Spring menu over
Dansk Magisterforening

Da Louise blev selvstændig, blev hun også ensom

Selvstændige og freelancere
Af Majken Søndergaard Eliasen
Del artikel:

Ensomheden var til stede fra starten, da kommunikationsrådgiver Louise Taarnhøj startede eget firma. Løsningen var en kontorplads. Den dækker hendes sociale behov og giver mulighed for sparring med kolleger.

Kommunikationsrådgiver Louise Taarnhøj startede som selvstændig på fuld tid i sit firma Lula Media i oktober 2022.

"Allerede fra starten af syntes jeg, at det var ensomt," forklarer hun. 
Hun arbejdede hjemmefra og holdt møder på en nærliggende cafe, fordi hun ikke troede, hun havde råd til en kontorplads. 

"Det fedeste er, når man har noget at vælge imellem. Sådan er det med de fleste ting her i livet. Hvis man ikke selv har valgt noget, så føles det som en begrænsning. Og jeg havde ikke selv valgt ikke at have en kontorplads, jeg troede bare ikke, at jeg havde råd," forklarer hun.

I starten brugte hun derfor en del tid på at opsøge netværksmøder og have kaffeaftaler rundt-omkring i byen, men det gav ikke den samme følelse, som en fast daglig kontakt med kolleger kan give. 

"Det var hårdt at blive selvstændig uden at have nogen at sparre med, og det var ensomt. Ikke undergravende ensomt, men jeg kunne mærke, at jeg manglede noget i min hverdag, for at det var rigtig fedt," siger hun

Når ensomhed rimer på arbejde

Er du den eneste akademiker på din arbejdsplads eller den eneste humanist blandt teknikere?

Er du mere eller mindre frivilligt selvstændig, eller har du fået en rolle på din arbejdsplads, som du ikke føler dig tilpas i?

Der kan være mange grunde til at føle sig ensom på arbejdspladsen. Også selv om man har kolleger. Akademikerbladet har bedt en psykolog definere, hvad faglig ensomhed er, og komme med gode råd til, hvad man kan gøre ved det.

Og vi har talt med to akademikere, som har følt sig ensomme på arbejdet. Den ene, fordi hun var den eneste akademiker på arbejdspladsen. Den anden, fordi hun manglede kolleger at sparre og socialisere med som selvstændig.

Frokost med kolleger

En dag så hun ved et tilfælde et opslag på Facebook om en plads i et kontorfællesskab tæt på sit hjem på Vesterbro i København. Louise Taarnhøj blev skrevet på ventelisten, og efter seks måneder som hjemmearbejdende selvstændig fik hun i maj 2023 en kontorplads til bare 500 kroner om måneden. 

"Det var et rent lykketræf, at jeg så det opslag. Jeg troede, at en kontorplads kostede 2.000-3.000 kroner," fortæller hun. 

Kontorpladsen har givet hende den struktur og den sociale omgang, hun manglede i sin arbejdsdag. 

"Der er mange fordele ved at kunne arbejde hjemme, men hvis vi alle sammen bliver sådan nogle øer, så bliver vi nødt til at bygge bro til hinanden og få en eller anden form for samarbejde, for der er meget få mennesker, der på den lange bane kan trives med at arbejde alene," konkluderer hun.

Vi spiser frokost klokken 12, og så går de fleste hjem klokken 16. Det sætter arbejdsdagen i system, og det har min hjerne brug for, så jeg kan koble fra, når jeg kommer hjem

Louise Taarnhøj, selvstændig kommunikationsrådgiver

Det svinger, hvor ofte hun er i kontorfællesskabet. Når det er koldt om vinteren, er hun der måske kun en gang om ugen, i andre perioder er hun der tre gange om ugen. Alligevel giver det hende de rutiner, hun havde brug for. 

"Der er noget rigtig rart i at have en hverdag med rutiner, der bliver gentaget igen og igen. Det blev meget tydeligt for mig, at det manglede jeg," siger hun. 

En af fordelene ved at være selvstændig er den frihed, der følger med. Louise Taarnhøj kan i princippet selv bestemme, om hun møder klokken 07 eller klokken 10. Men det er en frihed, der også gør hende rastløs, fordi det ikke føles som en ‘rigtig’ hverdag på arbejdet.

"På kontoret møder folk ind klokken 09, efter at de har afleveret børn. Vi spiser frokost klokken 12, og så går de fleste hjem klokken 16. Det sætter arbejdsdagen i system, og det har min hjerne brug for, så jeg kan koble fra, når jeg kommer hjem," pointerer hun. 

Det kan du gøre ved ensomheden

Træn din alenehedsevne
Jo bedre du er til at nyde dit eget selskab, des bedre er du rustet til at håndtere ensomhed. Du kan træne alenehedsevnen ved at lære dig selv bedre at kende. Det er en bevidstgørelse: Lær dine reaktionsmønstre, din bagage og dine skyggesider at kende, lær dine behov at kende, og lær at omfavne det hele så godt som muligt.

Få gruppen til at tage ansvar
Hvis din faglige ensomhed er gruppebaseret, skal gruppen tage ansvaret på sig. Tal eventuelt med din leder eller dine kolleger og få dem til at involvere sig. Det er altid også lederens ansvar, men det er aldrig kun lederens ansvar. Spørg jer selv, hvad kollegafællesskabet kan gøre, og hvordan gruppen kan undersøge, hvem det er, der bliver ensom, og hvad det skyldes.

Anerkend ensomheden
Forsøg at anerkende, at de følelser, der knytter sig til arbejdslivet, er mangefacetterede. Det er også en måde at forebygge ensomhedsoplevelser på: at gøre det legitimt at tale om de ting, der er vanskelige. Vi lever i en tid, hvor vi helst ikke skal have for meget modgang. Vi har professionaliseret de negative følelser: Vi går til psykolog og skal have det håndteret og få det væk, som om modgang, kriser og besvær er noget, vi helst skal undgå. Det gør os mere ensomme, for der er masser af dage, hvor man ikke føler sig specielt fantastisk, og så bliver man alene med helt almindelige følelser af, at livet også er besværligt.