Sandhedskamp

En varm sommer for 80 år siden sad den skotske læge Archibald Cochrane som krigsfange i den tyske lejr Salonica på Kreta. Forholdene var kummerlige. Der var næsten ingen mad eller medicin til fangerne.

Sygdomme og infektioner spredte sig voldsomt, difteri, tyfus, hepatitis. Som ung og nyuddannet læge var Cochrane fortvivlet over situationen. En dag bad han indtrængende den tyske kommandant i lejren om, at der blev sendt bud efter flere læger. »Ärzte sind überflüssig«, lød det kontante svar – læger er overflødige.

Archibald Cochrane blev ikke beroliget af dét svar. Ikke desto mindre endte det med, at kun fire fanger døde, hvor tre af dødsfaldene skyldtes skuddrab. En del af den lave dødelighed havde formentlig noget at gøre med et snedigt påfund, som Cochrane tyede til i sin fortvivlelse.

Men 30 år senere skrev Cochrane i bogen »Effectiveness and Efficiency«, at der også var noget sandt i, hvad kommandanten sagde. Læger og lægevidenskaben havde store mangler. Ofte kunne kroppen med sin egen overlevelsesevne klare sig lige så godt eller måske endda bedre end med den medicin og behandling, som lægevidenskaben dengang kunne tilbyde, skrev Cochrane. Det var erfaringerne fra fangelejren et eksempel på.

Cochrane mente derfor, at lægevidenskaben i langt højere grad burde bygge på sikker viden – altså evidens – om, hvad der faktisk virkede.

Evidensen skulle gerne findes gennem lodtrækningsforsøg. De behandlingsformer, der baserede sig på tradition eller den enkelte læges erfaringer, var intet værd, før de blev underbygget med evidens.

Siden Archibald Cochrane skrev sin bog i 1972, er idealet om evidens blevet så udbredt, at det i dag har tilhængere inden for ikke bare alle videnskabelige grene, men også i den offentlige debat generelt.

Ordet bliver ofte brugt til at argumentere for eller imod en politik, senest af blandt andre Dansk Folkeparti til at stemple noget forskning som »pseudoforskning«.

Evidens er derfor også et begreb, som mange i tidens løb har haft ophedede diskussioner om. Bliver man medlem af den lukkede Facebook-gruppe Humboldt-forum, der diskuterer universiteter og forskning, kan man se debatspor om pseudoforskning med flere hundrede kommentarer. Og de ender ofte ud i en intens diskussion af videnskabelig evidens.

En af de markante stemmer på Humboldt-forum og i avisernes spalter er biolog og forfatter Kåre Fog. Han bor i Veksø i et klassisk biologhjem med en vildtvoksende have, der camouflerer huset fra vejen, og en swimmingpool, der er omdannet til vandhul for haletudser.

Fra denne lille oase har Kåre Fog i mange år debatteret det, han opfatter som mangel på evidens inden for humaniora og samfundsvidenskab. Han har blandt andet skrevet bøgerne »Humaniora – videnskab eller varm luft?« og »To køn – tre sandheder«.

»Jamen, jeg bliver jo simpelthen forarget«, udbryder Kåre Fog med reel foragt i stemmen på spørgsmålet om, hvorfor han går så meget op i, at humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning skal underbygges af evidens.

»I for eksempel pædagogisk forskning synes det at være blevet et ideal, at man udøver forskning uden evidens. Konsekvensen af den slags forskning er, at vi bliver dummere«.

Kåre Fog er dedikeret i sin kritik. Han estimerer, at han allerede i forbindelse med sin første bog har læst over 50.000 siders kønsforskning. Det imponerede ham ikke.

»Når jeg ledte i referencerne efter evidens for en påstand i en given tekst, så blev jeg ledt videre til en ny tekst, der så heller ikke havde evidens, men som henviste til en tredje tekst. Og sådan fortsatte det«, fortæller han.

