Corona er en god historie

“Vi dækkede en stor togulykke i dag”, sagde en journalist, jeg kender, da hun kom hjem fra arbejde og delte nyheden med sin datter og journalistmand.

“En god historie!” kom det spontant fra hendes datter.

Selv om en togulykke er en frygtelig begivenhed, så havde datteren lært af forældrenes snak, at ulykker, magtmisbrug og alt, hvad der går helt grueligt galt, er det, journalister kalder “en god historie”.

Dårlige historier er gode historier. Det er en frygtelig indbygget kynisme i journalistik, som vi ikke taler så meget om.

Sådan har jeg også haft det med corona, hvis jeg skal være ærlig. Det har været ganske forfærdeligt for økonomien og de berørte familier og dermed en god historie i journalistisk forstand – ja, faktisk den største arbejdsmarkedshistorie i min tid. En perfekt storm, der griber ind i alle dele af arbejdsmarkedet.

Som redaktør var det en spændende dobbelt udfordring. Kunne vi få det til at fungere hjemme fra køkkenbordet med børn om benene? Og kunne vi være relevante for medlemmerne i en stormflod af daglige nyheder om corona?

I starten håndterede jeg min posthamstrings coronaangst ved at arbejde. Jeg blev en lille smule høj.

Magisterbladet er midt i en digital omstilling, hvor vi bruger flere kræfter online, samtidig med at vi forsøger at lave et kvalitetsmagasin. Vi kastede endnu flere kræfter på nettet, og vi snakkede hver morgen på Zoom. Vores webredaktør var god til at give plads til, at alle lige kunne sige noget uformelt om, hvordan det gik derhjemme. Det betød, at vi kunne småsnakke lidt om det private, næsten ligesom vi gør ved kaffeautomaten – og på den måde få lidt af det gode kollegaskab med hjem. Det var en markant udfordring at arbejde hjemme med børn, men vi var effektive og sparede tid på transport og fraværet af bullshitmøder. Vi oplevede det, som mange medlemmer af DM faktisk har oplevet under corona ifølge en ny rundspørge, som vi offentliggør i dette nummer af bladet: Arbejdet har været mindre stressende.

Vi gik tæt på medlemmernes hverdagsliv derhjemme med serien om den nye hverdag. Vi forsøgte at være konstruktive og udarbejde masser af guider om hjælpepakker og medlemmernes nye arbejdsliv. Og vi forsøgte at sætte kritisk fokus på dagpengesystemet, de løstansatte og freelancernes svære situation.

Vores trafik har ligget 137 procent over trafikken samme tid sidste år de første tre måneder efter lockdown. Og DM’s nyhedsbreve er blevet åbnet og læst meget mere end normalt.

Hurra for det. Hvad er konklusionen? At vi er for fede og produktive hjemmefra, så nu flytter vi bare butikken hjem?

Nej, så enkelt er det så heller ikke. For efter en eller to måneder skete der følgende for mig og flere andre på redaktionen. Vi fik ondt i ryggen af vores elendige køkkenstole, mistede inspirationen, fordi vi trods alt ikke kunne snakke om og dele gode historieideer eller kilder, ligesom vi plejer. Vi blev forædte og kulrede hjemme ved køleskabet, fordi vi manglede både cykelturen til arbejde og kollegerne. Vi blev irritable og trætte af at stirre på hinandens uvaskede hår på Zoom hver morgen.

Øv for det. Hvad er konklusionen?

Jeg synes hverken, det er enkelt eller entydigt. Vi skal finde balancen mellem det gode fleksible arbejdsliv, som vi helt klart er blevet dygtigere til, og så den gave, som det er at have gode kolleger, som kan inspirere og udfordre hinanden på vores fælles arbejdsplads. Det bliver udfordringen i de kommende måneder at bruge de positive og negative erfaringer og finde den balance. Jeg er langtfra færdig med at tænke over og diskutere, hvordan vi gør.

Og så må vi ikke glemme en lille vigtig detalje. Vi står stærkere, når vi har kolleger at stå sammen med, frem for hver for sig at referere til chefen hjemme fra køkkenbordet.