Humanistiske forskere orker ikke offentlig debat

Forsvaret for ytringsfriheden har været en rød tråd i blandt andre folketingsmedlem Henrik Dahls (LA) flerårige kamp mod såkaldt ‘pseudovidenskab’ og ‘forskeraktivisme’ på universiteterne.

Ifølge Henrik Dahl foregiver en række forskere på særligt humaniora og samfundsvidenskab at være videnskabelige i deres arbejde, hvor de reelt er drevet af venstreorienterede politiske og ideologiske dagsordner og et forsøg på at kortslutte den frie debat.

Men hvis Henrik Dahl og andre kæmper for det åbne, liberale demokrati, har kritikken af humaniora og samfundsvidenskab haft en paradoksal effekt.

For i stedet for at fremme den frie udveksling af ideer har kritikken fået mange forskere til at trække sig fra den offentlige debat. Det viser en rundspørge fra Akademikerbladet, som 155 ud af cirka 700 inviterede forskere ved Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet (KU) har deltaget i.

50 procent svarer, at kritikken har medført, at de i mindre grad har lyst til at deltage i den offentlige debat, og 37 procent svarer, at de vil afholde sig fra at ytre sig offentligt om kontroversielle emner.

Angreb fører til selvcensur

I kommentarfeltet i rundspørgen peger mange på, at særligt angreb på navngivne forskere fra folketingsmedlemmer har påvirket dem.

"Vi kan stadig forske og undervise i det, vi vil. Men det er de store personlige omkostninger, som en politisk hetz rettet mod personer, der er farlig. Hvis jeg blev udvalgt og navngivet som "pseudoforsker" i pressen af en politiker eller anden magtfuld person i samfundet, som det er sket for nogle af mine kolleger, ville jeg ikke have lyst til at arbejde på universitetet", svarer en forsker i rundspørgen.

"Når politikere udpeger dygtige kolleger og misrepræsenterer deres forskning, så giver det offentligheden i bredere forstand carte blanche til at angribe forskere og deres troværdighed. Jeg har oplevet, at antallet af uopfordrede, hadefulde henvendelser er steget. Jeg passer mit arbejde, men mit arbejde indebærer ikke at blive udsat for chikane, når jeg deltager i den offentlige debat", lyder det fra en anden forsker.

Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet, har i årevis beskæftiget sig med forskningsfrihed og netop advaret om, at angreb på navngivne forskere fra politisk side vil føre til selvcensur blandt forskere.

"Det er et alvorligt problem for offentligheden, når den går glip af viden og perspektiver, der er vigtige for den offentlige debat. Og de områder, der har været under beskydning, fx integrationsforskning, hjælper jo netop til at afklare, hvad der foregår i samfundet, og angår vigtige politiske emner. Går man glip af den viden, er det et demokratisk problem", siger han.

På spørgsmålet om, hvad han mener om, at halvdelen af dem, der har svaret på rundspørgen, har en manglende lyst til at deltage, svarer Heine Andersen, at den manglende lyst til at deltage i offentlige debatter også er et selvstændigt problem for universitetet.

"Når halvdelen ikke har lyst til at deltage i den offentlige debat, så er det et højt tal. Universiteterne skal opmuntre forskerne til at deltage i den offentlige debat og støtte forskerne i at gøre det. Når man bliver ringet op af en journalist, så er man faktisk forpligtet til at svare. Så det er bekymrende, når halvdelen siger, at det har de ikke lyst til".

Ledelsen skal i brechen for forskerne

Brian Arly Jacobsen er tillidsrepræsentant ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på KU. Ifølge ham er det en ledelsesopgave at gå i brechen for forskere, der rammes af kritikken.

"Det er lederne også blevet bedre til. Både når det gælder om at bakke op i selve debatten og med tiltag over for afledte effekter såsom trusler, ubehagelige mails osv. Vi har også fået mere fokus på kurser i medietræning. Det ændrer bare ikke ved, at vi står med et stort problem, når så mange ikke ønsker at optræde offentligt. Det bliver ledelsen nødt til at forholde sig til", siger han.

Forelagt resultaterne fra rundspørgen skriver dekan ved Det Humanistiske Faktuelt ved KU Kirsten Busch Nielsen i en kommentar, at "vi skal som universitet tage det meget seriøst, når en høj andel af forskerne siger, at de afholder sig fra at ytre sig i debatter om kontroversielle emner".

"Vi har i det seneste år styrket vores fokus på, hvordan forskerne kan få professionel hjælp i formidlingssituationer. Formidling indgår i den enkelte forskers arbejde som en ret og en pligt, og når forskere påtager sig at indgå i debat, skal de ikke stå alene med det", skriver hun og henviser blandt andet til, at fakultetet tilbyder rådgivning og medietræning i konkrete sager.

Fakultetet sætter også ind, når forskere eller forskningen udsættes for grove, nedvurderende ytringer.

"I de tilfælde rådgiver og samarbejder vi med forskeren om, hvordan man kan sige fra og vise afsender og omverden, hvor grænserne i debatten går", skriver hun.

Henrik Dahl er ikke vendt tilbage

Henrik Dahl har ikke reageret på en forespørgsel om et interview om rundspørgen. Men ifølge borgerlig debattør Rune Selsing, der også har kaldt navngivne forskere pseudoforskere, bør man skelne mellem kritik fra politisk hold og kritik fra anden side.

"Uanset hvor sand kritikken er – og den er sand – er det selvfølgelig ikke ideelt, at den kommer fra politikere. Det fører forventeligt til bekymring. Det betyder naturligvis ikke, at politikerne skal afholde sig fra at kritisere universiteterne, når de svigter deres opgave", skriver han i en kommentar til Akademikerbladet.

Illustration: Søren Mosdal