Kåre Fog mener, at de store kønsteoretikere som fx Judith Butler bygger deres teorier på »sproglig akrobatik« i stedet for evidens. Og han er ikke sen til at give politikere som Henrik Dahl og Morten Messerschmidt ret i, at pseudoforskning er udbredt inden for humaniora og samfundsfag.

»Normalt er jeg ikke særlig imponeret over politikerne, men jeg må sige, at i denne her sag anerkender jeg politikernes vægt på evidens. Henrik Dahl og Morten Messerschmidt fik jo også et flertal i Folketinget til at støtte deres forslag. Jeg tror, at det er et tegn på, at politikerne lever i den virkelige verden. Derfor er de også nødt til at forholde sig til virkeligheden«.

Evidens i fangelejren

Kritikere af den naturvidenskabelige tolkning af evidens ville sige, at den langtfra altid er den objektive repræsentation af virkeligheden, som den stræber efter at være. At den ligesom al anden forskning kan fordrejes og politiseres.

Det var en af de erfaringer, som Archibald Cochrane gjorde sig i fangelejren. Da han ikke kunne overtale tyskerne til at sende bud efter flere læger, gik han i gang med at indsamle evidens.

Han gennemførte et lodtrækningsforsøg. Flere af fangerne var plaget af væskeophobninger i kroppen, og han havde en teori om, at det skyldtes mangel på B-vitamin. For at afprøve sin teori samlede han 20 mænd. Halvdelen fik gærpulver, der indeholder store mængder af B-vitamin. Den anden halvdel fik en placebopille.

I gruppen, der spiste gærpulver, fik 8 ud af 10 det bedre. I den anden gruppe fik ingen det bedre. Cochrane fremlagde resultatet for tyskerne og påstod med stor patos, at det var et klart bevis på en meget alvorlig sygdom i lejren, som omgående skulle behandles med gærpulver og øgede madrationer. Til hans overraskelse virkede det videnskabelige argument på tyskerne, og de gik med til begge dele.

Men som Cochrane senere skrev, så var forsøget fuldstændig uvidenskabeligt med en så lille kontrolgruppe. Væskeophobningerne havde formentlig intet med B-vitamin at gøre. Til gengæld hjalp proteinet fra gæret og de øgede madrationer med at holde fangerne i live.

På den måde var det ifølge Cochrane selv både det værste og det bedste forsøg, han nogensinde havde gennemført. Det værste i videnskabelig forstand, men det bedste i forhold til de resultater, som forsøget skabte.

Når evidens bliver politisk

Archibald Cochrane fandt altså som en af de første ud af, at evidens kan få folk til at lytte. Han var ikke den sidste. I løbet af 90’erne gjorde Tony Blair det til en del af Labours politik, at den skulle være »evidensbaseret«. Ikke kun inden for sundhedsområdet, men også inden for fx social- og uddannelsesområdet.

I 00’erne vandt samme tanke indpas i Danmark, og det har skabt intern debat blandt forskere. Dels om hvad der er rigtig evidens, dels om hvorvidt evidens i den mere naturvidenskabelige forstand er brugbar inden for eksempelvis uddannelses- og socialpolitik.

Er det fx hensigtsmæssigt, at skolepolitikken bliver udformet på baggrund af store internationale metastudier og lodtrækningsforsøg? Ikke ifølge lektor Steen Nepper Larsen fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.

»Når vi taler om uddannelse og komplekse sociale spørgsmål i det hele taget, så mener jeg ikke, at det kan formaliseres. Du kan måske sige noget om, hvordan man gør en uddannelse effektiv i forhold til at få uddannet arbejdskraft så hurtigt og billigt som muligt, men der er talrige dimensioner af livet og det at være studerende, som man så går glip af«, siger han.

For Steen Nepper Larsen handler politikernes brug af evidens derfor også om, hvad de gerne vil gennemføre af beslutninger. Han har igennem sine mange år som uddannelsesforsker iagttaget, hvordan skiftende regeringer og ministre har haft forskellige syn på den sag.

