Bagmanden

Når Europas lande sætter sig sammen og skal blive enige om fælles regler og beslutninger, er det udadtil et spil om beløb, paragraffer og konsekvensvurderinger.

Men det, der får tingene til at lande, er ofte nogle helt andre faktorer: sociale kompetencer, empati, evnen til at kunne analysere en kulturel kontekst og bevidstheden om historisk baggrund.

Vi taler om magtens bagmænd og -kvinder – embedsmænd og diplomater, der ved fælles hjælp og godt hjulpet af sociale relationer og indbyrdes forståelse får lagt de sidste brikker i puslespillet.

Det ved kabinetschef Kim Jørgensen, for han er en af dem.

“Hvis du skal forklare kollegerne fra de andre lande, hvorfor noget er et problem – for eksempel i forhold til dansk arbejdsmarkedspolitik – så kan du bare bedre forklare det over en øl eller en kop kaffe end foran en åben mikrofon”, fortæller han.

Kim Jørgensen er uddannet cand.mag. i historie, og på den måde er han en lidt atypisk figur sammenlignet med sine danske kolleger i diplomati- og embedsmandskorpset, der ofte har samfundsvidenskabelige uddannelsesbaggrunde. Men ser han på, hvilke kompetencer han gør brug af i sit job, er det netop brede humanvidenskabelige kundskaber, han nævner.

“Det er den almene evne til at analysere og forstå en interkulturel sammenhæng. Det er klart, at jeg nogle gange, hvor jeg har siddet og forhandlet EU-traktater eller EU’s budget, kunne have ønsket at jeg var jurist eller økonom. Men overordnet handler det håndværk, jeg udfører, mere om at man kan læse og forstå sammenhænge, har analytisk sans samt en god portion empati. Her er det ligegyldigt om man har læst samfundsvidenskab eller humaniora. Fra et fag som historie kan du for eksempel få nogle ret gode redskaber”.

Goodwillkonto

Når Margrethe Vestager indleder det nye årti som EU-kommissær for både digitalisering og konkurrence, er det med Kim Jørgensen ved sin side. Den erfarne diplomat blev i efteråret udnævnt som Vestagers kabinetschef, hvad der svarer til departementschef i hjemlig sammenligning. Her skal han trække på sit gode netværk i Bruxelles, som han har opbygget særligt gennem fire år som Danmarks EU-ambassadør.

Han beskriver selv EU-samarbejdet som en bank. Hvert land har en konto af goodwill hos de andre lande. Og hvis man sørger for at sætte ind på kontoen, kan man også hæve, når der er behov for det.

“Alle lande i EU har problemer. Den ene dag er det statsstøtte i Grækenland, den næste dag er det et eller andet fiskeriproblem i Spanien. Når der skal findes en løsning, kan man få brug for at hæve på sin “konto”, og det kræver, at man har noget stående på kontoen. Men andre ord er du nødt til at hjælpe dine kolleger en gang imellem, for at de hjælper dig, når du har problemer”, forklarer Kim Jørgensen.

Frokostløsninger

Han nævner som eksempel, da Danmark i 2016 skulle forhandle en særaftale om at deltage i Europol-samarbejdet, eftersom retsområdet er et af de fire danske forbehold. Som EU-ambassadør var Kim Jørgensen en central figur i det forhandlingsspil.

“Ministrenes møder var selvsagt afgørende for at finde en løsning, men nogle af de vigtige løsninger blev fundet over frokoster med dem, der skulle hjælpe os – primært EU-embedsmænd, ansatte i EU-rådet og kommissionen. Ved den slags uformelle møder kan man bedre sige: I kan ikke skrive sådan her, for det bliver læst på den og den måde i Danmark. Det er selvfølgelig vigtigt, at ministrene siger det, når de er her, men sidder du nede i byen som diplomat, har du lidt mere taletid til at skabe forståelse – især hvis du har givet dem en god frokost”.

