Mor elsker dig ... og sit arbejde

Debatten om den perfekte balance mellem arbejds- og familieliv raser, og budskaber, holdninger og følelser hvirvler rundt i luften som efterårsblade i stormvejr.

I det ene ringhjørne af debatten står dem, der mener, at ønsket om en karriere skal, bør og må vige for familien. I det andet står dem, der er bekymrede for udviklingen, særligt grundet de socioøkonomiske forhold og det uundvigelige faktum, at samfundets struktur kræver, at vi arbejder. Og der i midten står jeg så.

Jeg prøver sådan set bare at være her. Med mit fuldtidsjob, som jeg elsker, og mine børn, som jeg elsker endnu mere. De fleste er faktisk som mig, og alligevel mærker jeg den dårlige samvittighed over min jonglering med arbejde, børnehentning og nærvær hver evig eneste dag.

Og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal gå hen med den.

Kærlighed og kaos

Inden jeg fik børn, forestillede jeg mig, at min succes som mor skulle måles på, hvor glade mine børn var. Men allerede i løbet af de første dage med en lille ny baby i hænderne ramte idealerne mig som en hammer.

Selvom min søn var sund og rask og havde god øjenkontakt (den ultimative ros fra sundhedsplejersken), blev jeg nærmest besat af at finde ud af, hvordan jeg bedst kunne leve op til idealerne fra de perfekte mødre, som jeg så på Instagram eller læste om i medierne.
Han skulle vikles i en særlig vikle. Den skulle ikke sidde for højt, ikke for lavt. Han skulle have hjemmelavet babymos, som skulle fremstilles i små ftalatfrie forme, så jeg nemt kunne tage dem op af fryseren og dermed have endnu mere tid til mavetræning med ham på gulvet, så hans hoved ikke blev skævt. Han skulle til baby­svømning. Han skulle til babysalmesang. Han skulle til kiropraktor. Han skulle have en slyngevugge, men også en bedside crib, så faren for vuggedød blev minimeret. Han skulle have legetøj og farverige ting at kigge på, selvom han syntes, det var langt sjovere at sidde og bide i vores fjernbetjening eller et piskeris.

Jeg endte med at styrte København rundt for at indkøbe alle de mange livsnødvendigheder, der skulle til, for at min søn havde en ‘god mor’, så jeg helt glemte at trække vejret, kigge på ham og opdage, at han sådan set havde det ret pragtfuldt.

Desværre må jeg konstatere, at det stadig er idealerne, jeg forsøger at efterleve i dag, i stedet for min egen fornemmelse for, at mine børn på tre og seks år egentlig har det godt.

Et af de steder, hvor idealerne er allermest uopnåelige for mig, er i forbindelse med mit arbejde og min lyst til at gøre karriere. For jeg er ikke kun mor, og jeg er ikke kun optaget af mine børns trivsel.
Jeg har også andre ting, jeg går op i. There, I said it. Av. Det lyder allerede brutalt.

Skam, skyld og skolemadpakker

Efterhånden har jeg lært, at jeg aldrig rigtig er alene. Der sidder konstant en lille samvittighedsdjævel på min skulder, som for eksempel dukker op, når jeg henter børnene klokken 16 og kan se, at de er nogle af de sidste tilbage i institutionen. Og jeg gentager lige: klokken 16.

Og mens jeg går rundt og pakker deres sager sammen, kigger jeg rundt på de tomme garderober og tænker:

"Er det vitterligt kun mig, der stadig arbejder fuldtid – og hvordan har I råd til de kæmpestore huse, som vi besøger til fødselsdagsfesterne?"
Samvittighedsdjævlen dukker også op, når jeg skal rejse en enkelt dag i forbindelse med jobbet, og jeg tager afsked med de halvsovende børn om morgenen. For hvordan kan en mor overhovedet overveje at tage væk fra sit barn og efterlade det (hos far)? Huuulk.

Den dukker op, når børnene er syge, og det første, jeg tænker på, er den præsentation til arbejdet, som jeg umuligt kan nå at få færdig, fordi jeg skal yde optimal omsorg med kolde omslag og nus.
Den dukker op, når jeg prioriterer at tage til fredagsbar, fordi jeg virkelig gerne vil omfavne det sociale liv, som pulserer på min arbejdsplads.

Den er der med andre ord hver evig eneste dag og i alle praktiske aspekter af vores familieliv. Men det tror jeg nødvendigvis ikke, at den behøver at være.

Inspiration eller diktering

Jeg har brugt mange år på at forstå polerne i vores ­forældreskabsdebat. Og jeg har forståelse og respekt for dem begge og alle dens aspekter, faktisk.

Men de repræsenterer ikke det sted, som de fleste af os står i livet. For de fleste af os er nødt til at arbejde, og de fleste af os har faktisk også en stor lyst til det. Samtidig vil vi gerne være kærlige forældre, der omfavner vores børns behov og giver dem en ballast, der gør dem til hele, ordentlige mennesker.

Og nu kommer jeg med en crazy, vild, sindssyg wow-tese: Jeg tror faktisk godt, at det kan sameksistere.

Jeg tror, at de familier, som formår at leve et balanceret arbejds- og familieliv uden at lade den dårlige samvittighed eller de polariserede holdninger influere deres valg, har fat i den lange ende. Dem, der forstår deres egen families behov.

I samarbejde med Akademikerbladet vil jeg invitere en række gæster i podcaststudiet, som lever sådan et helt normalt arbejds- og familieliv.
Jeg vil netop gøre en dyd ud af at spørge dem, hvordan de får arbejds- og familielivet til at hænge sammen, i stedet for om de kan få det til at hænge sammen.

Jeg vil gøre mit bedste for at fjerne alt, der hedder skam, skyld og skadelig selvkritik – både fra dem og fra mig selv – for jeg tror faktisk på, at de fleste af os formår at prioritere hverdagen, så den tilgodeser både os selv og vores børn – og det behøver vi ikke at have dårlig samvittighed over.

Men vi kan lade os inspirere af hinanden, forstå hinandens valg og støtte op om vores individuelle hverdagsstrukturer, som ikke nødvendigvis er de rigtige for andre, men alligevel godt kan fungere perfekt for os selv.