Hjerteforeningen siger: Mål trivslen hver måned
Seniorkonsulent Signe Elkrog Friis skal hver måned svare anonymt på, hvordan hun har det, i en såkaldt peakon-måling på arbejdet. © Foto: Thomas Steen Sørensen
Hjerteforeningen har i to år arbejdet aktivt for at forbedre medarbejdernes psykiske arbejdsmiljø. Direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft opfordrer alle organisationer til at gøre det samme.
Hver måned får Signe Elkrog Friis et kort spørgeskema i sin mailboks på arbejdet.
“Giver din leder den sparring, du har brug for?” eller “Er din arbejdsmængde overkommelig?”
Det kan være nogle af spørgsmålene, hun og hendes knap 130 kollegaer i Hjerteforeningen skal svare på, så ledelsen ved, hvordan de ansatte har det. Resultaterne kommer anonymt ind til cheferne, og hvis der er dårlige målinger, skal de forsøge at løse problemerne.
Sådan har det været de seneste to år, hvor Hjerteforeningen aktivt har sat fokus på medarbejdernes trivsel. De faste månedlige målinger er et af flere initiativer, som har gjort en forskel på arbejdspladsen, forklarer Signe Elkrog Friis, der er politisk seniorkonsulent i Hjerteforeningen.
“Jeg havde ikke noget dårligt arbejdsmiljø, før vi begyndte med målingerne, men systemet fungerer for mig. Det er fedt, at ledelsen sætter fokus på det her. Det føles, som om vi hele tiden kommer et lag dybere ind til, hvordan vi kan få det bedste arbejdsmiljø”, siger Signe Elkrog Friis.
Hun nævner, at medarbejderne blandt andet har fået mere indflydelse på organisationens dagsorden.
“Det er utrolig positivt, at ledelsen ser nysgerrigt på trivsel og gerne vil lytte til, hvordan vi medarbejdere har det. Særligt vores mandat har været vigtigt for mig. Det giver rigtig meget arbejdskvalitet, at jeg selv er med til at træffe beslutningerne og kan spille ind med min faglighed”.
En presset branche
Hjerteforeningen er en af tre NGO’er, som har medvirket i et projekt om psykisk arbejdsmiljø i NGO-branchen hos Dansk Magisterforening (DM). I samarbejde med konsulentbureauet Ingerfair har DM udarbejdet en række anbefalinger og to arbejdsredskaber til fokus på trivsel og arbejdsmiljø i NGO-branchen. Materialet er udarbejdet på baggrund af interview med arbejdsmiljøledere, arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og medarbejdere i organisationerne Dansk Ungdoms Fællesråd, SOS Børnebyerne og Hjerteforeningen.
Formålet har været at afdække, hvordan NGO’er effektivt skaber et sundt psykisk arbejdsmiljø, forklarer arbejdsmiljøkonsulent i DM Søren Bjerregaard Kjær, der er tovholder på projektet. Han fortæller, at DM netop valgte at sætte fokus på arbejdsmiljø i NGO-branchen, fordi pengene her ofte er små og arbejdsmængden stor.
“I NGO-branchen hersker der en særlig relativisering. Når alle er fælles om at kæmpe for den store, gode sag, så kan det føles småt og ligegyldigt at kræve noget for sig selv og sine kollegaer. Problemerne på arbejdspladsen kan synes ubetydelige og smålige, når nogen ude i verden har det værre”, siger Søren Bjerregaard Kjær og forklarer, at erfaringerne fra undersøgelsen blandt andet viser, at der skal være en kultur for at kunne sætte ord på problemerne på arbejdspladsen.
“Der er brug for en systematik og tydelighed omkring arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø. Derfor har vi blandt andet udviklet nogle refleksionskort, så man på arbejdspladsen kan begynde at sætte ord på, hvad der kendetegner et godt psykisk arbejdsmiljø”.
DM fokuserede på tre organisationer, som har arbejdet målrettet med at få det gode arbejdsmiljø til at gå hånd i hånd med det godgørende formål.