Ministre, der kommer til Bruxelles for at forhandle med et mandat fra Folketinget, har i sagens natur mindre styr på historikken og de uofficielle goodwillregnskaber, Kim Jørgensen refererer til. For ham ligger der derfor også en opgave i at få de danske politikere til at forstå, hvilke kort man har at spille med.

“Nogle gange er man nødt til at gå en omvej for at komme til et resultat. Det er sådan noget, jeg får min løn for at fortælle politikerne. Da regeringen indgik Europol-­aftalen, måtte vi virkelig hæve meget på kontoen. Og det kunne vi kun gøre, fordi der var en opfattelse af, at Danmark var konstruktiv på en lang række andre områder. Det er noget med at forstå den sammenhæng, du er i, og her er menneskeforståelsen en ret vigtig faktor”.

Måtte forsvare sin uddannelse

Kim Jørgensens uddannelse i historie var lidt et tilfælde. Han kommer ikke ud af en akademisk familie, men hans farbror, som var rektor på et gymnasium, havde læst historie ved universitetet, og det blev så det. Som studerende fik han studiejob i Udenrigsministeriets arkiv, og da han senere blev studentermedhjælp for ministersekretæren, var hans skæbne i udenrigstjenesten mere eller mindre beseglet.

Men historieuddannelsen er noget, han har måttet forklare mange gange, siden han i 1990 blev fuldtidsansat i Udenrigsministeriet.

“I mange år syntes jeg næsten, jeg skulle forsvare min baggrund, og jeg bliver stadig spurgt af unge studentermedhjælpere og praktikanter, hvordan det kan give mening. Men nu er jeg blevet så gammel, at jeg godt kan gå lidt mere offensivt til spørgsmålet og sige, at det i den grad er en oplagt baggrund, og de værktøjer, jeg lærte på studiet, har været til utrolig stor gavn for mig i de poster, jeg har haft i udlandet”.

Ude i den store verden oplever man ifølge Kim Jørgensen væsentligt større diversitet i forhold til diplomaters og embedsmænds uddannelsesbaggrund. Særligt i den amerikanske og britiske udenrigstjeneste er det ikke usædvanligt at møde kolleger, der har studeret eksempelvis græsk og latin.

“I Danmark er vi efter mine bedste begreber meget konservative, i forhold til hvilken baggrund folk skal have – som i rigtig konservative. Der er en udpræget Rip, Rap og Rup-effekt – det vil sige, at man ansætter folk, der har samme uddannelsesbaggrund som en selv. Forskellige studieretninger tillægges meget større betydning end de kan bære, i stedet for at for at fokusere på det væsentlige: Hvordan bringer den enkelte sine kvalifikationer og kompetencer i spil i arbejdet”.

Læser op på historien

Karrieren som diplomat startede for Kim Jørgensen med et job på ambassaden i Paris i 1992-95. Et job, der i høj grad gik ud på at holde sig ajour med fransk politik og rapportere hjem til Udenrigsministeriet, hvor Frankrig stod i forskellige internationale spørgsmål. Det var årene for Balkan-krigen og folkemordet i Rwanda, hvor Frankrig var en vigtig aktør, og generelt var der dengang et tæt sikkerhedspolitisk samarbejde mellem Frankrig og Danmark.

Han havde ikke nogen umiddelbare forudsætninger for det franske, men han gjorde som enhver akademiker, der skal arbejde med et stort projekt: læste op på teorien.

“Jeg var rigtig dårlig til fransk, men jeg kastede mig virkelig ind i det i forhold til at læse bøger om fransk historie og politik for bedre at kunne forstå det land, jeg var i. Jeg synes generelt, jeg er kommet til de lande, jeg har været i, med en nysgerrighed efter at forstå landet. Og jeg tror også, du bliver en bedre diplomat, hvis du virkelig prøver at sætte dig ind i det land, du er i”.

