Spring menu over
Dansk Magisterforening

Drop "dem og os". Der er brug for alle fagligheder

Camilla Gregersen, formand i DM

© Foto: Rasmus Kongsgaard

Af Camilla Gregersen, forperson for DM
Del artikel:

De sidste år er der blevet sunget en falsk melodi om akademikerbashing, hvor særligt humanister har skullet høre på mange nedsættende ord. Drop det nu. Der er i stedet brug for en øget respekt for faglighed i alle faggrupper uanset ens uddannelseslængde, siger DM's formand Camilla Gregersen.

De sidste år er der blevet sunget en falsk melodi om akademikerbashing, hvor særligt humanister har skullet høre på mange nedsættende ord. Dertil er det påstået, at de nyuddannede er både kræsne og dovne – selv om der ikke er noget, de unge hellere vil, end at lande et job hurtigt, hvor de kan bruge deres faglighed til gavn for samfundet.

De falske toner har også lydt, at akademikere er lig med kolde hænder, som i virkeligheden mest går i vejen for de varme. Melodien er komponeret på en uudtalt forestilling om, at der på den ene side findes et "rigtigt" Danmark, hvor folk knokler, og den sunde fornuft hersker, og på den anden side et "forkert" Danmark, hvor folk går på universitetet for at lære noget unyttigt og render rundt med alskens verdensfjerne holdninger.

Denne melodi har bidraget til at grave grøfter og til at skabe skadelige forestillinger om "dem og os". Den skaber modsætninger i stedet for sammenhængskraft. Drop det nu. Der er i stedet brug for en øget respekt for faglighed i alle faggrupper uanset ens uddannelseslængde.

De falske toner har også lydt, at akademikere er lig med kolde hænder, som i virkeligheden mest går i vejen for de varme

Camilla Gregersen, formand, DM

Heldigvis er det heller ikke alle, der synger med på den falske melodi om akademikerbashing. Helt konkret værdsætter de private arbejdsgivere DM's medlemmer.

De privatansatte medlemmer i DM har oplevet en gennemsnitlig lønstigning på seks procent i år. De flotte lønstigninger er både blandt medlemmer med naturvidenskabelig og blandt medlemmer med samfundsvidenskabelig og humanistisk baggrund. Og de, der har mindre end fem års anciennitet på arbejdsmarkedet, scorer i år hele 11 procent i lønstigning. Det kan man kalde en kontant værdsættelse.

De største stigninger går i øvrigt til dem, der taler om løn med DM og kolleger inden lønforhandling – så tal åbent om løn, og brug din fagforening.

Blandt de unge medlemmer er dimittendledigheden samtidig faldet med 10 procentpoint fra november 2020 til november 2021. Det illustrerer, at de nyuddannede langtfra foretrækker at gå ledige, og der er nul grund til at skære deres dagpenge ned for at "motivere" dem. Der skal bare være en åbenhed for at tage dem ind på arbejdsmarkedet, for de er branddygtige og engagerede.

Og der er mere godt nyt: Ledigheden blandt DM's medlemmer er lavere, end den har været i mange år. Derude i virkeligheden ved man godt, at akademikerkompetencer kan bruges til en hel masse, og at DM-medlemmernes arbejde har værdi og bliver efterspurgt.

Der er faktisk mange, der kan se, at der er brug for viden og faglighed. Så her op til jul vil jeg fløjte en positiv melodi i dur om respekt for alle uddannelser og alle faggrupper.