Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ingen skal blive syge af at gå på arbejde

Janne Gleerup, forperson i DM

"I alt for mange år er der blevet sparet på bibliotekernes årsværk. Alene fra 2019 til 2023 har spareiveren kostet 12 procent af årsværkene. Det skal stoppe", skriver DM's nye forperson Janne Gleerup.  Foto: Mette Ovgaard

Af Janne Gleerup, forperson i DM
Del artikel:

Det skriger til himlen, at hver anden bibliotekar skal konfronteres med episoder af den karakter dagligt eller ugentligt. Det er uacceptabelt, skriver DM's forperson Janne Gleerup.

"Hver anden bibliotekar melder om uromagere og dårlig adfærd," lød det i flere medier i starten af december.

Baggrunden var en DM-undersøgelse, der viser, at ni ud af ti bibliotekarer har oplevet uro og højrøstet adfærd på biblioteket det seneste år. For hver anden bibliotekar er episoderne en daglig eller ugentlig begivenhed.

Alene i 2023 havde bibliotekerne flere end 30 millioner besøg. Derfor kan uro og konflikter i sagens natur aldrig helt undgås. Men det skriger til himlen, at hver anden bibliotekar skal konfronteres med episoder af den karakter dagligt eller ugentligt. Det er uacceptabelt.

Når alt kommer til alt, stikker problemet dog dybt i vores samfund. DM’s undersøgelse viser nemlig, at det især er borgere med misbrugsproblemer, psykiske udfordringer, hjemløse og grupper af unge, der tegner sig for langt størstedelen af den triste statistik. Med andre ord er vores velfærdssamfund tilsyneladende så fyldt med huller, at både vores mest sårbare medborgere og grupper af unge må ty til landets folkebiblioteker i mangel på andre tilbud.

Konsekvenserne for vores medlemmer på bibliotekerne er helt uholdbare

Konsekvenserne for vores medlemmer på bibliotekerne er helt uholdbare. Episoderne kan være så psykisk belastende, at de påvirker deres trivsel og arbejdsmiljø negativt. I DM har vi eksempler på medlemmer, der er blevet langtidssygemeldte efter gentagne og voldsomme episoder. Det er fuldstændig uacceptabelt. Ingen skal blive syge af at gå på arbejde.

For os i DM er sagen derfor ganske klar. Udfordringerne skal løses. Som samfund kan vi ikke være andet bekendt, hverken over for bibliotekernes ansatte og brugere eller over for vores sårbare medborgere.

Som fagforening kan vi ikke løse udfordringerne alene. Men vi har en stemme i offentligheden og adgange i det politiske landskab. Det har vi tænkt os at bruge.

Først og fremmest er det vigtigt, at bemandingen øges. Især i ydertimerne. I alt for mange år er der blevet sparet på bibliotekernes årsværk. Alene fra 2019 til 2023 har spareiveren kostet 12 procent af årsværkene. Det skal stoppe. Udviklingen skal vendes. Der skal ansættes flere bibliotekarer. Bibliotekerne er og skal være et rum for os alle.

Det er også afgørende med stærke tværfaglige samarbejder mellem bibliotekerne og gadeplansmedarbejdere, socialforvaltninger, psykiatri og politi. Og så skal bibliotekerne gribe i egen barm. De skal sikre, at bibliotekarerne er klædt på med viden og værktøjer til, hvordan de håndterer episoderne. Og de skal sikre opdaterede beredskabsplaner, som alle kender.

I DM har vi et tæt samarbejde med Danmarks Biblioteksforening (DB) og Bibliotekschefforeningen (BCF) om at finde løsninger. Planen er, at vi i fællesskab udarbejder et realistisk og virksomt katalog fyldt med idéer til bibliotekerne. Ligesom vi selvsagt vil sætte problemstillingen på dagsordenen ved det kommende kommunalvalg.  

I nærværende nummer af Akademikerbladet kan du læse en reportage fra Næstved Bibliotek, hvor en række initiativer har været med til at skabe en øget tryghed i det daglige.

God læselyst.