Else Marie Behrmann er gået til kamp mod pseudoarbejde
Det var en trivselsundersøgelse, der fik Else-Marie Behrmann og hendes kolleger til at arbejde med at minimere de opgaver, som ikke er en del af kernearbejdet – at hjælpe borgerne. © Foto: Jesper Voldgaard
Medarbejderne i Silkeborgs jobcenter er i gang med at ændre deres arbejdsprocesser, så de får mere tid til kerneopgaven: borgerne. “Det handler om at komme væk fra at tænke, at alt, hvad vi laver, skal kunne trækkes ud af et system”.
I jobcenteret i Silkeborg har man ikke tænkt sig at vente på regeringens nærhedsreform. Her har man igangsat et projekt, hvor medarbejderne selv forsøger at minimere unødvendig administration, så der bliver mere tid til borgerkontakt.
Udgangspunktet var, at medarbejderne ikke er glade, når de føler, de udfører unyttigt arbejde.
“Vi havde en trivselsundersøgelse, og her blev ledelsen opmærksom på, at når man løser administrative opgaver, der ikke er med til at understøtte det arbejde, vi laver med borgerne, så går det ud over trivslen blandt medarbejderne. Så man satte en proces i gang, hvor vi har fået lov til at pege på det, der kan være anderledes”, fortæller Else-Marie Behrmann, der er teamleder i jobcenteret.
Medarbejderne har inddelt deres unyttige opgaver i tre kategorier: det, de selv kan ændre; det, de kan forsøge at påvirke; og det, de ikke kan gøre noget ved, eksempelvis lovbestemte krav. Fokus er i første omgang på det, man selv kan ændre.
“En af de forandringer, vi har skabt, er i forhold til møder. Det handler om at skærpe opmærksomheden på formålet og længden af møderne. Men vi er i startfasen, og der er mange ting, der ikke er nemme at ændre, for eksempel fordi det involverer andre afdelinger i kommunen. Det er ikke noget quickfix”.
Tillid eller kontrol
Som Else-Marie Behrmann oplever det, handler mange af de opgaver, der stjæler tid fra borgerkontakten, om dokumentation, der beviser, at man har gjort det, man skulle. Alternativet er i og for sig enkelt: tillid.
“Når der sættes noget i gang på baggrund af politiske mål, så skal vi gerne kunne dokumentere, at vi har leveret den her indsats. Men så kan man i stedet overveje, om man tror på medarbejderne, så de ikke skal bruge tid på at registrere deres arbejde”.
Dokumentationsbehovet kommer – i høj grad – ud af politiske ønsker, fortæller Else-Marie Behrmann. Men forklaringskæden er længere end som så. Hun nævner som eksempel TV 2-dokumentarudsendelsen “Daginstitutioner bag facaden”, der blev vist sidste år før folketingsvalget og chokerede mange med optagelser af små børn, der i lang tid var helt uden voksenkontakt.
“Da gik man også og talte om, at vi ikke skal have så mange registreringer. Men når der så kommer sådan et eksempel i tv, så er kravet: mere tilsyn. Man kan ikke leve med fejl, og så må man sætte noget i værk, og når man har sat noget i værk, skal det også registreres”.
Men det kommer ikke kun udefra. For de enkelte medarbejdere har også vænnet sig til at tænke i dokumentation og registre.
“Det handler om at komme væk fra at tænke, at alt, hvad vi laver, skal kunne trækkes ud af et system. Det er vi skolet meget til, og vi har et system, hvor vi måske også bliver fristet til at putte nogle informationer ind, der kan give noget viden”.
Else-Marie Behrmann arbejder også i sin fritid for at nedbringe de unyttige arbejdsopgaver. I sit lokalområde i Skanderborg har hun været medstifter af en dialoggruppe, der ønsker at skabe debat og fokus på problemet med kontrol og manglende tillid i samfundet.
