Genialt eller helt forkert? Banker sender store pengegaver i lommerne på universitetsforskere

Med hele tre artikler publiceret i internationale toptidsskrifter som Journal of Finance var 2021 et temmelig godt år for økonomiforsker og SDU-lektor Steffen Meyer. Og ikke alene fagligt. Takket være en i dansk sammenhæng nyskabende forbindelse mellem universitetsforskning og interessevaretagelse indbragte artiklerne Steffen Meyer den nette sum af 810.000 kr.

Det fungerer således: Steffen Meyer er – som stort set alle finansieringsforskere i Danmark – såkaldt "fellow" i foreningen Danish Finance Institute (DFI), der finansieres 100 pct. af Finans Danmark, penge- og realkreditinstitutternes organisation.

DFI giver rundhåndet penge videre til forskerne, når de publicerer i udvalgte tidsskrifter. Nyskabelsen er, at pengene gives som personlig belønning og altså ikke er knyttet til forskningsprojekter.

Relationen er usædvanlig, vedgår Steffen Meyer selv, men den er ikke unik. Lignende initiativer findes i fx Norge og Schweiz, fordi den internationale konkurrence om de bedste forskere inden for feltet er benhård.

"Du kan også sammenligne det med, at i USA er den gennemsnitlige løn for en adjunkt blandt førende business schools 240.000 dollars. Der har du selvfølgelig ikke de samme velfærdsgoder som i Danmark. Jeg klager heller ikke over, at jeg får mindre, og har heller ikke nødvendigvis lyst til at bo i USA", siger Steffen Meyer.

Foruden præmieringen af sine artikler modtager Steffen Meyer årligt 200.000 kr. fra DFI bare for at forske i finansiering. Selvom pengene godt nok kommer fra Finans Danmark, så har interesseorganisationen ingen indflydelse på det arbejde, der udføres af DFI’s fellows, understreger han.

"Incitamentsstrukturen er at publicere peer-reviewed. DFI har derudover ingen som helst mulighed for at påvirke det, vi laver", siger Steffen Meyer.

Andre er dog bekymrede.  "Tænk, hvis American Tobacco gjorde det samme. Overøste forskere med penge bare for at forske i tobak. Det er fuldstændig utænkeligt. Og alligevel er det, hvad der foregår", siger Magnus Barsøe, der er debatredaktør på Politiken og forfatter til en kritisk bog om reguleringen af den danske finanssektor og bankernes forretningsmodel.

Da DM Akademikerbladet i 2019 afdækkede, hvordan Finans Danmark via DFI overfører kontantbeløb til universitetsforskeres private konti, var en stor del af det danske forskningsmiljø på området allerede involveret i den nyoprettede forening, der har som officiel målsætning at fremme forskning i verdensklasse. I dag er i alt 93 forskere tilknyttet DFI, hvilket med få undtagelser svarer til det samlede forskningsmiljø i finansiering og bankvæsen på danske universiteter. Af disse modtager 19 forskere et årligt fast beløb, mens i alt 40 forskere er blevet belønnet for offentliggjorte artikler på samme måde som Steffen Meyer.

Debat er forsvundet

Forbindelsen til DFI svækker forskernes troværdighed, mener Magnus Barsøe.

"Forskere skal være fuldstændig uafhængige. Man kan ikke undgå at have en lumsk mistanke om, at magtfulde Finans Danmark ønsker at lede forskere et bestemt sted hen, hvor man gerne vil have dem", siger han og kritiserer samtidig de fem universiteter – AAU, CBS, KU, AU og SDU – der er med i ordningen.

"Det er utrolig svært for mig at forstå, at universiteterne overhovedet har tilladt en så åbenlys sammenblanding af forskningsinteresser og den finansielle sektors interesser. Det virker helt, helt forkert", siger Magnus Barsøe.

Professor emeritus i økonomi ved CBS Finn Østrup, der har forsket i det finansielle system, er enig i kritikken. Ifølge ham er den forskningsbaserede kritiske debat om finanssektoren i forvejen nærmest forsvundet.

"Hvis man modtager et beløb fra DFI eller har sandsynlighed for at gøre det, så er det klart, at det er svært at forholde sig kritisk til finanssektoren. Relationen betyder dybest set, at universiteterne og forskerne bliver afhængige af finanssektoren, og det vil næppe være populært for forskere at bringe denne finansiering i fare ved eventuelt at kritisere finanssektoren", siger Finn Østrup.

Takkede nej til 200.000

Enkelte forskere har sagt nej tak til DFI. Det gælder blandt andre AU-professor Carsten Tanggaard, der i Akademikerbladet har sammenlignet konstruktionen med en "fætter-kusine-fest".

En anden er AU-økonomiprofessor Tom Engsted, der i 2017 var forskergruppeleder ved Aarhus Universitet og dermed tiltænkt rollen som den ene af DFI’s første direktører.

"Men det blev aldrig til noget, for efter at have mødtes med folkene bag initiativet og fået indblik i de nærmere principper, politikker og organiseringen takkede jeg nej til at deltage", siger Tom Engsted, der understreger, at han ikke har noget at udsætte på de af hans kolleger, der har valgt at deltage i DFI.

Havde han sagt ja, ville han sidste år have modtaget 200.000 kr. fra DFI for en artikel publiceret i Review of Financial Studies. Men ifølge Tom Engsted, der også sidder i AU’s udvalg for ansvarlig forskningspraksis, fandt han det uholdbart, at Finans Danmark udpeger fem af DFI’s syv bestyrelsesmedlemmer.

