5.000 år gamle fodspor i sandet på Lollands sydkyst giver os et glimt af stenaldermennesket
I et sjældent øjeblik kom arkæolog Peter Deichmann tæt på et stenaldermenneske, da han fandt fodspor fra en stenalderdreng, som for 5.000 år siden var i gang med at reparere et fiskegærde efter en storm. © Foto: Flemming Karlsen
Arkæologerne er glade. For det er helt unikt at finde 5.000 år gamle fodspor, som stenaldermennesker har afsat i havbunden. Ikke desto mindre er det blandt de mange fund, som arkæologerne gør ved Danmarks største stenalderudgravning på Lollands sydkyst.
For cirka 5.000 år siden ramte en stormflod Lollands sydkyst og oversvømmede fiskegærdet, som var placeret tæt på den daværende kyst. Da havet trak sig tilbage, gik en mand og hans søn ud i vandet for at reparere fiskegærdet.
De gik langs den flere meter lange fiskefælde af flettet træ, og på et tidspunkt pressede sønnen med sin bare højre fod sand ned i den bløde havbund og satte spor.
5.000 år senere fandt Peter Deichmann fodsporene, mens han var i gang med at udgrave et fiskegærde, som blev brugt til at lede fiskene hen i rusen.
Organisk materiale fra stenalderen er sjældent
Magisterbladet besøger udgravningen øst for Rødbyhavn. De 14 arkæologer er i gang med at redde de seneste fund, inden de skal forlade udgravningen om fire dage og overlade området til Femern A/S.
Et fiskegærde skal tages op til konservering, og ganske tæt på arkæologerne er en gravko i gang med at fjerne det øverste jordlag, hvor de har fundet en udhulet stammebåd i træ. Den skal også til konservering på Nationalmuseet.
“Folk fra bondestenalderen brugte i høj grad organisk materiale såsom træ, knogler, skind og fibre til redskaber, tøj og andet. Men det er yderst sjældent, at vi finder noget af det, da organisk materiale kun overlever, hvis det aflejres iltfattigt. Ved denne udgravning har gytje og højt grundvandsspejl været med til at give ideelle bevaringsforhold for organisk materiale”, siger Bjørnar Måge, arkæolog og projekt- og udgravningsleder på denne udgravning, som Museum Lolland-Falster står for.
Museet skelner mellem “våde” og “tørre” udgravninger, og de våde ligger inden for et 187 ha stort inddæmmet areal, som tidligere var en lavvandet fjord.
Jorden er så våd, at det har været nødvendigt at dræne rundt om udgravningen for overhovedet at kunne arbejde. Uden drænrør og pumper ville udgravningens sider skride sammen i løbet af få minutter.
Arkæologerne er ved at afslutte anden etape i en af danmarkshistoriens største udgravninger. De har nu gravet tilsammen omkring 75.000 kvadratmeter i det inddæmmede areal, og uendeligt mange ting er dukket op af jorden. For at nævne nogle få har de ud over fiskegærder og fodspor fundet en økse med velbevaret træskaft, en dolk med birkebarksskaft, Danmarks ældste vindruekerne og en birkebegklump med stenalder-dna.
Mennesket ses glimtvis
Peter Deichmann er en af de arkæologer, som knokler med at grave det fiskegærde fri, som skal løftes op til konservering. Alligevel tager han sig tid til at vise de fodspor, som han fandt for nogle dage siden ved et af de andre fiskegærder. Han fjerner forsigtigt et dækken, som skal holde jorden fugtig, og de to fodspor åbenbarer sig ganske tydeligt. Begge er fra en bar højre fod, og de er sat helt tæt på hinanden. Man kan tydeligt se hælens aftegning og ane storetåen.
På spørgsmålet om, hvor stort det var at finde fodsporene på en skala fra 1 til 10, svarer Peter Deichmann begejstret, at det var en klar 10’er.
