Debatbog: Dørene til verden lukker sig

Udsultningen af de store sprogfag skal stoppe nu, og fremmedsprog skal prioriteres langt højere i det danske uddannelsessystem. For hvis et lille sprogområde som Danmark lader sig nøje med at fokusere ensidigt på ét fremmedsprog, så risikerer vi at blive både fattigere og mere overfladiske. 

Sådan lyder opsangen fra de to forfattere til en ny debatbog, “Sprogløse verdensborgere”. Bogen udkommer op til offentliggørelsen af regeringens nye nationale sprogstrategi umiddelbart efter sommerferien.

På tætteste hold har lektor i fransk ved Københavns Universitet Lisbeth Verstraete-Hansen og tidligere professor i tysk ved KU og CBS Per Øhr­gaard oplevet, hvordan universiteternes sprog- og kulturuddannelser igennem snart 20 år er faldet i både agtelse og taxameter.

Det ensidige fokus på engelsk risikerer at give voldsomt bagslag, mener de to.

“Som samfund har vi forsømt at tage stilling til, hvad vi skal bruge af sproglig og kulturel indsigt for at kunne klare os på verdensscenen. Det batter langtfra med kun ét fremmedsprog, når det gælder sikkerhedspolitik eller komplicerede klimaforhandlinger. Det sidste så vi tydeligt demonstreret under COP15 i København”, siger Lisbeth Verstraete-Hansen.

Havde vi for 30 år siden alene tænkt i anvendelse, så havde vi optaget adskillige hundrede studerende på japanstudiet, for dengang troede hele verden, at japanerne ville få den rolle, som kineserne løb med, påpeger Per Øhrgaard.

“Der sker mange udviklinger i verden, som ikke er til at forudse, og som vi derfor heller ikke kan planlægge en sprogpolitik ud fra. Fremtidens sprogberedskab er derfor nødt til at være både dybt og bredt, så vi er forberedt på lidt af hvert”, mener tyskprofessoren.

Anvendelse, anvendelse, anvendelse
I bogen opridser de to forfattere det, de mener er konsekvenserne af årtiers fejlslagne uddannelsespolitik på sprogområdet:

• EU mangler danske tolke, samtidig med at sikringen af translatør- og tolkefaglige specialiseringer er fjernet.
• Erhvervslivet efterspørger arbejdskraft med sproglige kvalifikationer, samtidig med at man er holdt op med at udbyde erhvervssproglige uddannelser øst for Storebælt.
• Man kalkulerer med en mangel på gymnasielærere i tysk og fransk i nær fremtid, men på grund af dimensionering uddanner universiteterne kun et sted mellem 10 og 30 kandidater med gymnasielærerprofil om året i de store fremmedsprogsfag fransk og tysk.

At der tilmed har manglet stabilitet i sproguddannelsesmiljøerne, ser lektor Lisbeth Verstraete-Hansen som endnu et kæmpe problem.

“I de syv år, jeg underviste på CBS, var alle de sproginvolverende BA-uddannelser konstant lukningstruede. Alle endte da også med at blive afviklet – bortset fra uddannelsen med engelsk – angiveligt fordi taxameterpengene var for små. Forestil dig at være studerende på de vilkår. Og forestil dig at være forsker, når fokus defineres udefra som anvendelse, anvendelse, anvendelse. Hvem vælger under de omstændigheder at arbejde med sprog?” spørger hun.

Retten til at deltage er i fare
Mens det står mere end sløjt til med respekten for sproglige kvalifikationer i Danmark, bliver fx Emmanuel Macrons nye regering i Frankrig fremhævet for sine stærke sprogkompetencer.

“Det er meget mere end symbolpolitik, når Macron udpeger en premierminister og en finansminister, der begge taler flydende tysk, en forsvarsminister, der taler både flydende tysk og engelsk, og en germanofil international rådgiver, der også kender til russisk og andre slaviske sprog. De skal stå side om side med tyskerne i EU, løse den optrappede konflikt med Rusland og forhandle brexit med briterne”, fortæller Lisbeth Verstraete-Hansen.

Det er ifølge Per Øhrgaard absolut sidste udkald, før Danmarks døre til verden begynder at lukke sig. Om den nationale sprogstrategi vil hjælpe, afhænger af, hvordan den ser ud.

“Universiteternes formålsparagraf handler om forskning og undervisning på højeste videnskabelige niveau – ikke om at servicere erhvervslivet. Men også arbejdsmarkedet er bedst tjent med kvalitet. Det skader sig selv ved at ville målrette uddannelserne. Sprogfag skal være stedet, hvor studerende bliver præsenteret for alle de trestjernede seværdigheder inden for et kulturområde”, siger Per Øhrgaard.

12-taller spildt på sprog
Allerede nu kan udsultningen af sprogfagene aflæses i den undervisning, som folkeskolen tilbyder, vurderer han.

“Fødekæden af kompetente sprogfolk er tæt på at blive brudt, og det er meget kritisk, at der fx kun er to læreruddannelser tilbage, der kan tilbyde fransk som linjefag”, påpeger Per Øhrgaard.

Lisbeth Verstraete-Hansen tror, det bliver vanskeligt at gøre de yngre generationer motiverede til at interessere sig for fremmedsprog.

“Retorikken i de senere år har været med til at skabe et billede af sprogstudierne som enten irrelevante, lavtlønnede eller væksthæmmende. Det er stærkt adfærdsregulerende, hvis en 12-talsstudent får en opfattelse af, at det er spild af talent at læse sprog”, pointerer hun.

Taxametersystemet er en illustration af, hvad der sker, når man ikke har en uddannelsespolitisk vision for sprogområdet, skriver de to forfattere.

“Jeg kunne ønske mig, at man sikrede sprogfagene mod konjunkturudsving og ikke lod lokale strategier overtrumfe nationale hensyn”, siger Lisbeth Verstraete-Hansen.

“Der er en komplet mangel på forståelse for, hvad det kræver at lære et sprog til gavns, og at det ikke kan gøres uden kulturel og historisk indsigt. En hel værktøjskasse koster nu engang lidt mere end en hammer og to søm”, supplerer Per Øhrgaard.

Bogen “Sprogløse verdensborgere” er netop udkommet på Djøf Forlag.