I 1978 satte en filosofistuderende sig på læsesalen på Statsbiblioteket i Aarhus og gjorde det, mange tilsyneladende ville ønske, aldrig var sket.

For her skabte den 21-årige Søren Gosvig Olesen med oversættelsen af Foucaults værk ’La volonté de savoir’ eller ’Viljen til viden’ ordet ’italesættelse’.

Som i når chefen siger ’det er vigtigt, at vi italesætter, hvordan vi implementerer målene fra Q2’ eller bekymrede forældre til forældremøder vil ’italesætte om vi skal have en sukkerpolitik’.

Ordet er igen og igen blevet udskældt. I indlæg, hvor kommunikationsbranchen kritiseres for at bruge det i flæng’, i Jyllands-Posten, hvor det fremhæves som et irriterende ord og som kandidat til Berlingske.dk’s hadeordskanon fra 2008, hvor nomineringen blev begrundet med ordene: ”Er det nødvendigt at sige mere?”

Det synes Søren Gosvig Olesen selv, der i dag er lektor i filosofi på Københavns Universitet, og Eva Skafte Jensen, der er seniorforsker ved Dansk Sprognævn.

Akademikerbladet er med deres hjælp dykket ned i historikken om, hvad der er hemmeligheden bag ordets udbredelse og sidenhen modstand. Og om hvad ophavsmanden selv tænker: Er ordet kommet ud af kontrol – og fortryder han?

46 år efter oversættelsen står Søren Gosvig Olesen tilbage med en overraskelse over, hvordan brugen af ordet udviklede sig.

”Jeg vidste, at ordet var særligt. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville blive så udbredt,” siger lektoren og joker med, at han ville ønske, at han kunne få rettighedsmidler, for så havde han haft en mindre formue.

Han indrømmer, at han som 21-årig filosofistuderende næppe havde fået lov at oversætte Michel Foucaults ’La volonté de savoir’ – eller ’Viljen til viden’, som den skulle komme til at hedde på dansk, hvis det havde været et årti senere.

”Foucault var i 1978 endnu ikke den superstjerne på universiteterne, som han skulle blive senere hen. Vi var stadig i munkemarxisternes og til dels også freudianernes tid – og de kunne ikke lide ham, fordi han havde et helt andet magtbegreb end dem,” lyder det fra filosoffen.

Fra og med gymnasietiden havde den frankofile Gosvig læst mere end 10.000 sider litteratur og filosofi på fransk og med en blåstempling fra idéhistoriker og oversætter Esbern Krause-Jensen tilfaldt opgaven med at oversætte Foucault den 21-årige studerende.

Det hele foregik på Statsbiblioteket i Aarhus. En slags refugium, hvor han kunne dyrke den faglige fordybelse, mens det på universitetet udenfor stadig var udbredt med besættelser på institutterne.

Han husker endnu åbningstiderne fra klokken 09 til 19. For nogle gange blev han hængende i læsesalen hele dagen med originalbogen, to ordbøger, linjeret papir og en blyant. De larmende skrivemaskiner var forbudt i læsesalen, så der var endnu et tastearbejde i vente, når han kom hjem sidst på dagen.

Der gik derfor ikke mange dage, inden han nåede side 20 – og den var noget særligt.

Her stod mise en discours for første gang, og Søren Gosvig fornemmede, at det var et afgørende udtryk at tage stilling til i oversættelsen.

”Oversættelsen til ’italesættelse’ kom til mig med det samme, og jeg tænkte, at nu tager jeg en chance.  Enten vil folk grine ad det, eller også vil ordet få en eller anden form for status. Jeg var ret sikker på, at orddannelsen ville blive bemærket.”

Det skulle han få ret i. Noget de, om nogen, har mærket til hos Dansk Sprognævn.

Aktivistisk kamp

På Dansk Sprognævns spørgetelefon har de siden starten af 90’erne fået opkald om ordet – ofte med en undertone af forundring eller irritation, forklarer Eva Skafte Jensen.