“De redskaber og anbefalinger, vi er kommet frem til i undersøgelsen, er i høj grad baseret på erfaringerne fra Dansk Ungdoms Fællesråd, SOS Børnebyerne og Hjerteforeningen. I stedet for at fokusere på udfordringerne ønskede vi at fremhæve de gode eksempler”, siger Søren Bjerregaard Kjær.
Redskaberne til et godt psykisk arbejdsmiljø fra DM’s undersøgelse
Guide til pulsmåling: Formålet med en løbende pulsmåling er at få et fortsat fokus på arbejdsmiljø. Pulsmålingen kan hjælpe jer med at identificere indsatsområder, fordele ansvar, lægge en plan for initiativer til forbedringer og med at følge op på dem. Det er vigtigt at stille få spørgsmål, fordi det gør opsamlingen på svarene mere overskuelig. Desuden kan for mange spørgsmål skabe forvirring eller manglende svarlyst.
Refleksionskort til et godt arbejdsmiljø: Hvis I vil forbedre det psykiske arbejdsmiljø, så skal I kunne tale om det. Det er én af konklusionerne fra DM’s undersøgelse om det gode arbejdsmiljø på NGO-arbejdspladser. Men hvordan sætter man gang i den kollektive samtale om arbejdsmiljøet? Ud fra erfaringerne fra undersøgelsen har DM udviklet et sæt refleksionskort, der skal hjælpe jer med at sætte gang i samtalen. I løbet af spillet kommer i rundt om nogle faste emner som “et godt samarbejde” og “en god ledelse”, men der er også fire jokerkort, hvor I selv kan vælge emnet.
Glade ansatte giver bedre arbejde
NGO’erne har tidligere været i mediernes søgelys i sager om dårligt arbejdsmiljø.
I 2018 beskrev Altinget, hvordan knap hver tredje akademiker i NGO-sektoren led under dårligt arbejdsmiljø. I den forbindelse stod flere ansatte frem og fortalte om en stresset og ustruktureret arbejdskultur præget af uprofessionel ledelse.
En analyse fra DM fra oktober sidste år viser dog, at NGO’erne og patientforeningernes psykiske arbejdsmiljø samlet set ligger på niveau med andre faggruppers i dag.
Alligevel er det for mange virksomheder tabu at tale om medarbejdernes tilfredshed, siger direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft. Hun tøvede dog ikke med at sige ja til at medvirke i DM’s undersøgelse.
“Vi skal gøre op med, at NGO-branchen er et dårligt sted at arbejde. Derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at vi kan inspirere andre. Hos Hjerteforeningen arbejder vi for en vigtig sag, og derfor er det også vigtigt, at vi har det godt. Vores organisation skal være stolt af, hvad vi gør”, fortæller Anne Kaltoft.
Hjerteforeningens arbejde med at gøre det psykiske arbejdsmiljø til en aktiv del af hverdagen startede for alvor, da Anne Kaltoft overtog jobbet som direktør.
“Vores stærkeste ressource er vores medarbejdere. De skaber al den værdi og viden, der skal til, for at vi bedst muligt kan hjælpe vores medlemmer. Det handler ikke om, hvorvidt vi har råd til at prioritere trivsel, men derimod at det ikke kan betale sig at lade være”, forklarer hun.
Derfor er hun også uforstående over for, at virksomheder vælger at ignorere dårlige trivselsmålinger.
“Jeg synes, at man som ledelse har et ansvar for at håndtere og prioritere udfordringerne på arbejdspladsen. Det bliver du nødt til, hvis du er en professionel organisation”.
Signe Elkrog Friis er enig. Hun tror, at flere virksomheder er i gang med at indse potentialet i medarbejdernes tilfredshed og engagement.
“Det er fremtiden, det her. Vi er allerede langt fremme, og der er mange, som spørger ind til vores indsats. Jeg er selv blevet kontaktet af flere, som gerne vil lade sig inspirere af vores initiativer”.
Udfordringer med arbejdsmiljøet kan man ikke løse fra den ene dag til den anden, siger både Anne Kaltoft og Signe Elkrog Friis. Det er en proces.
“Hjerteforeningen har en masse ting, som vi fortsat skal arbejde med. Det her er ikke en ting, man opnår og sætter på hylden”, siger Signe Elkrog Friis.