"Mange opfatter det som naturligt, at "de, der betaler, bestemmer musikken". Men det er ikke i overensstemmelse med god governance for samarbejdet mellem universitetssektoren og eksterne bevillingsgivere. Der er i disse år meget snak om armslængdeprincippet, og det princip er brudt her", mener Tom Engsted.

Rektor afviser problem: "Mange har sagt ja tak"

Den vurdering deles dog ikke af rektor Brian Bech Nielsen, der har underskrevet samarbejdsaftalen mellem AU og DFI. I en mail til DM Akademikerbladet påpeger han, at aftalen, der også er underskrevet af rektorer på KU, CBS og SDU, er kvalitetssikret af jurister.

"Juristerne har vurderet, at aftalen lever op til den nødvendige uafhængighed mellem sponsor og de deltagende universiteter", skriver han i en mail til DM Akademikerbladet.

Spørgsmål: Gør det indtryk på dig, at to AU-professorer problematiserer samarbejdet?

" Det gør selvfølgelig indtryk. Det fremførte synspunkt deles dog ikke af alle. Et større antal forskere fra de involverede universiteter deltager således aktivt i samarbejdet. Og som sagt vurderes den etablerede governancestruktur at sikre den nødvendige uafhængighed", skriver Brian Bech Nielsen.

Faciliterer blindhed over for danske forhold

Ifølge Finn Østrup er problemet imidlertid også, at DFI’s incitamentsstruktur fremmer en blindhed over for danske forhold, fordi fokus er på internationale tidsskrifter. 

"Fordi DFI giver et incitament til at publicere i internationale tidsskrifter, er danske forskere nødt til at orientere sig mod meget tekniske og matematisk abstrakte emner, som efter min mening ikke har ret meget forbindelse til virkeligheden, frem for at undersøge fx danske finansvirksomheders rådgivning af kunder. Det mener jeg er et enormt problem", siger Finn Østrup.

Ifølge Jesper Rangvid, der er DFI-fellow, DFI-bestyrelsesmedlem og derudover også CBS-bestyrelsesmedlem, skal problemstillingen ses i en større sammenhæng.

"Det er rigtigt, at der er et fokus mod publicering i internationale tidsskrifter, men det har meget lidt med DFI at gøre. Forskere i det hele taget promoveres ved at publicere i internationale tidsskrifter, og det støtter DFI så op om. Men det er en helt generel problemstilling på universiteterne", siger Jesper Rangvid.

Han påpeger, at flere finansieringsforskere takket være unikke danske registerdata faktisk netop publicerer studier baseret på danske data. Jesper Rangvid afviser blankt kritikken af, at forskere med tilknytning til DFI er for tæt på finanssektoren.

"Bestyrelsen i DFI har ikke noget konkret at gøre med, hvem der får pengene. Den del ligger hos vores Scientific Board, mens bestyrelsen mere træffer strategiske beslutninger. Og vi spiller med åbne kort. Du kan se beløbene, hvem der har fået hvad og hvornår. Jeg tror faktisk, du vil få svært ved at finde en konstruktion, hvor den private sektor er så åben som hos os", siger han.

Modeksemplet

Ifølge Jesper Rangvid er det afgørende, at incitamentet for DFI’s fellows er forskning af høj kvalitet.

"Det er 100 pct. korreleret med universiteternes ønske til forskningen. Når jeg ser på, hvad der er lavet indtil nu, synes jeg ikke, forskerne holder sig tilbage", siger Jesper Rangvid og nævner DFI-fellow Jens Dick-Nielsens artikel fra 2021, der er blevet optaget i Journal of Finance og derfor udløser publiceringsbonus.

"Den undersøger opstramningen over for bankerne og de øgede kapitalkrav, som bankerne har brokket sig meget over. Men Jens Dick-Nielsen viser, på amerikanske data, at højere kapitalkrav ikke går ud over den brede samfundsøkonomi. Faktisk går det direkte imod det, bankerne har sagt. Så det er et modeksempel på hypotesen om, at DFI skulle påvirke forskerne", siger Jesper Rangvid.  

Selvom DFI’s uddelinger gives uden krav om modydelser, er det imidlertid oplagt, at ydelserne kan skabe et taknemmelighedsbånd, mener sociolog og lektor ved CBS Christoph Ellersgaard, der forsker i magt og netværk.

"Det er ikke nødvendigvis sådan, at vi så uden videre ikke kan stole på den enkelte forsker, men det er et problem for det finansielle forskningsmiljø som helhed. Det er små påvirkninger, en ændring i forskningens økologi, der skubber og skubber og kan flytte helheden, fordi DFI gøder en bestemt type forskning, og det går ud over diversiteten", siger Christoph Ellersgaard.

SDU-lektor Steffen Meyer er ikke bange for, at han selv bliver påvirket af de mange penge fra DFI.

"Jeg vil ikke virke arrogant, men DFI-pengene ændrer intet for mig. Jeg får ikke mine data fra Finans Danmark, og hvis jeg i min forskning opdagede, at bankerne udviste bedragerisk adfærd, ville jeg da se det som en vigtig opdagelse. Jeg ser kun på det, der er interessant fra et forskningsperspektiv, og oplever ikke noget pres for at tale nogen efter munden".