På arbejde med landets hårdeste kriminelle: "Jeg har ikke oplevet nogen, der ikke er flink og rar og siger goddag"
© Foto: Privat
Stine Forsberg Jørgensen skal rådgive socialrådgivere i landets mest sikre fængsel
Der er ikke noget med at sidde og spille Candy Crush eller tjekke sociale medier, når Stine Forsberg Jørgensen er på arbejde. For mobilen bliver pænt afleveret ved indgangen, når hun møder på sit nye job i Enner Mark Fængsel. Den er ikke tilladt i et lukket fængsel.
"Enner Mark Fængsel er et af Danmarks – måske Nordens – mest sikre. Når man kommer på arbejde, skal man igennem sikkerhedskontrol som i en lufthavn. Så det er en anden verden at skulle vænne sig til", fortæller hun.
Selv om hun arbejder under tag med nogle af landets hårdeste kriminelle, har hun endnu ikke følt sig usikker.
"Bygningerne ligger hver for sig, så der er forskellige afdelinger med forskellige typer. Så jeg møder dem af og til, når de er på gårdtur. Men det føles ikke utrygt. Jeg har ikke oplevet nogen, der ikke er flink og rar og siger goddag".
Stine Forsberg Jørgensen startede 1. august i et vikariat som resocialiseringskonsulent. Et job, hvor hun ikke selv har direkte kontakt med de indsatte, men hvor hun har en rolle som faglig støtte og controller for de socialrådgivere, der hjælper de indsatte.
"Jeg har en bachelor i sociologi og en kandidat i socialt arbejde. Så jeg kommer med en teoretisk forståelse for, hvilke tankegange socialt arbejde baserer sig på. Og det gør også, at jeg kan se nogle muligheder. For eksempel hvis en indsat skal tilbydes en misbrugsbehandling – det kan der være forskellige tilgange til, og det er sådan noget, jeg har kendskab til gennem min uddannelse".
Hun blev færdiguddannet fra Aalborg Universitet i sommeren 2020 og er således i den lidt specielle situation, at hun skal rådgive en række socialrådgivere, som har langt mere erfaring inden for feltet end hende selv. Det ser hun selv som en potentiel problemstilling, hvis hun ikke håndterer det rigtigt.
"Det er vigtigt at være ydmyg og anerkende, at de kan vide meget mere, end jeg selv kan. Også i forhold til min alder. Jeg har valgt at spille med åbne kort om, hvad jeg ved og ikke ved".