Skal jeg stemme til valget i DM? En førstegangsvælger tager stilling
"Jeg oplever ikke altid, at DM er helt gearet til en som mig, der ikke har en fast fuldtidsstilling", fortæller Maya Lyngs. Hun er til gengæld positivt overrasket over indstillingen hos de kandidater og lister, der stiller op til valget. © Foto: Privat.
Er det vigtigt at stemme til valget i DM? Gør det overhovedet en forskel? Vi har fået et nyt medlem, der intet kendte til valget på forhånd, til at tage stilling.
"Jeg ved absolut nada om det", udbryder Maya Lyngs, da DM Akademikerbladet spørger, om hun har lyst til at medvirke i en artikel om valget i DM. Hun er nyuddannet DM-medlem og førstegangsvælger ved et valg i foreningen.
Vi forsikrer hende om, at det kun gør hende til den perfekte case. Det er der nemlig rigtig mange medlemmer i DM, som heller ikke gør.
Stemmeprocenten ved sidste valg i 2018 lå på bare 6. Det ærgrede DM’s ledelse, som siden har arbejdet på at styrke medlemsdemokratiet, bl.a. ved at ændre stemmereglerne, så medlemmerne kan stemme på alle opstillede kandidater, ikke bare dem fra deres egen sektor.
Men hvorfor er det overhovedet vigtigt for et medlem som Maya Lyngs at stemme til valget i DM, og hvad kan hun ændre ved at gøre det? Vi bad Maya Lyngs om at se kandidaterne og deres valgprogrammer igennem for at vurdere mulighederne.
Få din dagsorden på dagsordenen
For Maya Lyngs er der overordnet to ting, som hendes fagforening skal kunne. Den skal yde god og relevant rådgivning, og den skal tale hendes sag som nyuddannet akademiker.
Hun er stadig uafklaret med, om DM i høj nok grad lever op til forventningerne. Hun har som mange andre nyuddannede akademikere haft et karriereforløb karakteriseret af midlertidige og atypiske ansættelser, og for tiden kombinerer hun to forskellige deltidsansættelser.
Jeg fandt faktisk en kandidat, hvor jeg, når jeg læser hendes beskrivelse, klapper i hænderne og tænker: Det er mig!Maya Lyngs, førstegangsvælger ved valget i DM
"Jeg oplever ikke altid, at DM er helt gearet til en som mig, der ikke har en fast fuldtidsstilling", fortæller Maya Lyngs. Hun er til gengæld positivt overrasket over indstillingen hos de kandidater og lister, der stiller op til valget.
"Jeg kan se, at mange af dem netop tager prekariatet seriøst", siger Maya Lyngs. Hun ser dermed valget som en mulighed for i højere grad at få sine interesser på DM’s dagsorden.
Repræsentative repræsentanter
Det er også vigtigt for Maya Lyngs, at hun kan spejle sig i nogle af de repræsentanter, der er valgt til at lede fagforeningen. Og igen er hun positivt overrasket.
"Jeg fandt faktisk en kandidat, hvor jeg, når jeg læser hendes beskrivelse, klapper i hænderne og tænker: Det er mig! Det er vigtigt, fordi hun taler ind i nogle af de problemer, som jeg kan genkende fra mit arbejdsliv, og fordi jeg føler mig forstået".
Det er der sket i DM siden sidste valg
Der er sket meget i DM siden sidste valg i 2018. Et udpluk:
- Navneskift fra Dansk Magisterforening til DM
- Nye stemmeregler betyder, at du nu kan stemme på lige den kandidat, du vil, i hovedbestyrelsen. Før var du bundet til en bestemt sektor
- Ny struktur i DM sætter større fokus på medlemsnetværk og demokratisk indflydelse
- Sekretariaterne i DM, JA og DSL lægges sammen
Hvis Maya Lyngs skulle stemme i dag ud fra de oplysninger, hun kan læse på DM’s valgside, ville krydset derfor blive sat på denne kandidat.
Selv om Maya Lyngs er positivt overrasket over kandidaterne og listerne, der stiller op, forstår hun også godt, hvorfor stemmeprocenten tidligere har været lav.
"Hvis I ikke havde bedt mig om at læse op på valget, så havde jeg nok aldrig vidst, hvad det handlede om. Og på nogle punkter virker det også ret internt – som noget, der kun er for en lukket kreds", forklarer hun.
"For eksempel er der flere af kandidaterne, der slet ikke har skrevet noget om sig selv. Hvordan skal jeg kunne tage stilling til dem, hvis jeg ikke i forvejen er politisk aktiv i DM?"
Alt i alt regner Maya Lyngs med, at hun nu bliver et af de medlemmer, der stemmer til valget, men hun føler sig ikke 100 procent sikker.
"Jeg er fortsat på vippen. For det er rart at vide, at der er folk, som taler min sag, men jeg er ikke sikker på, hvilken indflydelse min stemme konkret vil have".
Stem på dm.dk
Du kan læse mere om valget og kandidaterne på dm.dk/valg. Her kan du også få information om, hvordan du stemmer.