Investeringschef: Sorte aktier kan let undværes
Der er ingen solid dokumentation for, at netop olie- og kulaktier skulle være en forudsætning for at minimere potentielle tab, siger investeringschef i MP Pension, Anders Schelde. © Foto: MP Pension
Det er ansvarligt og fornuftigt, at vi spreder vores investeringer ud og derfor inkluderer olie- og kulaktier, siger DTU-rektor Anders Bjarklev. Men en investeringsekspert modsiger ham.
Det er endnu ikke blevet ulovligt at handle med olie. Og eftersom Danmarks Tekniske Universitet har et ansvar for at forvalte skatteborgernes penge på bedst mulig vis, giver det god mening at sprede universitetets investeringer ud på en stor og bred portefølje af aktier, der også inkluderer olie- og kulselskaber, og dermed minimere risikoen for tab.
Sådan forsvarer DTU-rektor universitetets investeringer i flere hundrede selskaber via flere kapitalforvaltere, herunder i nogle af verdens største CO2-udledere og mest luftforurenende selskaber.
Men ifølge Anders Schelde, investeringschef i MP Pension, er det en helt forkert antagelse.
“Det er en meget udbredt forestilling, at stor spredning i investeringerne minimerer risiko for tab, men faktisk er det sådan, at når du har noget, der ligner 25-30 forskellige aktier i din beholdning, så følger du statistisk set markedsudviklingen”, siger han.
Desuden er der ingen solid dokumentation for, at netop olie- og kulaktier skulle være en forudsætning for at minimere potentielle tab, påpeger han og henviser blandt andet til London School of Economics’ undersøgelse af udviklingen i afkastet på aktiemarkedet siden 1925, hvor energisektoren er pillet ud af ligningen.
“Tager man hele energisektoren ud, så har man over næsten 100 år fået et afkast, der er 0,05 pct. lavere eller 11,48 pct. mod 11,53 pct. Med andre ord holder argumentet om diversifikation ikke rigtigt, og under alle omstændigheder skal man jo kigge fremad, og der forudser vi dårlige afkast for energisektoren over de kommende årtier”, siger Anders Schelde.