“Det var virkelig skægt at finde fodsporene, og en heldig sjældenhed, at de stadig er der”, siger Peter Deichmann, som er arkæolog og udgravningsleder på Museum Lolland-Falster.
Fodsporene er en størrelse 36, og derfor regner arkæologerne med, at det var en dreng eller en ung mand, der trådte ned igennem det lag sand, som stormen bragte med sig og lagde oven på det lag af organisk materiale, som arkæologerne kalder gytje.
“Da han løftede foden igen, svuppede sandet så hurtigt tilbage, at fodsporene blev bevaret”, forklarer Peter Deichmann.
I en tidligere udgravning, som sluttede i 2015, fandt arkæologerne to sæt fodspor i størrelse 42 og 36 cirka 10 meter fra det seneste fund. Sporene er sandsynligvis fra de samme mennesker, som ud fra datidens arbejdsfordeling formodes at være en voksen og en yngre mand.
Det er helt unikt at finde fodspor fra stenaldermennesker, og det er de første menneskefodspor i dansk stenalderarkæologi.
“Man kommer pludselig tæt på stenaldermennesket, som vi kun ser i glimt. For vi har ikke fundet mange konkrete spor efter dem såsom grave”, siger Peter Deichmann.
Fire fantastiske fiskefælder
Fodsporene har haft en stor wow-effekt, fordi de giver en form for tilknytning til stenaldermenneskene. Men selv mener Bjørnar Måge, at mange af de andre fund har en større arkæologisk betydning. For eksempel fiskegærderne, som tilsammen er cirka 80 meter langt.
Fiskegærderne består af felter af flettede grene, såkaldte fiskemåtter, som blev hægtet på lodrette, tilspidsede træstager, der var stukket ned i havbunden. De fundne fiskegærder afslører, at de blev opstillet ind mod hinanden enten som et V eller som et Z og dermed virkede som en fælde for fiskene, som blev ledt ind i ruser og derefter var nemme at fange.
Fundet af fiskegærderne viser, at bønderne ud over jagt og indsamling af bær og nødder supplerede bondekosten med fiskeri.
“Høsten kunne slå fejl, så de har vidst, at det var vigtigt med en solid plan B. Så en stor del af eksistensgrundlaget har stadig været fiskeri”, siger Peter Deichmann.
Ældste vindruekerne bekræfter tidlig kontakt sydpå
I stenalderen var Lolland og resten af Danmark dækket af tæt skov, så transportvejene har typisk været havet, fjorde, åer og moseområder inde i landet.
“Man har sejlet langs kysten og snakket med hinanden. Formentlig har man også festet, så familierne kunne mødes og danne nye bånd, og man fik udvidet den genetiske pulje”, fortæller Bjørnar Måge.
De har formentlig sejlet i udhulede stammebåde, som er et andet vigtigt fund, der er gravet frem. Sandsynligvis er de også blevet brugt til at fragte husdyr som geder og køer over Femern Bælt. For udgravningen har afsløret knogler fra en cirka 6.000 år gammel ged og en 5.700 år gammel ko.
“Det er logisk, at man kunne importere ting og sager direkte fra den anden side. For 5.000 år siden kunne man jo også se over til Femern, og der er kun 17 km over til den anden side, så det er helt klart, at de har haft en eller anden form for kontakt”, mener Bjørnar Måge.
At der har været kontakt endnu længere sydpå i bronzealderen, som følger efter bondestenalderen, bekræfter fundet af Danmarks ældste vindruekerne, som er dukket op i en gammel brønd.
“Det er et meget spændende fund. Kernen er fra cirka 900 f.Kr. og bekræfter, at kontakten strakte sig helt ned til Sortehavsregionen og det nuværende Grækenland”, siger Bjørnar Måge.
Kæmpestort forskningspotentiale
Foreløbig ligger alt det organiske materiale, som ikke er sendt til konservering på Nationalmuseet, i en ret fyldt kølecontainer, og næste skridt er at samle prøver og vurdere, hvad der skal sendes til analyse.
