Professor: Der bliver mere og mere bullshit
© Joachim Adrian/Politiken/Ritzau Scanpix
Klassikeren “Om bullshit” bliver nu genudgivet på dansk med oversættelse og forord af professor Christian Kock. Han mener, at det er mere relevant end nogensinde før at tale om bullshit.
Det er nok de færreste, der ville forvente, at en professor emeritus’ genudgivelse af et gammelt sprogfilosofisk essay er opskriften på en kioskbasker.
Det var imidlertid, præcis hvad det var, da Harry G. Frankfurt I 2005 fik genudgivet et essay med den fængende titel “On Bullshit”, som han havde skrevet i 1986. Essayet lå i 2005 på bestsellerlisterne i flere måneder, og der blev talt om Frankfurts definition på begrebet bullshit i alt fra “The Daily Show” til seriøse debatartikler.
Nu bliver det populære essay genudgivet på dansk med oversættelse og nyt forord af retorikprofessor Christian Kock. Han mener, at teksten er mere aktuel nu end nogensinde før.
“Bullshit bliver mere og mere dominerende i det offentlige rum og i politik. Dengang Frankfurt skrev essayet, var det begyndt at spille en vigtig rolle, men sidenhen er det bare vokset og vokset. Det er et fænomen, som gør lige så stor skade som fake news og hate speech”, fortæller han.
Ifølge Frankfurt er et udsagn bullshit, når afsenderen er ligeglad med, om det, han siger, er sandt eller falsk. Bullshit er altså ikke nødvendigvis løgn, og ofte vil det slet ikke være muligt at vurdere, hvorvidt udsagnet er sandt eller falsk.
Christian Kock giver et eksempel på et udsagn, som bl.a. Inger Støjberg og politikere fra DF er kommet med:
“De siger, at integrationen af ikkevestlige indvandrere er mislykkedes i alle lande. Men der er ikke et klart begreb om, hvad det vil sige, at integration er lykkedes – hvad mener man med, at den er lykkedes? Hvor mange procent skal være integreret, og hvad vil det sige, at den enkelte er det? Alt det er fuldstændig, hamrende uklart. På den måde er udsagn fra Støjberg med flere bullshit, for man kan ikke gå ud og kontrollere, om det er sandt eller falsk”, forklarer han.
Politikernes ærinde er således ikke nødvendigvis at overbevise nogen om, at de taler sandt, når de bullshitter. Ifølge Christian Kock og Harry G. Frankfurt handler det derimod om at vække følelser hos modtagerne, at påvirke dem til at handle på en bestemt måde eller at få dem til at føle sig inkluderet i et fællesskab.
Christian Kock understreger, at bullshit forekommer i alle samfundslag – ikke kun blandt politikere. For eksempel er de ting, fodboldhooligans råber, et godt eksempel på, hvordan man skaber fællesskaber gennem bullshit.
“Når de eksempelvis siger, at en spiller på det andet hold er bøsse, så interesserer de sig ikke for, om det er rigtigt eller ej. Det er ikke engang sikkert, at de, der råber, har noget imod bøsser – det er bare et udsagn, som man prøver at kyse modparten med, imens man styrker sit eget sammenhold”, fortæller han.
Akademisk bullshit
Også inden for akademia finder man bullshit. Akademisk bullshit handler ifølge Christian Kock især om at bluffe sig til status og udelukke udenforstående gennem smarte begreber og udtryk.
“Hvert tidsskrift og hvert fag har sin diskurs, og dem skal man tale i for at blive anerkendt. Hvis man tilmed kan føje nye ting til diskursen, er det særlig godt. Så er der nogle, der ikke forstår, hvad man siger, og det medvirker til, at de bliver imponerede og tænker: “Sådan skal jeg også udtrykke mig, så er jeg inde i gruppen, og så kan nogle andre føle sig udenfor””, fortæller Christian Kock.
Der er mange af de moderne x-studier, altså eksempelvis udviklingsstudier osv., der er pseudovidenskab. Den venstreorienterede feminisme er pseudovidenskab. Alt hvad der på en eller anden måde har noget med Judith Butler at gøre, er pseudovidenskab. Det er vrøvl. - Henrik Dahl, uddannelses- og forskningsordfører i LA.
