Spring menu over
Dansk Magisterforening

Professionelt arbejde med frivillige: "Det er arbejde, der skaber værdi for andre mennesker"

Nanna Bruun

Foto: Privat

Nyt job
Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Nanna Bruun har fået job i virksomheden Elderlearn – en virksomhed, der matcher danske seniorer, der savner social kontakt, med tilflyttere fra udlandet, der vil lære dansk sprog og kultur.

Det er næsten som historien om bien og blomsten, når virksomheden Elderlearn skaber netværk mellem ældre danskere og tilflyttere fra udlandet. For hver især har noget, den anden part har brug for. Tilflytterne har brug for træning i at tale dansk og lære om vores kultur og traditioner. Det har mange seniorer både tid og lyst til at hjælpe dem med, og til gengæld får de udvidet deres sociale netværk og lærer selv noget om andre kulturer.

I snart fem år har Elderlearn matchet par af seniorer og tilflyttere, og siden 1. september har det været med nyuddannede Nanna Cecilie Bruun i rollen som team- og indsatskoordinator.

"Jeg er blevet ansvarlig for koordinering af vores landsdækkende indsats og har kontakten til kommunerne og sørger for, at de er tilfredse og hjælper os med at komme ud og rekruttere de frivillige. Så står jeg også for evaluering og rapportering til kommuner og de fonde, der støtter os", fortæller hun.

Indtjeningen i Elderlearn kommer primært fra de kommuner, der bruger Elderlearns indsats og arbejde som en del af deres integrations- og ældreindsats. I det samarbejde hjælper kommunen Elderlearn med at rekruttere deltagerne.

"Det kan være gennem hjemmeplejen og aktivitetscentre, at vi finder frivillige seniorer. Hjemmeplejen bliver en slags ambassadører, der nævner Elderlearn, når de er ude, og hvis borgeren er interesseret, tager vi kontakt. Tilflytterne rekrutterer vi primært gennem sprogskoler, men også på sosu-skolerne, hvor der er mange tosprogede".

Set i forhold til Nanna Bruuns uddannelse og erfaring ligner hun også selv et godt match for Elderlearn. Hun er kandidat i social entrepreneurship and management fra RUC, og så har hun sideløbende 7-8 års erfaring med frivilligt arbejde i forskellige organisationer.

"Det har altid fascineret mig med civilsamfundets rolle i at løfte sociale opgaver. Det er arbejde, der skaber værdi for andre mennesker. Og så er det også bare personligt tilfredsstillende at være med i de her fællesskaber, hvor man møder ligesindede med samme interesser og værdigrundlag. Jeg var faktisk lidt bekymret, fordi jeg ikke har vildt meget relevant erhvervserfaring fra lønnede job. Men det frivillige arbejde har nok hjulpet mig til det job, jeg nu har fået".