Hvis du er dygtig og føler dig som en fiasko, er du ikke alene …

Tone har en indre stemme. Den fortæller hende, at hun ikke er god nok. Hun skammer sig over, at hun ikke slår til, og at alle andre klarer sig meget bedre. De andre er studiekammeraterne og akademikervennerne, der har succes på arbejdsmarkedet og tjek på privatlivet.

Tone er en figur i en tegneserie. Men hun kunne være en ung akademikerkvinde i virkelighedens verden, der kæmper med angsten for ikke at være god nok. Som bliver frustreret, når chefen siger, at hun kan nøjes med at løse opgaver 70 procent, og bliver usikker, når hun får ros, som ikke er konkret.

Tegneserien “Tone og kampen for cv’et” er skrevet og tegnet af cand.mag. i arbejdslivsstudier Tine Maria Beÿer, som ønsker at fortælle, hvordan det er at have en akademisk uddannelse og samtidig være ekstra følsom og kæmpe med angst. At identificere sig med venner, der har styr på det hele, og samtidig føle, at man ikke selv har styr på en skid. For hun mener, det gælder for en del unge akademikerkvinder.

“Det, der interesserer mig, er, hvor fællesmenneskeligt det er, at vi taler ned til os selv og ikke tror, vi er gode nok, selv om vi er veluddannede, intelligente og kompetente”, siger Tine Maria Beÿer.

Og det kender Signe godt. Hun er cand.mag. i anvendt kulturanalyse fra 2017 og begyndte hurtigt efter i sit job på et analysebureau som projektleder, hvor hun både planlægger og gennemfører projekter, har salg og indledende kundekontakt, skriver rapporter og viser det endelige produkt frem for kunden. Desuden har hun ansvaret for tre assistenter og en praktikant.

“Selv om jeg godt ved, at jeg er dygtig og har en akademisk baggrund, er jeg selv min hårdeste dommer. Især i begyndelsen tænkte jeg meget over, om det, jeg lavede, var godt nok”, siger Signe, som ikke hedder Signe i virkeligheden. Hun ønsker at være anonym, men redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet.

Impostorfænomenet
Der findes et udtryk for det at være dygtig og samtidig føle sig som en fiasko: impostorfænomenet. Kort fortalt handler det om, at man har et urealistisk billede af sig selv. Typisk har man en følelse af, at man er nødt til at lade som om, så de andre ikke finder ud af, at man faktisk ikke kan noget. 

Tone har impostor for fuld udblæsning, og selv om Signe ikke ligefrem har følt sig som en fiasko, har hun mødt impostoren.

“De første mange måneder var jeg bange for at falde igennem, og jeg tænkte, at jeg var nødt til at løbe hurtigt for at vise, at jeg kunne noget, vinde point og passe ind. At jeg var kompetent til jobbet”, siger Signe.

Impostorfænomenet blev opdaget i 1970’erne af blandt andre den amerikanske psykolog Pauline Clance, som i sin bog “The Impostor ­Phenomenon – When Success Makes You Feel Like a Fake” fremhæver, at det ofte rammer de dygtigste og mest intelligente.

At det ikke er et ukendt fænomen blandt DM’s medlemmer, viser en meget stor tilslutning til fyraftensmøder om impostorfænomenet og særligt sensitive, som DM inviterede til for nogle år siden. Møderne var fuldt besat og ofte med venteliste.

“Mange får en impostor på et tidspunkt. Også mænd og succesfulde kvinder, der gennem flere år har vist, at de er dygtige. Derfor er det vigtigt at tale om det”, siger Tine Maria Beÿer, som mener, at vi skammer os over vores usikkerhed og ikke tør snakke om det, da det ikke passer sammen med robusthed, og hvad der ellers vægtes i jobopslagene.

Har valgt sin egen vej
Tine Maria Beÿer kan kende en hel del af sig selv i Tone. Hun har fundet sin egen retning, da arbejdsmarkedet ikke passede til hende, da hun søgte job som færdiguddannet kandidat.

“Jeg havde to små børn, der aldrig sov, og en mand, der var kok. Jeg var sensitiv i forvejen og havde hovedpine af et piskesmæld, som jeg fik efter en bilulykke. Så jeg kunne simpelthen ikke overskue et fuldtidsjob”, siger Tine Maria Beÿer, som derfor kun søgte deltidsjob og samtidig tegnede og udførte frivilligt arbejde og var formand for bestyrelsen i børnenes institution, hvor hun brugte sine arbejdslivsstudier.

Tine Maria Beÿer blev behandlet for piskesmæld hos en kraniosakralterapeut, som blev åbningen til hendes fremtidige karriere. Hun blev så begejstret for behandlingen, at hun valgte at uddanne sig inden for kraniosakralterapi.

“Ud over at hjælpe på hovedpinen hjalp behandlingen mig til at føle mig tilpas i min krop og med at acceptere mig selv som den, jeg er”, siger hun og fortæller, at det er en fysisk terapi, som kombineres med samtale, og som handler om at afbalancere nervesystemet og vejrtrækningen.

“Akademisk følte jeg det som en falliterklæring, for hvad skulle jeg bruge alle mine kompetencer og al min intelligens til? Men jeg lærte hurtigt at tænke i sammenhænge og fandt ud af, at mit arbejdslivsstudie slet ikke var tabt”, siger Tine Maria Beÿer, som har mange unge akademiske kvinder i sin praksis.