Selv en erfaren professor som Christian Kock oplever, at han ikke altid kan følge med i den akademiske jargon, han møder til daglig.
“Når jeg læser de nyeste tidsskrifter, så er der meget af det, jeg ikke forstår. Det gider jeg ikke blive imponeret af”, siger han.
Han mener også, at nogle grene af videnskaben endda kan have været med til at legitimere den ligegyldighed over for sandhed, som er kendetegnende for bullshit.
“I flere forskellige retninger af akademisk tænkning har man diskuteret, hvorvidt alle udsagn bare er diskurser, der kæmper om magten, uden at den ene diskurs er mere sand end den anden. Den slags tænkning, hvor sandhedsbegrebet er relativt, og hvor man mener, at hver har sin sandhed, har måske været med til at legitimere en tilbagelænet holdning over for det grundlæggende i sproget, nemlig at man bruger det til at sige noget om virkeligheden”, fortæller Christian Kock.
Han fremhæver dog også, at selvom der altså kan være en del bullshit også inden for akademia, så er akademikere gode til at spotte bullshit.
“Mennesker med uddannelse såsom Magisterforeningens medlemmer skulle prøve at sige: “Vi har fået vores uddannelse, så vi kan gennemskue bullshit og prøve at bekæmpe det””, siger han.
Bullshit er farligt
Donald Trump er ifølge Christian Kock et godt eksempel på, at der, siden Harry G. Frankfurt skrev sit essay i 80’erne, er kommet meget mere bullshit til.
Udviklingen er sket gradvis. Blandt andet gennem sociale medier.
“De har sat turbo på fænomenet og ganget det op. Det går enormt hurtigt med at udsprede bullshit, alle kan gøre det, og man kan gøre det anonymt. Udviklingen er også sket ved, at politikere og partier har oprustet med spindoktorer og professionel politisk kommunikation i en uhørt grad siden 90’erne. Konsulenter har lært politikerne at snakke bullshit”, siger Christian Kock.
Han mener, at det er en farlig tendens.
“Det undergraver sproget. Sproget har vi ellers haft i årtusinder til at tale sammen og påvirke hinanden under den forudsætning, at sprogets kerne er, at det siger noget om virkeligheden. Det, der sker med bullshit, er, at den kerne fordufter, fordi det, vi siger, ikke længere er noget, hvor vi prøver at tale om virkeligheden”, fortæller han og nævner hate speech som et eksempel på, hvad der kan ske, når man er ligeglad med sandheden.
I valgkampen ser han allerede eksempler på, at man bruger vage eller meningsløse begreber.
“For eksempel det såkaldte paradigmeskift. Mange har påvist, at forskellen, det gør i forhold til den politik, der i praksis bliver ført i forvejen, er enormt lille, så derfor er det et begreb, som ikke betegner særlig meget reelt. Det udtrykker bare en holdning, en manifestation, der skal få det til at se stort ud”, fortæller Christian Kock.
Han fortsætter:
“Det skal få det til at lyde, som om DF er befolket af intellektuelle mennesker, der bruger ord som paradigmeskift. Det er jo noget, der er hentet fra videnskabsteorien og Thomas Kuhn. Det, at de kan bruge den slags ord, viser, at de skam også er dannede og intellektuelt oppe på dupperne. Det er en Morten Messerschmidt-effekt at bruge den slags ord. Det skal vise noget om dem selv og siger ikke særlig meget om virkeligheden: Man er ikke et parti for landsbytosser”.
Henrik Dahl om Bullshit
En af dem, der har taget begrebet bullshit til sig, er sociolog og politiker Henrik Dahl (LA). Han er begejstret for bogen og anbefaler alle at læse den.
“Bogen er for det første virkelig morsom. Det er en professor I filosofi, som tager et ikke særlig høvisk ord og foretager en stringent analyse af det. Det svarer til en dr. Phil, der skriver afhandling om, hvad pis mig i øret betyder. For det andet giver bogen et sprog og begrebsapparat til at forholde sig til nogle ting, som det ellers ville være svært at forholde sig til”, siger han.
Henrik Dahl deler til gengæld ikke helt Christian Kocks holdning til, at “paradigmeskift” er bullshit.
