Formål og frihed - eller endnu en omgang målstyring

Det er nu godt ni måneder siden, aftalen om reform af hele det professions- og erhvervsrettede uddannelsesområde landede. Men hvordan går det egentlig med at indfri de politiske ambitioner? Og hvad hæfter jeg mig særligt ved i denne temperaturmåling?

Jeg må naturligvis tage det forbehold, at mange reformelementer stadig er tidligt i deres udviklingsforløb, og meget kan nå at blive justeret. Det vil der også være behov for, hvis de politiske intentioner om mindre detailstyring og mere lokal frihed skal blive et reelt resultat af reformen.

Set fra et underviserperspektiv lover det første trekvarte år imidlertid ikke alt for godt for dette mål.

Det er helt åbenlyst, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen (UFS) har fået en enorm opgave med at lede udviklingsprocesserne og sikre fremdrift og konkret udarbejdelse af nye bekendtgørelser – både uddannelses- og rammebekendtgørelser.

Når området er så stort, at det dækker stort set alle professions- og erhvervsakademiuddannelser, kræver det selvfølgelig et vist styringsregime for at nå i mål inden for de meget korte deadlines, der er sat for reformens ikrafttræden.

Men der etableres nogle tvivlsomme designstrukturer, når bekendtgørelser på tværs skal have ens udtryk, og når sundheds- og erhvervsakademiuddannelserne endda skal struktureres på samme måde og forankres i fælles rammebekendtgørelser.

Disse dele af processen giver anledning til stor bekymring for de enkelte uddannelser i egen ret.

Det gælder også i udviklingen af specifikke uddannelsesbekendtgørelser – som for eksempel den for en ny og bedre pædagoguddannelse. Aftalen udtrykker meget tydeligt, at man vil gøre op med det målstyringstyranni, der har domineret den eksisterende uddannelse, ved at ”de nuværende, specifikke videns-, færdigheds- og kompetencemål erstattes af få, overordnede formålsbeskrivelser”.

Alligevel har der sneget sig en selvfølgelighed ind i samtalerne om uddannelsesdesignet, hvor det forudsættes, at der nødvendigvis skal være tydelige mål både for uddannelsens faglige elementer og for uddannelsen som helhed.

Som underviserrepræsentanter støtter vi i DM fuldt ud, at der uddannes til en enhedsuddannelse, og at der derfor skal være en grundlæggende struktur med et klart, professions- og uddannelsesrettet formål.

Dette formål skal have en retning, som kan udbygges med formål for uddannelsens faglige elementer. Kombinerer man dette med aftalens ambition om friere rammer og færre mål – hvor institutionerne ”i højere grad gives frihed til at fastlægge uddannelsernes indhold og tilpasse uddannelsesforløbene efter faglige hensyn og studentersammensætningen på den enkelte institution” – indfrier man efter min vurdering reformens politiske mål.

Lidt forenklet gav politikerne hinanden håndslag på, at den kommende pædagoguddannelse skal kendetegnes ved formål og frihed. Det er vanskeligt at sige, hvor en endelig bekendtgørelse vil lande på temperaturbarometret.

Men lige nu er der en lidt lunken tendens til, at målstyringen vil gentage sig. Noget af forklaringen ligger i det centrale styringsregime. Noget andet i de styringstilbøjeligheder, der institutionelt er opstået som følge af, at institutionerne har fået et implementeringsansvar.

Og noget – ikke uvæsentligt – handler om, at mange af de involverede interessenter i dialog- og arbejdsgrupperne har hver deres kæpheste, som de ønsker afspejlet i det endelige resultat.

I har hørt mig sige mange gange, at det kludetæppe af særinteresser, som prægede den bekendtgørelse, pædagoguddannelsen fik i 2014 (og som har været en stor betonklods om foden på de lokale muligheder for at tilrettelægge ordentlige udbud), for alt i verden ikke må gentage sig.

Jeg vil hævde, at der politisk er leveret på denne del. Men nu handler det om, at vi alle skal holde os i tøjret, så vi ikke igen nationalt skaber en ny overimplementering af kæpheste og styringslogikker.