Kvindetanker og mandsmod

Vi er biokulturelle individer. Vores afvisning af at være noget andet stammer fra en uoprettelig angst for at blive låst fast i gamle roller. Biologi og kultur lever i symbiose. De komplementerer og holder om hinanden, som mand og kvinde vil de altid være biologisk forbundne i et kulturelt skuespil, hvor det handler om at spille med.

Der er kræfter i os, der har en biologisk aflejring. Det kan vi ikke gøre så meget ved. Selv er jeg kvinde og er glad for mit køn. Jeg er hverken ked af at skulle side i hugstilling i skoven eller på et tidspunkt at skulle føde i smerte. For en kvindes liv bringer mange goder med sig. Også selv om der i disse goder skulle indgå mandlig attraktion og til tider kønsdiskriminerende handlinger, er det noget, jeg ikke vil være foruden. De kan noget, de mænd. De er ikke bare til pynt. Når #metoo og sexchikane fylder medierne, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvor befriende det ville være ikke at høre om det og se på det. Hvorfor blive fornærmet, når et velment pift eller en kæk kommentar fylder rummet?

Vi er binære. Vi deler op i mand og kvinde. Dag og nat. Lyst og mørkt. Vi er sammensatte og komplementerer hinanden. Vi er ikke dualistiske, men integrerede. Er det forkert at gøre noget gammeldags? Er det for progressivt at gøre noget spektakulært og udfordrende? På godt og ondt må vi leve med den garderobe, der er blevet os givet. Tag tøj på til dagen, og bær det med stolthed. Gå ud og kys en fremmed. Vær modig. Vær dig. Værdig. Men husk også at være det, der forventes.

Vi vil jo gerne ses. Jeg tager pænt tøj og makeup på for at fremstå så attraktiv som muligt til min jobsamtale. Jeg joker endda med, at måske har jeg en chance, hvis jeg lægger hovedet lidt på skrå. Jeg går i høje hæle for at få den perfekte numse. Jeg tager parfume på for at dufte så godt, at du ikke kan modstå min sexappeal. Men du må ikke kommentere noget af det, for så dømmer jeg dig, og du bliver udsat for Berlingskes og Politikens og DR’s læseres rasen. Det er kvindelist uden lige. Snedigt og ualmindeligt dumt.

Hvis vi er forprogrammeret til at indgå i et virvar af kulturelle betingelser og kasteknive af mediestunts, er den bedste måde at forandre os på ved at fordreje den position, vi kommer fra. Erkender vi de kræfter, der spiller ind? Ændres de, hvis vi går til bekendelse? Erkendelse eller fornægtelse. Samfund og kultur er blot skvulp på havets overflade, men biologismen er den evigt tilstedeværende understrøm, der gang på gang hiver os ud på dybt vand. Det er her, vi lærer at svømme.

Jeg mener bestemt, at vi biologisk set har brug for hinanden. Men det bunder i højere grad i spørgsmålet om, hvorvidt det er et samfundskulturelt anliggende at leve sammen. Det er indlysende, at jeg som studerende skal forholde mig kritisk og undrende til disse konstruktivistiske og radikale synspunkter. Dermed ikke sagt, at jeg ikke må have en klar holdning, for det har jeg bestemt. Jeg vil ikke lægge skjul på, at min væren i verden er forbundet med lyst i lige så høj grad som mandens væren i verden. Det bunder i det samme. Nærværet og forløsningen. Men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at hvis manden altid og hele tiden skal være en del af min historie, hvori ligger så min individualitet? Den skal i hvert fald ikke være bundet op på andres begær eller dobbeltdisciplinering. Jeg vil vælge selv, og jeg vil ikke udskammes for mine valg. For så længe de er truffet med tillid til mine egne grænser, lyst og overbevisning, så skal ingen andre sætte spørgsmålstegn. Bare rolig. Jeg har styr på det. Og hvis ikke, så kan jeg karate.