Spring menu over
Dansk Magisterforening

Proppet garage

Pia Vodder
Foto: Thomas Nielsen
Del artikel:

Pia Vodder har arrangeret events og vinrejser til Spanien, Sydamerika og Californien siden 1993. Kærligheden til druerne stopper ikke, fordi den sproguddannede 68-årige er gået på pension fra Vinens Hus.

At finde frem til den rette vin til en person. Tage tiden til at danne sig det fulde billede af, hvilke smagsoplevelser der appellerer til en kunde. Måske overraske vedkommende med noget nyt som bobler i stedet for rosé, en mere fyldig vin frem for en let og måske endda alkoholfri vin til maden.

Hvis Pia Vodder skal fremhæve én ting, hun særligt har nydt, i de 32 år hun har arbejdet med vin, er det glæden ved at bruge sin dybe viden til at rådgive mennesker, der nyder de gode dråber lige så meget som hun selv.

Det hygger hun sig med at tænke på nu, hvor pensionisttilværelsen har knap et år på bagen. For faktisk snublede hun ret tilfældigt ind i vinbranchen i 1993. Hun var netop flyttet tilbage til Danmark efter næsten 11 år i Venezuela og Argentina. Og hun husker tydeligt jobsamtalen med det spanske vinagentur.

"Jeg blev spurgt om mit kendskab til vine og kunne kun svare: Der er dem, jeg kan lide, og dem, jeg ikke kan lide," griner hun.

Pia Vodder

Født 1957

Erhvervssproglig korrespondent i engelsk og spansk

Gik på pension 1. juni 2024.

Det var talegaverne, der alligevel skaffede hende jobbet. Hun har nemt ved at stille sig op og tale foran en forsamling, hun elsker at skabe god stemning i en gruppe, og med tiden har hun også i den grad fået styr på sine argumenter for, hvorfor én vin falder mere i hendes smag end en anden.

Fra lande som står hjertet nær

Som barn tilbragte Pia Vodder mange ferier i forældrenes lejlighed i Spanien, hvor ingen talte engelsk. Det skubbede til hendes interesse for sproget og den spanske kultur, og hun tog en korrespondentuddannelse i engelsk og en erhvervssproglig diplomuddannelse i spansk fra Handelshøjskolen i København.

Hun voksede op i Bagsværd og er endt tæt på Lyngby. Men i mange år førte både arbejdet og ægteskabet med hendes argentinske mand familien vidt omkring.

Karrieren begyndte på den danske ambassade i Buenos Aires, og siden arbejdede hun som kulturattaché i Venezuela. Da hendes mand fik job som marineofficer, og der kom to små børn til, flyttede familien ind på en militærbase 800 kilometer syd for Buenos Aires. Det var en fri, solbeskinnet og tryg opvækst for børnene, men en stram økonomi sendte familien retur til Danmark.

Et arbejdsliv er forbi

Hver måned går snesevis af DM-medlemmer på pension.

Hvad er det for et arbejdsliv, de siger farvel til, og hvad står især tilbage hos dem, der er på vej til at forlade det? Det undersøger Akademikerbladet i denne serie.

I vinagenturet genopdagede Pia Vodder sin nære tilknytning til Spanien. Efter ti år var hendes viden om vin veludbygget, og det skaffede hende jobbet som konsulent i Vinens Hus. En virksomhed, der arbejder med både events, pr-arbejde og vinrejser. Efterhånden omfattede hendes viden også de store distrikter i Sydamerika og Californien.

Efter godt 22 år har den nyslåede pensionist ikke længere tal på, hvor mange messer og smagninger hun har været med til at organisere for private, sommelierer og journalister. Hun husker især et kæmpe event i Operaen for 65 udstillere fra USA med smagninger, masterclasses, livemusik og videoshows. Pia Vodder stod for alt, og det klappede. Men det var eddermame også et stort ansvar, som hun påpeger.

For seks år siden grundlagde Pia Vodder og hendes mand deres egen vinimport. De køber ind i de lande, der står deres hjerter nærmest: Spanien, Argentina og Chile.

Når man har været så længe i gamet, kan man tilbyde noget, de andre ikke kan. For eksempel vine, der er dyrket på marker 2.000 meter over havet i Salta i Argentina og Corpinnat-bobler fra Spanien. Eller de eksklusive dråber fra en lille gård i Chile, der fremstiller naturvine i hånden og kun producerer 12.000 flasker om året. Pia Vodder får lov til at sælge 900 af dem. Det svarer til halvanden palle.

Egentlig kunne Pia Vodder sagtens skrue op for sit eget garagesalg, for efterspørgslen er der. Men hun vil disponere over sin egen tid og ikke ansætte medarbejdere i firmaet.

Fra nu af skal vinen være en hobby.