Spring menu over
Dansk Magisterforening

Hvis kæresten ikke havde fået lønkompensation, så var Jesper Juhl gået på røven

Jesper Juhl er kombinatør

© Foto: Emil Hornstrup Jakobsen/Büro Jantzen

Del artikel:

Der er over 80.000 kombinatører i Danmark. Men bare 131 personer har fået del i Folketingets hjælpepakke til kombinatører. Det er dybt frustrerende, siger Jesper Juhl, som er kombinatør.

Den 18. april kunne 38-årige Jesper Juhl drage et lettelsens suk. Regeringen vedtog sammen med Folketinget en hjælpepakke rettet mod landets mere end 80.000 arbejdstagere, som har indtægter flere forskellige steder fra – de såkaldte kombinatører.

Jesper Juhl laver både teambuilding og teater som selvstændig foruden pædagogisk arbejde som lønansat, og den kombination af arbejde har haft store økonomiske konsekvenser for ham under coronakrisen. For kombinatørordningen hjælper ikke kombinatørerne, konstaterer han. Et lettelsens suk blev derfor hurtigt forvandlet til frustration.

“Det er mit indtryk, at rigtig mange kombinatører ikke kan få del i denne ordning. Personligt klarede jeg mig igennem de tre første måneder af coronakrisen med en indtægt på 5.000 kr. i A-indkomst fra et kontaktpersonjob i april og derefter noget vikararbejde til 8.000 kr. før skat. Derudover havde jeg ingen indtægt i tre måneder”, siger Jesper Juhl, som har fået afslag på hjælp fra hjælpepakken til kombinatører.

Og noget tyder på, at han ikke er alene.

For bare 131 personer har frem til 5. august fået del i hjælpepakken til kombinatører. Det viser den seneste opgørelse fra Erhvervsstyrelsen, som løbende følger udviklingen for brugen af alle lancerede hjælpepakker for Erhvervsministeriet.

Jesper Juhl kan ikke få hjælp for kombinatørordningen, fordi han ikke har omsat nok i sin virksomhed til at kunne få del i pakkerne. Og han har heller ikke haft nok løntimer til at kunne kalde virksomheden selvstændig bibeskæftigelse, fordi han har et cvr-nummer.

Han kan lukke sit firma og søge om dagpenge, men det er omstændigt – han skal sælge alt sit udstyr, nedlægge sin hjemmeside mv. og skal begynde med tre ugers karantæne i dagpengesystemet.

“Politikerne har glemt, at når man har en virksomhed, tæller eventuelt overskud kun som B-indkomst, og jeg kan ikke lave overskud i alle måneder på et år. Om du kan få hjælp, udregnes alligevel på baggrund af et helt år”.

“De har desuden gjort det, at har man et stort nok overskud, regnes det med i pakken, men det regnes ikke med, når man skal have erstatning. Det betyder i runde tal, at jeg skal have haft et overskud på min. 60.000 kr. før skat sidste år for at få hjælp, og det har jeg altså ikke haft”, siger Jesper Juhl.

Magisterbladet har spurgt Erhvervsministeriet om, hvorfor så få kombinatører har fået del i hjælpepakken til kombinatører.

Fra ministeriet lyder det skriftlige svar, at “regeringen er opmærksom på søgningen til kombinatørordningerne og følger udviklingen løbende”.

Ministeriet skriver videre, at der samlet set har været en stor efterspørgsel efter de tre kompensationsordninger til selvstændige, freelancere, kombinatører mv.

“Mere end 80.000 har fået hjælp, og der er udbetalt mere end 5 milliarder kroner. Overordnet set har kompensationsordningerne til selvstændige mv. altså været meget efterspurgt, og med udvidelsen af mulighederne for, at selvstændige kan få dagpenge, uden at deres virksomhed ophører, er der etableret et forbedret sikkerhedsnet under de selvstændige”, skriver ministeriet.

Foto af kombinatør Jesper Juhl
Foto af Jesper Juhl © Foto: Emil Hornstrup Jakobsen

Meget specifikke krav

Kombinatører kan få kompensation for op til 90 procent af deres samlede tab, dog højst 20.000 kr. per måned, hvis de har oplevet et fald i indkomst på mere end 30 procent i forhold til samme periode sidste år. Men der er derudover en række meget specifikke krav, som skal efterleves, før man kan få del i ordningen.