“De unge akademikerkvinder er mine yndlingsklienter. Vi taler ofte om arbejdsliv, og der har jeg meget at bidrage med, fordi jeg har en viden om, hvordan strukturer og kommunikation mellem chef og medarbejder påvirker arbejdsidentiteten og effektiviteten”, siger Tine Maria Beÿer, som også var uddannet kaos­pilot og coach, inden hun læste arbejdslivsstudier.

“Så man kan sige, at jeg har fundet min helt egen måde at bruge min akademiske uddannelse på”, siger hun.

Stil krav til chefen
Hendes klienter har ofte en stor usikkerhed i forhold til jobbet. De bliver frustrerede og usikre, når de fx ikke får lov til at bruge deres viden og uddannelse og i stedet får at vide, at de ikke skal være så grundige. 

I tegneserien siger Tones chef fx: “Du skal da ikke sidde her hele natten over de plancher, du skal da bare gå hjem, du har også en familie. Det er ok, at du kun leverer 70 procent”.

En umiddelbart empatisk chef, men Tone bliver helt blank i øjnene, for hun forstår ikke, hvad han mener, og spørger heller ikke, men vender det indad og grubler over, hvad det mon betyder.

“Hun burde spørge, hvad han mener med 70 procent”, siger Tine Maria Beÿer.

“Men der hersker en arbejdskultur blandt nyuddannede akademikere, hvor man skal være taknemmelig for, at man har et job, og derfor vil de ikke stille krav eller vise usikkerhed”, mener hun og opfordrer kvinderne til at stille krav til deres chefer, spørge mere og fortælle, hvordan de har det.

“Nogle gange bliver mine klienter helt overraskede over, hvor meget deres chef ønsker at imødekomme deres behov, hvis de formulerer konkrete forslag”, siger hun.

Men ikke alle chefer er lige gode til at være tydelige, og så er det svært at gennemskue kriterierne for succes, og derfor bruger kvinderne også energi på at spekulere over den ros, de får, fx: godt arbejde, det klarede du fint, eller den sad lige i skabet.

“Der er forskel på ros og anerkendelse, og det er fuldstændig tomt at få ros, hvis man ikke ved, præcis hvad man får ros for. Derfor skal chefen være specifik”, siger Tine Maria Beÿer.

Ellers giver det blot en adrenalinrus, for hvis man ikke ved, hvad man bliver målt på, eller hvad der forventes af en, vender usikkerheden hurtigt tilbage”, siger hun.

Signes chef giver hende hverken feedback eller anerkendelse, og hun har i det hele taget ikke megen kontakt med sin chef og savner det.

“Jeg synes, det er supervigtigt med tilbagemelding og nogen at sparre med. Hvis jeg havde bedre kontakt med min chef, kunne der have været mere udvikling i det, jeg har lavet. Det ville give en helt anden energi”, siger Signe.

God ledelse for følsomme
Tine Maria Beÿer understreger, at et godt arbejdsfællesskab er et samspil mellem medarbejder og chef. Det betyder, at man kan være en god og kompetent medarbejder med den rigtige chef og i det rigtige arbejdsmiljø, selv om man er sensitiv og har impostor.

“Det kræver fx, at man kender arbejdsopgaverne og får løbende feedback fra chefer og kolleger. Det er den strukturelle kur mod impostor”, siger hun og mener, at det er en udfordring, at de kvinder, hun møder, ofte skammer sig over at have behov eller grænser i forhold til arbejdet.

Signe blev ikke ordentligt introduceret til arbejdsopgavernes indhold og omfang.

“Det var ingen ledelse, der definerede en klar afgrænsning af mine opgaver og mit ansvar, så jeg påtog mig alt for meget. Jeg kunne se, at der var opgaver, som andre ikke tog på sig, og så gjorde jeg det, selv om jeg følte et stort arbejdspres og havde meget overarbejde”, siger Signe.

Hendes chef hverken gjorde eller sagde noget, og i starten tænkte hun, at det nok bare var normalt, at det var sådan, og hun har aldrig fået talt med chefen om det.

“Jeg så det som et svaghedstegn at tage det op. Men jeg er blevet meget bevidst om, at jeg i mit næste job skal have en nærværende chef, gode kolleger og et godt arbejdsmiljø. Og så skal jeg være bedre til at sætte grænser, sige fra og forventningsafstemme”, siger hun.

Tine Maria Beÿer mener, at det er, som om en del af de unge kvinders menneskelighed skal holdes hemmelig, og at sårbarhed er en skamfuld ting, og hun vil gerne invitere mere menneskelighed ind i hele jobkulturen.

“Tænk, hvis man så et jobopslag, hvor der stod, at sårbarhed og impostorsyndrom er helt ok Så var vi nået langt”, siger hun.

Tine Maria Beÿers grafiske roman om den følsomme akademikerkvinde Tone er udkommet i 2. oplag på Byens Forlag. Tone er en nyuddannet akademikerkvinde, som kæmper for at holde sammen på sin hverdag og med at skjule sin egen usikkerhed og sårbarhed på et lidt for effektivt arbejdsmarked. Grafik: Tine Maria Beÿers.