»For tiden ser vi evidens blive brugt til at retfærdiggøre en kuglerammelogik. Og jeg tror desværre, det betyder, at mange studerende ikke ser universitetet som deres sted. Der er en risiko for, at det bliver en servicestation – lidt som toiletpapir eller Netto. Det er meget godt, at det findes, men så heller ikke mere end det«, siger han.

Et af problemerne ved at overføre den naturvidenskabelige evidensforståelse til humaniora og samfundsvidenskab er, at det bruges til at lukke for debatter, mener Steen Nepper Larsen.

»Evidenstænkningen bliver en form for trumfkort, som man anvender til at legitimere tiltag i konkurrencestaten. I stedet for at diskutere, om det er et godt tiltag, siger man, at man har evidens, og så er der ikke mere at tale om«.

Steen Nepper Larsen nævner folkeskolereformen fra 2014 som eksempel. Da politikerne indførte de såkaldte læringsmål, brugte de store, statistiske metastudier fra uddannelsesforskeren John Hattie som evidens.

»Hattie er slet ikke teoretiker, han er statistiker! Det siger han også selv. Og politikerne brugte hans tal på en måde, som han ikke er enig i«, fortæller Steen Nepper Larsen, der har skrevet en bog sammen med Hattie.

Evidens kan misbruges politisk

Keld Skovmand, der er seniorforsker ved UCL og har skrevet flere artikler og bøger om netop folkeskolereformen, mener også, at den er et eksempel på, hvordan evidens kan blive misbrugt politisk.

»Problemet er groft sagt, at metastatistik er voldsomt generaliserende. Og det er en politisk vrangforestilling at tro, at man nemt kan skabe sikker viden, der bare kan overføres fra én kontekst til en anden. Det, der virker på en skole i Sønderborg, virker ikke nødvendigvis i Herning«, siger Keld Skovmand.

Politikerne burde i stedet have lyttet til den mere kvalitative forskning, mener Keld Skovmand, fordi det er »den forskning, der respekterer konteksten, og som inddrager lærernes egne erfaringer«.

Kan evidens være kvalitativ?

Den form for evidens, der er inspireret af Archibald Cochranes idealer om lodtrækningsforsøg og store metaanalyser, er langtfra den eneste mulige fortolkning af begrebet. Det ved Mette Deding, der er vicedirektør i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, bedre end de fleste. Hun arbejdede indgående med evidensbegrebet i 00’erne.

»Diskussionen om selve ordet kommer nemt til at overskygge diskussionen om budskabet. Det er ærgerligt. For i bund og grund handler evidens bare om, hvordan vi får vidensbaseret det arbejde, der finder sted«, siger hun.

Og den viden kan vel at mærke baseres på alle former for forskning, understreger hun:

»Det er desværre en udbredt misforståelse, at der skulle være et hierarki inden for evidens, hvor nogle typer af metoder, fx lodtrækningsforsøg, er bedre end andre. Hvad der er den bedste form for evidens, kommer helt an på, hvilket forskningsspørgsmål du stiller, og evidens baseret på en kvalitativ undersøgelse kan sagtens være bedre end et lodtrækningsforsøg, alt efter konteksten«.

Mette Deding er ikke afklaret med, om det overhovedet er en god idé at bruge ordet »evidens« på dansk på grund af den tvetydighed, der er i ordet. Hun kan se, at ordet kan misbruges, hvis man gerne vil det.

»Det er jo et lækkert ord. At sige, at man har evidens for noget. Og hvis man så tillægger det den betydning, at evidens er lig sandhed, så kan det være med til at lukke for diskussioner«, siger Mette Deding.

»Men i bund og grund er min oplevelse, at når man taler med praktikerne, så er de ikke interesserede i, om det hedder evidens eller ej. De er interesserede i at få ny relevant viden«.