Vi tænder ikke lys for at se, men for at føle

Hvad er forskellen på en beduin i Jordan og en byboer i Danmark? Beduinen kan lide hvidt neonlys, mens danskeren foretrækker dunkelt hyggelys.

Man kan nok komme på flere forskelle, men det er nu engang et af de forhold, som Mikkel Bille har undersøgt som en del af sit forskningsfelt inden for lys og belysning.

“Lys er en del af vores sociale verdener, og vi bruger aktivt lyset og lyssætningen til at skabe stemninger og sociale fællesskaber, men det sker som regel, uden at man tænker over det”, fortæller Mikkel Bille, vinder af DM’s forskningspris inden for humaniora og samfundsvidenskab.

Mikkel Bille hædres for at have forsket i upåagtede ting som lys og belysning, som vi ofte ikke lægger mærke til, men som former og påvirker os grundlæggende.

Koblingen mellem Jordan og Danmark bygger på Mikkel Billes feltarbejde i Jordan, hvor han som led i sin ph.d. i over et år boede sammen med en gruppe beduiner, som var blevet tvangsbosat i en landsby. Lyssætningen i deres boliger overraskede ham.

“Neonrør var normen i hjemmene, og alle havde grøntonede vinduer, hvilket gav en grøn belysning om dagen. Når man møder noget så radikalt anderledes end den danske forkærlighed for at tænde stearinlys, får det en til at tænke over, hvorfor vi mennesker gør, som vi gør”, siger Mikkel Bille, til daglig lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi ved Roskilde Universitet.

Modsat danskerne, som ikke brød sig om de nye energisparepærer og hamstrede glødepærer, så elskede beduinerne de nye pærer, som var billigere og gav et klarere lys. Men ikke kun derfor.

“Det klare lys gør rummet større, og hvis du har en stor stue med plads til mange mennesker, er det symbol på, at du er gavmild og gæstfri. Den grønne farve er symbol på islam, og når beduinerne bliver mindet om Gud, beskytter det mod onde ånder og kræfter”, fortæller Mikkel Bille om sin opdagelse.

Den danske version af lys er, at det skal være uformelt og hyggeligt.

Sundhedsvidenskabelig forskning i lys viser, hvad ordentligt læselys er, for at vi kan læse og koncentrere os. Mikkel Billes forskning derimod peger på hverdagen og det levede liv.

“Hvad sker der, når vi kryber op i sofaen for at læse “Alt for Damerne”? Vi tænder for hyggebelysningen og stearinlysene. Det er stemningen omkring læsningen, der er vigtig, og ikke om der er korrekt læselys”, pointerer han.

Mikkel Bille forsker også i, hvordan man lyssætter i byerne. De fleste af os tænker næppe over det, når vi bevæger os rundt i byen, men lyssætningen er ikke tilfældig.

“Man bruger først og fremmest lyssætningen til at skabe tryghed og sikkerhed i byen. Men også til at designe steder og områder, så der kommer en særlig stemning i byrummene”, siger Mikkel Bille.

Han nævner som eksempel, at lyssætningen på tog- og metrostationer er designet, så folk bevæger sig på en bestemt måde: Nogle steder er der mere lys der, hvor man går, og mørkere der, hvor man venter.

Senest er også coronapandemien blevet en del af Mikkel Billes arbejde. Som led i forskningsprojektet Den Pandemiske By er han sammen med historikere fra Aarhus Universitet med til at undersøge, hvordan indbyggerne i en by som København reagerer, når det hele lukker ned, som det skete i marts 2019.

“Indre By var helt tom, og vi er i gang med at udforske folks reaktioner på oplevelsen af en by i undtagelsestilstand”, siger Mikkel Bille.

Hvad kan vi bruge den viden til?

“Pandemien har vist, at der er behov for at indrette byrummet, så det passer bedre til vores behov – for eksempel flere grønne områder, bedre opholdssteder udenfor, også til at være alene på afstand, og gode lokalmiljøer for alle”.