Som chef er min største frygt at blive et dumt svin

Dengang jeg stadig kunne kaldes ung, fik jeg et studenterjob i en stor dansk virksomhed. Jobbet var tænkt som nemme penge, men kulminerede med en oplevelse, der har printet sig ind i min hukommelse som et stjerneeksempel på elendig ledelse.

Min opgave var at google oplysninger om tusindvis af danske butikkers produkter og taste det ind i et kæmpestort regneark. Det var akademikerens svar på samlebåndsarbejde, dræbende kedeligt.

Det var også virkelig ineffektivt. Så en dag fik jeg en idé. Hvorfor skrev jeg ikke bare til butikkerne og bad dem oplyse det selv?

Jeg var helt ny på arbejdsmarkedet og tænkte ikke så meget over, at butikkerne faktisk var virksomhedens potentielle kunder.

Eller at det måske ikke var helt smart, når jeg ikke engang havde fået en arbejdsmail og derfor måtte sende fra min private Gmail.

Eller at det sandsynligvis var ulovligt.

Så da der den dag ikke var nogen chef på arbejde, som jeg kunne spørge til råds, gik jeg bare i gang.

Eksplosionen ramte et par timer senere. En person, jeg aldrig havde mødt, men som qua sit mørke jakkesæt og store armbåndsur tydeligvis havde magten til at fyre samtlige mennesker i rummet, kom sprintende fra sit glasbur og ud i storrumskontoret, hvor vi andre sad. "HVEM HAR SKREVET DET HER?" råbte han og viftede med en udskrift af det, jeg hurtigt kunne genkende som min mail.

Da jeg rakte hånden op og bekendte kulør som en britisk kostskoleelev, fulgte verdens største skideballe.

Jeg ved ikke, hvor lang tid det stod på, det var som om tiden blev suget ind i et stort hul af råbende skældud, men chefen forsvandt pludselig igen med ordene: "Hold kæft, hvor er du dum."

Var det en kæmpe bommert, jeg havde lavet? Ja, uden tvivl, min idé var objektivt set idiotisk.

Men blev jeg så motiveret til at gøre det bedre fremover? Absolut ikke.

Fra den dag begyndte min stille hævn. Hver gang jeg så en måde at gøre arbejdet bedre på, ignorerede jeg det. I stedet gjorde jeg lige præcis det, chefen havde beordret, uanset hvor meningsløst det var. Og jeg har siden aldrig forspildt en chance for at advare andre om stedet.

Den amerikanske psykologiprofessor Dacher Keltner har gennem flere år afdækket, hvordan magtfulde mennesker bliver mindre menneskelige.

De lytter mindre til andre. 

De føler sig berettiget til flere privilegier end andre.

Og de tror, de er bedre og klogere, end de i virkeligheden er.

Keltner pointerer, at magten ofte bliver givet til dem, der faktisk vil det bedste for fællesskabet. Men når først de personer indtager magtpositionen, begynder de at ændre sig. Og det skader ikke bare dem selv, men alle omkring dem.

Sådan et menneske var råbechefen, og det eneste, jeg kan takke ham for, er, at han på sin vis har givet mig en gave med som chef: et krystalklart billede af alt det, jeg frygter at blive og derfor bevidst kan kæmpe imod.