”Vi oplever folk, der nærmest mener, at vi må føre en aktivistisk kamp for at stoppe, hvordan det ord bliver brugt.”

I Dansk Sprognævns databaser kan hun se, at ordet er blevet brugt i bølger siden de første gang registrerede det i 1989. Men med de bølger fulgte også irritationen over ordet, som kan ses i, hvor ofte det bliver brugt sammen med forbehold, så som citationstegn eller med forklaringen ”som det hedder i det moderne sprog”.

”Det stemmer meget godt overens med, at ligesom der kan gå mode i at bruge bestemte ord, kan der også gå mode i at hade dem,” forklarer hun.

Men hvad betyder ordet egentlig? I det spørgsmål ligger en stor del af irritationen, forklarer seniorforskeren.

”Oprindeligt betyder det i en akademisk sammenhæng, at man ved at snakke om noget på en bestemt måde skaber en ny virkelighed. Men i dag bliver det jo mest brugt som synonym for ’at tale’ eller ’sætte ord på’, fortæller hun og peger på, at denne brug af ordet i deres database går helt tilbage til starten af 90’erne.

”Vi ser det særligt blive brugt, når man skal tale om noget vigtigt eller vil sætte noget på dagsordenen. Det kan være akademisk alvorligt, men også bare noget, hvor man virkelig vil have at folk lytter efter.”

Eva Skafte Jensen fortæller, at det er et velkendt fænomen, at man bruger en term uden for hverdagssproget, når man vil understrege højtideligheden i det, man vil sige.

”Det smager af en akademisk fagterm med en vis tyngde og lyder både klogt og alvorligt. Så tiltrækningen er på mange måder, at det ikke er så hverdagsagtigt.”

Men det er også noget af det, vreden bunder i, mener hun. Hvorfor siger man ikke bare ’tale om’?

”Og så ser vi det ofte brugt i en selvhævdende situation. Når chefen siger ’vi skal italesætte, hvordan vi bliver bedre til vores implementeringer’, kan det give en fornemmelse af, at chefen puster sig op.”

Et opgør med fremmedord

Hvor Eva Skafte Jensen peger på ordets forbindelse til det akademiske som en tiltrækkende kraft ved ordet, peger ophavsmanden selv i en helt anden retning.  

Søren Gosvig Olesen ser oversættelsen som et opgør med en tendens, han dengang iagttog på universiteterne. En hang på forskergangene til så mange fremmedord som muligt, gerne med udgangspunkt i hver sin teoretiske tradition.

”Jeg havde en dansklærer i gymnasiet, som ikke kunne et ord fransk, men som ikke desto mindre kunne forklare, at Roland Barthes tilhørte ’écritureskolen. Altså écriture, det betyder ikke andet end skrift på fransk. Men det bliver jo helt vildt mystisk, når man på dansk siger ’écriture’ i stedet for ’skrift’.”

Søren Gosvig Olesen betoner dermed – modsat Eva Skafte Jensen – at hemmeligheden i ordets udbredelse netop ligger i, at det ikke er blevet gjort til akademisk terminologi.

”Jeg har set det som min opgave at vise, at abstrakte teorier godt kan få en udbredelse og kan tale med hinanden, hvis vi ikke gør det sværere end nødvendigt. Når jeg oversætter, forsøger jeg at holde mit sprog så dansk som muligt, i stedet for bare at transskribere.”

Han peger på, at man i den tyske oversættelse af bogen havde brugt udtrykket ’Diskursivierung’.

”Det er knap nok en oversættelse. Havde jeg gjort det samme, ville have det være blevet et klogeåge-fremmedord, der nok ikke ville have bevæget sig ret langt fra videnskabelige artikler, og det er vist også tilfældet i Tyskland.”

