Vi bliver dummere, end vi behøver at være

Den dag i 1999, da EU’s forskningsministre underskrev Magna Charta Universitatum i Bologna, revolutionerede de universitetsverdenen og hældte det klassiske, humboldtske universitetsideal ned ad brættet til fordel for erhvervsrettethed, konkurrence og selvfinansiering. Dermed gjorde de igen universitetet afhængigt af dem, der sidder på pengene.

Da Humboldt grundlagde sit universitet i 1809, skete det ud fra en ny og moderne idé om, at forskere ikke skal være i lommen på nogen. Forskning skal være fri og uafhængig – med videnskabeligheden selv som eneste kvalitetskriterium. Formålet med sådan et universitet er “dannelse” – dvs. tilegnelse af viden, også uden at den har et funktionelt formål. Det humboldtske universitet ville udvikle mennesker, der i løbet af livet vokser i visdom – her var “evighedsstudent” ikke nødvendigvis et skældsord! I det hele taget var begrebet “tid” ikke nogen relevant måleenhed for hverken studier eller forskning. Det ville have forekommet komplet latterligt at forcere de studerende igennem deres studie eller at pushe forskerne til at publicere. For når videnskabelighed er det eneste vurderingsparameter, så er det forskningens egne kriterier, der bestemmer – og her er uforudsigelighed ét af de helt centrale. Derfor tager ordentlig forskning den tid, den tager.

Som forsker bliver man helt blød i knæene ved tanken! I dag er vi vel så langt væk fra den tænkemåde, som vi overhovedet kan komme. Universitetet bliver mere og mere “industrialiseret”, og vi skal producere kandidater og forskningsartikler så billigt og så hurtigt som muligt. Forskere skal være effektive og relevante – idéen om en profession, der underviser efter sine egne professionelle standarder, er fuldkommen utænkelig.

For ikke så længe siden kunne vi dog stadigvæk selv tilrettelægge vores kurser, men i dag er universitetsundervisningen helt styret af en samlebåndsmodel, hvor alle moduler skal passe sammen i en funktionel matrice, så der ikke er noget “spild”. Vi har fuldstændig mistet forståelsen og respekten for viden, der ikke har en umiddelbar og let tilgængelig nytteværdi. Det er en farlig kurs, for det får vores hjerne til at skrumpe, og vi bliver dummere, end vi faktisk behøver at være.

Ud fra et intellektuelt synspunkt kan kravet om samfundsmæssig relevans da aldrig kun handle om at producere let tilgængelig og målrettet viden? Det må nødvendigvis også handle om at skabe et samfund, som forstår værdien af viden i sig selv. Forskere er sat i verden for at udvikle viden, og så er det op til samfundet at gøre brug af den forskningsbaserede viden. Sådan må kontrakten være. Men i stedet får vi at vide, at det er for svært, for utilgængeligt, for verdensfjernt etc. … Og så kan vi gå og skamme os over, at vi ikke er relevante. Men det er ikke os, der er noget galt med. Det er de politikere, som vil have flere universitetsuddannede, men ikke vil betale, hvad det koster! Og som ikke forstår, at hele begrebet om kultur og det overhovedet at have et avanceret samfund kræver “unyttig viden”, som ikke umiddelbart kan bruges til noget. Men sådan er det jo nærmest forbudt at tænke i dag!