Det gjaldt også hans næste job, som var på den nyåbnede ambassade i Berlin, hvor hele den tyske statsforvaltning var flyttet til efter genforeningen. Og så gjaldt det i særlig grad, da han i Tyrkiet fik sin første post som ambassadør.

“Tyrkiet er et utrolig spændende og meget komplekst land, og som ambassadør er du nødt til at have en forståelse af alt det, der førte til skabelsen af det moderne Tyrkiet. Du er nødt til at læse om ottomanerne, imperiets opløsning, Atatürk, Balkan-krigene og alle mulige ting”.

Sig aldrig nej til te

Ét er viden om historien. Noget andet er viden om traditioner og god skik, hvilket hjælper til at skabe et godt forhold til modparten. Et lille eksempel, Kim Jørgensen nævner, er at håndtere ramadanen, hvor rettroende muslimer skal faste.

“Selv om dine værter faster, vil de ofte tilbyde dig en kop kaffe eller te. Og selv om man gerne vil vise respekt og solidaritet, skal man ikke sige nej tak. Det er et misforstået hensyn, der nærmest vil blive opfattet som uhøfligt”.

Efter et års tid som ambassadør i Tyrkiet rykkede Kim Jørgensen tilbage til Danmark, hvor han bestred chefstillinger i Udenrigsministeriet, inden han i 2015 blev landets EU-ambassadør.

Nu er det imidlertid tid til at skifte kasket og arbejdsplads. Som kabinetschef for Margrethe Vestager skal Kim Jørgensen nemlig ikke længere tjene Danmarks interesser, men derimod EU’s.

Håndværket er dog grundlæggende det samme, nemlig at forstå de forskellige landes interesser og få enderne til at mødes. For selv om vi herhjemme kender Vestager som den stærke dame, der ikke er bange for at uddele en økonomisk lussing eller to til kommercielle giganter, så skal der stadig være politisk opbakning til hendes initiativer.

“Når kommissionen fremlægger et lovforslag, sker det ikke ud af den blå luft. Forud går et hav af møder med alle mulige interessenter fra virksomheder til professorer, ingeniører, og hvad ved jeg. Kommissionen håber at kunne fremlægge det, den mener er rigtigt, men også det, der har gang på jorden”, fortæller han.

Magtkampe

Margrethe Vestager får i forhold til tidligere et udvidet ressortområde, da hun ud over at være konkurrencekommissær også skal være kommissær for digitalisering. Og særligt den sidste del ser Kim Jørgensen som en interessant opgave at være med til at løse.

“En af hovedopgaverne bliver at udarbejde nogle retningslinjer for, hvordan EU skal gribe kunstig intelligens an. Nogle ønsker rigide regler, fordi de er bange for, at kunstig intelligens bliver misbrugt. Andre er imod rigide regler, fordi det kan kvæle de små virksomheders arbejde med kunstig intelligens. Der vil blive nogle magtkampe, og det bliver Margrethe Vestagers og dermed også min opgave at finde den balance”, siger han og nævner også opgaven med at tilpasse reglerne i det indre marked til handlen med digitale varer og ydelser.

Første konkrete opgave har dog været at sammensætte medarbejderstaben i det nye kabinet. En kabale, hvor der skal ses på både køn, geografi og naturligvis de faglige kompetencer. Og så helst en medarbejdergruppe, der spiller godt sammen. Her bruger Kim Jørgensen sine gamle diplomatmetoder: et godt måltid mad og et glas vin. I første omgang har han budt den nye medarbejdergruppe hjem i privaten.

“Jeg har et bordtennisbord derhjemme. Det plejer at ryste folk godt sammen”.

EU-samarbejdet er som en bank. Alle lande har en konto med goodwill, som man løbende sætter ind på og hæver fra. Som EU-ambassadør i flere år var det Kim Jørgensen, der havde styr på regnskabet.