Blandt andet skal kombinatøren have haft en A- og B-indkomst samt skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed på 10.000 kr. i gennemsnit per måned i det seneste år. Mindst 5.000 kr. per måned skal være B-indkomst, og højst 20.000 kr. må være A-indkomst. Og beskæftigelsesgraden knyttet til A-indkomsten må højst udgøre 55 procent.

Ifølge et notat fra Akademikerne i 2018 har mere end 80.000 akademikere en lønindtægt, som kombineres med freelancebeskæftigelse eller indtægt fra egen virksomhed. Omkring 2.000 af DM’s medlemmer er kombinatører.

Kravene i hjælpepakken til kombinatører har vist sig at være for restriktive, mener formand for DM, Camilla Gregersen. Hun udtrykte tilbage i april måned ellers tilfredshed med, at kombinatørerne endelig fik del i hjælpepakkerne.

“Men vi har undervejs stillet os kritiske over for, at mindst 5.000 kr. om måneden skal være B-indkomst, og højst 20.000 kr. må være A-indkomst i ordningen, for det betyder, at mange kombinatører ikke kvalificerer sig til den hjælpepakke, som netop skal holde dem oven vande i coronakrisen”, siger Camilla Gregersen.

Dertil tæller kombinatørernes cvr-aktivitet ikke med i tabsopgørelsen, og det er jo ellers hele målet”, siger Camilla Gregersen.

Hun håber, at erhvervsministeren nu vil sætte sig ned med regeringen for konkret at kigge på, om hjælpepakken er skruet godt nok sammen

DM’s formand påpeger, at coronakrisen har vist i praksis, at arbejdsmarkedet i dag er sammensat af mange forskellige arbejdsformer, som ikke lever op til synet på det traditionelle arbejdsmarked. Det har især ramt de mere udsatte grupper på arbejdsmarkedet.

“Det er kombinatørerne et rigtig godt eksempel på. For selvom der er oprettet hjælpepakker, er den gruppe røget ned mellem flere stole, og det fortjener de ikke”, siger Camilla Gregersen.

Har fagforeningerne været gode nok til at råbe politikerne op?

“Vi har meget aktivt gjort politikerne opmærksomme på det atypiske arbejdsmarked. Det har bl.a. HK og Journalistforbundet også. Jeg synes, der gik lang tid, før politikerne nåede frem til at hjælpe denne gruppe, men der har altså også været meget tryk på hjælpepakker til forskellige områder”, siger Camilla Gregersen.

Står uden indtægt

Jesper Juhl håber, at politikerne vil ændre kombinatørordningen, så den kommer til at ligne den hjælpepakke, som kunstnerne har fået.

“Ændrer man kombinatørordningen, så den ligner den hjælpepakke, og tilføjer man omsætning i cvr som en mulighed, kan langt flere kombinatører få del i hjælpepakken. Sidste år havde jeg omsætning i tre måneder, men resten af året har jeg ikke haft så meget indtægt. Sådan er det for mange kombinatører”, siger Jesper Juhl.

Med nedlukningen af Danmark i marts måned blev hans jobkalender fra den ene dag til den anden fuldstændig tømt. Han er glad for, at kæresten havde et klassisk lønmodtagerjob.
“Havde min kæreste ikke kunnet få lønkompensation, så havde vi nok stået i en personlig konkurs gange to”, siger Jesper Juhl.

Fredag den 28. august præsenterede regeringen og et flertal af Folketingets partier en ny aftale, der afløser de store hjælpepakker fra coronakrisen, som udløb lørdag den 29. august. Den nye hjælpepakke er rettet mod særlige sektorer og skal sikre hjælp til de dele af erhvervslivet, kulturlivet og idrætten, som fortsat er ramt af restriktioner som følge af coronavirussen.

Jesper Juhl ser dog ikke nogen ændringer, som hjælper kombinatørerne. Han forklarer, at i den nye hjælpepakke bliver der lavet en ændring i grænserne for A- og B-indkomst. Men de nye regler betyder, at han stadig skal have et årsoverskud på minimum 30.000 kr. for at komme i betragtning. Det ville han have haft, hvis han ikke havde skullet køre efter sit arbejde og dermed have kørselsudgifter.

“Som A-lønnet er det noget, man trækker fra i skat – ikke en udgift. Det er en skævvridning. Det svarer lidt til at smide nye dæk på en totalskadet bil og sige den kan køre lidt igen”, siger Jesper Juhl.