Fører Socialdemokratiet klassekamp mod akademikere?

Kun 5 ud af 25 gange er Akademikerne (AC) blevet repræsenteret i politisk arbejde nedsat af regeringen. Det fremgår af en opgørelse, som Akademikerne selv har foretaget. Derimod har FH været repræsenteret 24 ud af 25 gange.

“Regeringen bliver nødt til at tage det alvorligt, at både legitimitet og kvalitet af de aftaler, der indgås, er afhængig af, at de indgås mellem arbejdsmarkedets parter. Hvis man udelukker en række faggrupper, når der forhandles, ryger grundlaget for den danske model”, siger Lars Qvistgaard i en pressemeddelelse.

I Berlingske lufter AC-formanden bekymringer for, at ideologisk modvilje spiller en rolle, når det kommer til Socialdemokratiets involvering af paraplyorganisationen for de akademiske fagforeninger i politisk arbejde. Socialdemokratiet er tidligere blevet anklaget af kritikere for at tale ned til akademikere, blandt andet i 2017, da indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad udgav bogen “De lærdes tyranni”.

“Det må stå enhver frit for, hvis man synes, der ikke skal uddannes så mange højtuddannede. Så må man jo politisk tage konsekvensen af det. Men det burde helt naturligt ikke betyde, at det også har konsekvenser i forhold til den måde, man historisk og traditionelt har involveret arbejdsmarkedets parter på”, siger Lars Qvistgaard til Berlingske.

Arbejderhistoriker: Det ligner klassekamp mod middelklassen

Socialdemokratiet har traditionelt set altid været et arbejderparti. Forrige gang S havde regeringsmagten, var i 2011-14 under Helle Thorning-Schmidt, hvor partiet efter skattereformer og forringelse af overførselsindkomster af kritikere blev anklaget for at have ført blå politik.

Under den nuværende S-regering prøver partiet derfor at “vende tilbage til rødderne”, forklarer historiker med speciale i arbejderbevægelser Lars K. Christensen.

“Man forsøger fra partiets side at markere den her politiske nyorientering og tage afstand fra den forrige socialdemokratiske regerings politik. Det er jo fair nok, men det resulterer i en nærmest symbolsk afstandtagen fra de højtuddannede”, siger han.
Ifølge Lars K. Christensen så resulterer det i en hårdere tone over for akademikere, som ikke altid er fornuftigt.

“Det er nu kammet over, og man skal vise, at man i hvert fald ikke er et akademikerparti. Det bliver en form for klassekamp, hvor man ser sig sur på middelklassen, der har deres godt betalte job, og sådan set er ligeglade med arbejderen”.

Stiger akademikerfjendskheden?

Mike Gudbergsen, formand for de studerende i DSF, synes, at det er rimeligt, at Lars Qvistgaard rejser problemstillingen.

“Arbejderismen fylder rigtig meget i regeringspartiets folketingsgruppe og ministerhold, og man vil styrke erhvervsuddannelserne, også gerne på bekostning af de lange, akademiske uddannelser”, siger han.

Mike Gudbergsen oplever, at der politisk bliver taget afstand fra akademikere, blandt andet med diskussioner om SU til kandidatstuderende og i debatten om “kolde” kontra “varme” hænder på velfærdsområdet.

“Det er, som om akademikere ikke er på regeringens gode side. Det er synd, at der sker en selektering i, hvem der er de rigtige og vigtige, i stedet for at forholde sig objektivt til, hvad vi vil opnå som samfund. Det er ikke, fordi vi på universiteterne vil tilgodeses i forhold til erhvervseleverne, vi vil bare have, at der er plads til os alle”, siger han.

DSU-formand Frederik Vad Nielsen er ikke enig med Mike Gudbergsen.

“Generelt er det ikke overraskende, at en socialdemokratisk regering konsulterer FH i politisk arbejde, og så har mange af AC’s medlemmer haft det lettere end andre under coronakrisen, fordi de blot kunne flytte arbejdet hjem. Derfor har de haft en meget lille rolle at spille”, siger han.

Frederik Vad Nielsen mener, at AC skal justere sit sociale kompas, hvis organisationen skal gøre sig spilbar over for regeringen.

“Problemerne i samfundet skal løses i den rigtige rækkefølge, og der synes jeg ikke, at AC er særligt solidarisk over for andre faggrupper. I stedet for at erkende, at man har en meget privilegeret position i samfundet, og bruge den position til at sikre bedre forhold for andre faggrupper, så synes jeg, at man forsøger at rage mest muligt til sig selv”.

Kristian Madsen: AC må selv i spil

Den nyudnævnte chefredaktør for A4 Medier, Kristian Madsen, er enig med AC-formanden i, at Akademikerne bliver forbigået af Socialdemokratiet, om end han ikke er helt enig i Lars Qvistgaards analyse. Han peger på, at det i stor grad er AC’s “miniputstatus”, der gør udfaldet.

“Det har altid været sådan, at LO var den store, FTF var med på en sidevogn, og Akademikerne var i sit eget lag, som havde sine egne mærkesager. Den miniputstatus er blevet endnu større efter fusionen”, siger han.

Kristian Madsen, der tidligere var politisk kommentator på Politiken, henviser til, at hovedorganisationerne FTF og LO fusionerede i 2018 og dannede Fagbevægelsens Hovedorganisation, der repræsenterer omkring 1.300.000 lønmodtagere fordelt i 64 fagforbund. Sammenlignet repræsenterer AC omkring 450.000 medlemmer fordelt på 28 fagforbund.

“AC accepterede en mindre, men afgørende rolle i en række mærkesager inden for bl.a. uddannelsesområdet og administration. Det er dog klart, at det bliver problematisk, når man så bliver skubbet ud af nogle forhandlinger, der er vigtige for målgruppen, det gælder fx digitaliseringspartnerskaber”, siger Kristian Madsen.

Kristian Madsen medgiver, at der i regeringen er nogle politiske strømninger, der ikke garanterer AC en plads ved bordet. Han mener dog, at AC selv må bringe sig i spil igen.

“Det er klart, at det ville være uhørt for en socialdemokratisk regering ikke at invitere FH med. Det er ikke utænkeligt ikke at have AC med. Jeg tror, at man på politisk niveau savner en specifik grund til, at AC skal sidde med ved bordet, og det kræver, at AC selv bringer noget i spil og viser, hvad organisationen kan byde ind med”, siger Kristian Madsen.

AC-formand Lars Qvistgaard er blevet forelagt kritikken, men har ikke ønsket at kommentere yderligere.