“Han skal være velkommen til at kalde det bullshit, og hvis du med paradigmeskift forestiller dig verden før og efter Kopernikus, så er det måske lige at oversælge det, for hvor mange flere, der over tid vil blive repatrieret, det er svært at sige. Men der er en ændring i hele diskussionen om, hvorvidt asylansøgere som hovedregel skal gøres til indvandrere, eller de ikke skal”, fortæller han.
Henrik Dahl sidder på sit kontor på Christiansborg. Han ærgrer sig over, at der ikke er et politisk klima, hvor man kan være mere bramfri.
Han fremhæver i stedet Alternativets leder Uffe Elbæks udtalelser som gode eksempler på bullshit.
“Han er blevet knaldet i “Detektor” meget ofte – måske mere end nogen anden. Det stopper ham jo ikke og heller ikke hans proselytter. Jeg skrev engang 2-3 minutter af “Debatten” ud verbatim, hvor han deltog, og satte røde streger. Der var fejl ved hver anden linje. Det er jo helt vildt”, siger han.
Også inden for akademia finder man meget bullshit, mener Henrik Dahl, der blandt andet har en fortid som adjungeret professor på CBS.
Han ser det dels i det akademiske sprog. Som en parodi på sproget inden for pædagogisk forskning skrev han eksempelvis engang i en anmeldelse følgende forklaring på, hvorfor en spade ikke er en spade:
“Det er den del af haveperson-muldjordredskabsnetværket, der i samvirke med havepersonaktøren strukturerer havemiljøet, så der opstår intersubjektiv overensstemmelse om, at det er passende at anvende termen “jordhul””.
Desuden mener Henrik Dahl, at især humaniora og samfundsvidenskab er i krise over pseudovidenskab.
“Der er mange af de moderne x-studier, altså eksempelvis udviklingsstudier osv., der er pseudovidenskab. Den venstreorienterede feminisme er pseudovidenskab. Alt hvad der på en eller anden måde har noget med Judith Butler at gøre, er pseudovidenskab. Det er vrøvl”, siger han.
En ny form for politiker
Henrik Dahl synes ikke, at det nødvendigvis er problematisk, at man “oversælger” med et begreb som paradigmeskift.
“De fleste, der læser en avis hver dag, ved, at man, ligesom når man ser en reklame, måske ikke får den fulde sandhed i politik”, fortæller han.
Han ærgrer sig alligevel over, at politikerne generelt er blevet mindre bramfri i dag.
“Politikere som Thor Pedersen og Svend Auken havde en slags værkstedshumor, en særlig form for bramfri humor. Med det klima, du har i politik i dag, ville den slags politikere have sæsonkort til at sidde i samråd. Der er ingen, der reelt bryder sig om bramfri politikere”, siger han.
Henrik Dahl nævner sin partifælle, transportminister Ole Birk Olesen, der bl.a. har fået kritik for sit kvindesyn efter et debatindlæg, hvori han havde “syv anklager mod kvinder”.
“Ole Birk har ikke noget imod kvinder, men han kan godt skrive en spidsvinklet artikel, og så sidder der sådan nogle forurettede damer fra Socialdemokratiet efterfølgende. Så må man spørge sig selv: “Gider jeg det her?” Og så bliver man måske mere kedelig. Folk vil gerne have politikere, der taler lige ud af posen, indtil de gør det – så vil de ikke have det længere”, fortæller Henrik Dahl.
Han indrømmer, at det i nogle situationer kan være nødvendigt at bullshitte som politiker for at undgå besvær. For eksempel hvis en journalist stiller nærgående spørgsmål til forhandlinger, der er undervejs, eller til intern splid i en koalitionsregering.
“Der kunne man sige, at man synes, de andre er nogle idioter. Det gør man måske også over for sin kone, men ikke over for journalisterne. For det ville skabe store overskrifter og sende partilederen på overarbejde. Så er man nødt til at bullshitte i en god sags tjeneste og gå lidt let hen over det”, siger han.
Under interne møder har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i den forbindelse et fast motto ifølge Henrik Dahl:
““Det må vi skrive om i vores erindringer”, siger han altid”.