Husk hamsterhjulet

Pernille Garde Abildgaard har i årevis været en utrættelig fortaler for en 4-dages arbejdsuge. Hun er her, der og alle vegne, især i medierne og på kontorerne i toppen af erhvervslivet. Nu har hun skrevet en ny bog, der fortsætter med at argumentere for ikke bare en kortere arbejdsuge, men også udvidet hjemmearbejde, frihed og fleksibilitet.

Forfatterens første bog, »Manden der knuste kalenderen for at gøre sine medarbejdere lykkelige«, indeholdt en enkelt case. Opfølgeren tilføjer en imponerende lang række eksempler på virksomheder, der har sænket arbejdstiden. Anslaget i bogen er en programerklæring, der gør op med en 37-timers arbejdsuge som en irrationel rest af industrisamfundets tidslogik, der virker fremmedgørende på moderne vidensmedarbejdere. Det er helt unødvendigt at lægge så mange timer i lønnet arbejde, lyder budskabet – ja, faktisk står det i vejen for produktivitet, menneskelig lykke og samfundsmæssig rigdom. Men kan det nu passe?

Præmissen i bogen er klar: Der er en masse spildt tid, der ligger og venter på at blive udnyttet og omsat til mere fritid og øget produktivitet. Og her kommer jeg som anmelder i tvivl. Min erfaring er, at de flestes arbejdsliv er præget af en nærmest kronisk travlhed, og at mange lønmodtagere arbejder mere end 37 timer for at lykkes med opgaverne.

Jeg afviser ikke fuldstændigt, at arbejdstiden kan reduceres gennem effektiviseringer, men er der virkelig så meget at hente? Og hvad betyder jagten på effektivisering for arbejdslivets menneskelige kvalitet?

Skal vi frigøre os fra eller i arbejdet?

I den arbejdssociologiske forskning skelnes mellem to idealtypiske kategorier for menneskelig frigørelse: enten frigørelse fra arbejdet eller frigørelse i arbejdet. Det første handler om at reducere lønarbejdet til et minimum – i den forståelse er arbejdet et økonomisk middel til fritid – mens den anden tilgang handler om en humanisering af arbejdet, der ses som en ønsket og eksistentiel kategori.

Forfatteren forfølger tilgangen om at frigøre sig fra arbejdet. Målet er at få mere tid til »det gode liv«, der altså ligger i fritiden, og derefter præsenterer hun et væld af effektiviseringsgreb: Fra systematiske målemetoder og værktøjer til øget kognitiv performance, selvudvikling, effektive møder og »New Ways Of Working-kreativitet«. Abildgaard argumenterer for, at mere fritid vil vende tilbage som øget effektivitet som følge af bedre restitution. Selv lykke og det at være »den bedste version af sig selv« tæller med i regnskabet over effektivitet.

Arbejdet kan miste mening

Med det ensidige blik på effektivisering taber vi imidlertid blikket for mulighederne i at frigøre sig i arbejdet, fordi rationalet om fritid og produktivitet overskygger de menneskelige behov i det levede liv på arbejdspladsen. Et eksempel er bogens fokus på at »superoptimere« mødekulturen. Det overser den sociale dimension af møderne, hvor løs snak eller fjollerier kan være sund fornuft, og behovet for at skabe mening giver anledning til ekskurser fra dagsordenen.

Det intense fokus på at effektivisere arbejdsdagen rummer en risiko for, at arbejdet tømmes for menneskeligt indhold. Hvad vil det betyde for oplevelsen af mening i arbejdet? For fagligheden, fællesskabet og identitetsdannelsen? Der er en potentiel faldgrube, hvor øget fritid ikke bidrager med fornyet lyst til arbejdet, fordi arbejdet har mistet sin værdi i livet i sig selv. Mere fritid vil så blot føre til ønsker om endnu mere fritid, uanset hvor kort arbejdstiden bliver.

Jeg vil ikke afvise, at bogen kan være et vigtigt bidrag til at fremme en 4-dages arbejdsuge, men jeg savner, at den åbner for tvivl, nuancer, dilemmaer, paradokser og ambivalenser. Hvor forfatteren ser erhvervslivet som drivkraften til forandring og flere steder fremhæver reguleringen af arbejdstiden som en barriere for de progressive, så ser jeg erhvervslivets eksperimenter som vigtig læring, der skal kvalificere og modne partsaftaler og overenskomster om en 4-dages arbejdsuge. Det kræver tålmodighed at vente på den kollektive omstilling af arbejdsmarkedet, men der åbner sig nye muligheder i takt med den uomgængelige omstilling til mere bæredygtighed. Når den tid kommer, kan frontløberne glæde sig over at være godt forberedt.