, Charlie – og det er nu! Det er en retriever og newfoundlænder, men den må vist ikke være på biblioteket."
Ved du, om hjemløse i Næstved generelt bruger biblioteket?
"Jeg har levet 25 år som hjemløs, inden jeg fik en lejlighed for otte år siden, og så lærer man efterhånden andre at kende. Der er mange, der bruger sådan et bibliotek. Hvis man kommer som ny i byen, og man ikke rigtig kender stederne, så er det som regel sådan et sted, man går efter."
Hvad er det, et bibliotek kan tilbyde, hvis man er socialt udsat?
"Alle er forskellige – også folk, der er hjemløse. Nogle vil læse dagens nyheder. Nogle vil gerne have en sludder for en sladder med dem, der arbejder der. Nogle vil have hjælp med noget MitID eller et eller andet. Men først og fremmest er det tørvejr, et sted at sidde og et toilet."
Hvad synes du generelt om bibliotekerne?
"Det er altid godt med biblioteker, men det bliver jo aldrig helt som i gamle dage. Der er mange af os idioter, der ikke kender internettet. Jeg kan ikke engang finde ud af at tænde en computer. Jeg savner bøgerne og det sociale samvær med bibliotekaren, der hjælper dig med at finde en bog. Nu skal man vist hen til en eller anden computer og søge på den."