Gosvigs tanker om oversættelsen som noget særligt vidner førsteudgavens sidste sider også om. På en ordliste omtaler han her i særlig grad tankerne bag oversættelsen af ’italesættelse’. Det var selvfølgelig for at gøre opmærksom på argumenterne for oversættelsen, men der var også en anden grund, forklarer han.

”Jeg må indrømme, at det også var for at gøre opmærksom på, hvad jeg ligesom havde skabt.”

Lektoren forklarer, at der jo allerede findes danske pendanter, som mise en oeuvre svarende til ’iværksættelse’ og mise en scène svarende til ’iscenesættelse’. Så det virkede oplagt, hvad mise en discours skulle oversættes til.

”Discours betyder tale, men med ’mise en’ forstås, at noget begynder med den ’tale’. Foucaults udtryk har en levende forbindelse med det franske hverdagssprog. På samme måde er det med ’italesættelse’ og det danske ’tale’, og det er jeg meget godt tilfreds med.”

Accepterer udviklingen

Søren Gosvig Olesen bemærkede selv, at ordet var blevet udbredt løbet af 1980’erne.

”Jeg kan jeg huske, at jeg til at begynde med tænkte, om jeg mon havde hørt rigtigt. Kan det virkelig passe, at folk er begyndt at bruge ’mit’ ord i den her udstrækning? Det tog for alvor fart i slut-80’erne. Der havde jeg engang en filosofieksamen med Jan Lindhardt, min retorikinteresserede kollega og senere biskop, som censor, og han spurgte mig ved den lejlighed, om jeg havde lagt mærke til det der nye ord, som alle brugte. Og det måtte jeg jo indrømme, at jeg havde.”

Men hvordan har han det så med, at det bliver brugt på en helt anden måde, end dets oprindelige betydning?

”Det er ikke sådan, jeg selv ville bruge det. Men det gør mig på ingen måde vred. Sproget lever sit eget liv, og jeg fortryder bestemt ikke at have oversat ordet, sådan som jeg gjorde. I øvrigt bruges det nu oftere i Foucaults oprindelige betydning: at skabe en ny realitet ved hjælp af et ord eller en vending. Hvad der kan ærgre mig, er derimod, at folk mener noget om ordet uden at undersøge dets oprindelse. Brug dog Google!”

Eva Skafte Jensen fra Dansk Sprognævn minder om, at det er helt almindeligt, at ord har to forskellige betydninger – en i fagkredse og en i den brede befolkning. Klimaks betyder for fysikere stigning, men for resten af os er det højdepunktet, ligesom epicenter for geologer er et punkt på jordoverfladen, der ligger lodret over et jordskælvs centrum, mens det for resten af os er et centralt sted.

”Og det er ikke noget større problem. En del af sprogets natur er at konteksten er afgørende. Så er du til fysikkonference vil du typisk også have forståelse for, hvilken type klimaks der bliver talt om i en præsentation.”

Hun tænker, at Søren Gosvig Olesen gør klogt i at acceptere, at ordet har udviklet sig som det har.

”Det er også bare med at acceptere sådan en udvikling. Når man først opdager det, så er løbet kørt og det kan ikke rulles tilbage,” siger Eva Skafte Jensen.

En sidste italesættelse

Søren Gosvig Olesen står så meget ved sin oversættelse, at han i sin tid henvendte sig til Det danske sprog- og litteraturselskab for at blive krediteret retmæssigt. Men han ærgrer sig samtidig lidt over, at der bliver lagt mere mærke til hans oversættelse af et enkelt ord end til de mange bøger og artikler, han har skrevet.

”I filosofien er der lidt mere over at skabe begreber end at oversætte ord – og det synes jeg nu også, at jeg har gjort. Men det er der desværre ikke så mange, der har lagt mærke til,” siger han.

Der kommer en pause i telefonen, inden han fortsætter:

”En eller anden smart journalist vil sikkert vælge overskriften: ’Italesætteren er død’ til min nekrolog, som om min oversættelse den eftermiddag i foråret 1978 resumerede hele mit liv.”