“Nogle genstande vil vi gerne bevare, som de er, og bruge i udstillinger. Men vi kan ikke gemme det hele, så nogle af fundene minimeres til prøver, som kan bruges til senere forskning”, siger Bjørnar Måge.
Og forskningspotentialet er stort. Fx kan en lille klump birkebeg, som var datidens lim, åbne op for en vidtgående dna-forskning.
“Dengang opvarmede man beg fra birketræer og tyggede det, for at limen kunne få den rette konsistens, og en af klumperne havde stadig bidemærker”, fortæller Bjørnar Måge.
Dna’et viste sig at stamme fra en kvinde, som levede for cirka 5.600 år siden. Hun havde mørkeblondt hår, blå øjne og ret mørk hud. Ud over at fortælle, at hun havde kyssesyge, lus og bændelorm, fortalte dna-analysen også, at hun havde spist and, ål og hasselnødder.
Klumpen kan få stor betydning for videre forskning og vores viden om de her mennesker, da lignende klumper også er bevaret fra andre udgravninger.
Bjørnar Måge regner med, at der fremover vil komme nye banebrydende metoder, ligesom vi har fået strontiumanalyse og dna-analyse, som vi ikke kendte for omkring 20 år siden. Og når de nye metoder kommer, har museet masser af materiale, som kan fortælle nye historier.
Fodspor og fiskegærder dækkes til igen
Når arkæologerne forlader området, rykker Femern A/S ind. Fodspor og fiskegærder dækkes til igen, og jorden glattes ud, så Femern kan bygge en elementfabrik til det nye tunnelprojekt.
“Det skærer lidt i hjertet”, siger Peter Deichmann.
“Men jeg glæder mig over, man får en sådan sjælden mulighed for at grave så velbevarede trækonstruktioner frem fra stenalderen”, siger han.
Næste opgave er 100.000-130.000 kvadratmeter på tørt land, som skal graves igennem.
Arkæologerne Bjørnar Måge (tv.) og Peter Deichmann ved et velbevaret fiskegærde i træ, som beboerne ved en lavvandet fjord på Lolland flettede af grene for 5.000 år siden og brugte som fiskefælde. Den fugtige jord har bevaret mindst 80 meter af trækonstruktionen fra stenalderen.
Top 10-fund i Femern Bælt-undersøgelserne
5.000 år gamle fodspor i størrelse 36 og 42
Fundet langs et fiskegærde, som en mand og en dreng formentlig var i gang med at reparere efter en storm.
Fire opretstående fiskegærder og en del løse fiskemåtter
Et system af flettede fiskegærder, som blev brugt til fiskefælder. Tilsammen er det 80 meter langt.
En skæftet økse
Øksen var stukket ned i fjorden sammen med padleårer og andet og menes at være en del af et religiøst ritual.
En flintdolk med birkebarksskæfte
En begklump fra birkebark med bevaret dna
For 5.600 år siden har en kvinde tygget på klumpen for at opnå den rigtige konsistens til lim.
Danmarks ældste vindruekerne
Stammer fra 900 f.Kr. og er tegn på kontakt helt ned til det nuværende Grækenland i bronzealderen. Den hidtil ældste vindruekerne er fra 650 e.Kr.
Relativt mange hesteknogler fra bronzealderen
Det er uvist, om hestene stammede fra egnen eller var sejlet over fra Tyskland.
Fragmenter af en udhulet stammebåd
Sandsynligvis brugt som lokalt transportmiddel og til at fragte husdyr de 17 km over Femern Bælt.
Cirka 1.100 benspidser til lystergrene
Lystergrene med benspidser i midten blev typisk brugt til at stange ål med.
Et mindst 700 meter langt og 10-15 meter bredt hulbælte
Et forsvarsværk eller en fysisk grænse, som bestod af en masse huller i jorden. Fundet ved forundersøgelser af næste udgravningsetape, som viser, at man i jernalderen rykkede længere ind i landet og byggede en grænse.