Spring menu over
Dansk Magisterforening

Hjemmearbejde – er det godt for arbejdspladsen?

Lea Lund (tv.) og Louise Luxhøi (th.)

Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Efter to år med coronanedlukninger har mange danskere fået smag for hjemmearbejdet, og på mange arbejdspladser er medarbejdernes forventninger, at de faste hjemmearbejdsdage er kommet for at blive. Men hvordan skal man forholde sig som chef, og hvad er egentlig godt for arbejdspladsen? Det har ledelseseksperterne Louise Luxhøi og Lea Lund hvert deres syn på.

"Pas på med at lade hjemmearbejdet tage over"

Louise Luxhøi, Erhvervspsykologisk rådgiver og director consulting i konsulenthuset Hartmanns:

 

Hjemmearbejde gør det sværere at fastholde medarbejdere
"Det daglige fællesskab, man har, når man er på arbejde, går tabt. Og det, der så er i fare, er organisationens behov for stærk kultur – en ’sense of belonging’. Vi føler os mindre og mindre knyttet til hinanden, for vi kender hinanden dårligere, og så mærker man ikke, man har en fælles identitet. Når den følelse mangler, er der en kæmpe risiko for virksomheden i forhold til fastholdelse af medarbejderne. Folk, der primært arbejder hjemme, er nemmere at rekruttere for andre virksomheder".

Hjemmeeffektiviteten falder over tid
"Vi kan se statistisk, at man var ekstremt effektiv i starten af krisen. Men så faldt effektiviteten, og det tror jeg handler om, at man ikke kan blive ved med at være i alarmberedskab. Hertil kommer, at det for mange har haft meget negativ effekt på trivslen at sidde hjemme og være isoleret. Og vi ved fra forskningen, at trivsel og præstation hænger sammen".

Ideer og viden går tabt
"Der går en masse viden og ideer tabt, når man ikke har en daglig interaktion. I onlinemøder er man ofte meget struktureret i forhold til at løse konkrete problemer, og så har man ikke det der rum, hvor man spørger hinanden: Hvad kan vi ellers finde på? Innovation og kreativitet er svært at få til at ske online. Så hvis man lever af at ideudvikle, vil jeg ikke anbefale, at man sidder meget derhjemme. I den anden ende af skalaen ser jeg for eksempel it-medarbejdere, der kan klare alt ved deres computer og ikke kan se meningen med at komme på arbejde. Det er et kæmpeproblem i forhold til forståelse af at have en fælles mission".

"Hold fast i hjemmearbejdet"

Lea Lund, Ph.d. og forsker i pædagogisk ledelse samt tidligere uddannelses- og forskningsleder på professionshøjskole:

Hybrid mobilitet giver bedre rekruttering
"Hvis betingelserne er, at man skal møde fysisk på arbejde hver dag, kan en virksomhed kun rekruttere folk, der bor tæt på eller er villige til at flytte. Og det hæmmer mulighederne for at rekruttere de bedste medarbejdere. Hvis man lægger op til en mere hybrid form for arbejde, så får man bedre rekrutteringsmuligheder. Vi kan ikke alle sammen bo lige ved siden af et universitet for eksempel, men det øger muligheden for at kunne tiltrække de bedste hoveder, uden at vedkommende behøver flytte hele familien".

Vidensarbejdere har brug for ro
"Som vidensarbejder er det arbejde, man skal udføre, ofte noget, der kræver ro. Og tilbyder arbejdspladsen ikke enmandskontorer, giver hjemmearbejde bedre mulighed for, at man når sine ting. Det, jeg hører til MUS, er, at folk har det rigtig godt med at kunne vælge at sidde hjemme, når de skal arbejde med noget, der kræver ro og fordybelse, samtidig med at de får bedre tid til familielivet, fordi de ikke bruger lang tid på transport".

De nye digitale kompetencer skal fastholdes
"Der er stor værdi i de digitale kompetencer, medarbejderne har fået under pandemien. I dag er det nemt for alle at afholde et møde online eller gå ind og skrive sammen på digitale noter samtidig i Teams. Den viden og den lethed i kommunikationen vil være ærgerligt at miste. Al erfaring viser, at hvis man ikke bruger værktøjer, så glemmer man dem. Så hvis vi stiller krav om, at nu kræver arbejdet igen udelukkende fysisk tilstedeværelse, så risikerer vi at miste nogle af de store landvindinger, vi har gjort på det digitale område".