Spring menu over
Dansk Magisterforening

EVA lukker: Et farvel til brugbar viden eller forsimplede analyser?

Design Uden Navn (8)

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) blev oprettet i 1999 og er en uafhængig organisation under Børne- og Undervisningsministeriet. EVAs opgave har været at evaluere og kvalitetsudvikle hele det danske uddannelsessystem.  Illustration: Rasmus Meisler

Del artikel:

Midt i en reformstorm på uddannelsesområdet vækker lukningen af Dansk Evalueringsinstitut (EVA) bekymring. Samtidig lyder kritikken, at EVAs viden har været for snæver i sit fokus.

Det er kun tre år siden, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) flyttede fra Østerbro til Holbæk. Men knap som de 80 medarbejdere har fundet sig til rette, er det slut. 

I over 25 år har EVAs opgave været at evaluere og undersøge hele det danske uddannelsessystem. Som følge af regeringens nye finanslov afvikles instituttet i løbet af 2026. Alle medarbejdere – herunder 50 akademikere – afskediges.

Begrundelsen er regeringens plan om at spare 5,5 milliarder kroner på statslig administration.

Lukningen bliver et betydeligt tab for uddannelsessektoren, mener Charlotte Høy Worm, direktør for Pædagogik og Samfund på UCL, der vurderer, at sektoren i fremtiden kommer til at mangle den viden, EVA har tilvejebragt.

Sektor vil savne praksisnær viden 

Charlotte Høy Worm har især sat pris på EVAs høje anvendelsesorientering og tilstedeværelse i praksis. Faktisk er EVA en fast følgesvend i hendes arbejde; næsten hver uge henviser hun til en af instituttets analyser under møder. 

”EVAs viden har både haft høj relevans og været brugbar, hvilket har gjort, at jeg naturligt anvender instituttets analyser i mit arbejde,” siger hun.

Det er både EVAs brede undersøgelser om studievalg, frafald og trivsel og de mere målrettede evalueringer af konkrete reformer og uddannelser, der løbende har kvalificeret hendes beslutningstagning og gjort hende opmærksom på praksisnære udfordringer. 

”I analyserne af pædagoguddannelsen har EVA blandt meget andet tydeliggjort, at samspillet mellem praktik og undervisning er et område, hvor vi skal have en skærpet opmærksomhed i den kommende reform af uddannelsen,” siger hun. 

Pudsig timing

Tidligere på året blev den nye uddannelsesreform for professionsuddannelserne vedtaget. I lyset af reformen finder Charlotte Høy Worm timingen for lukningen af EVA pudsig. 

”Det er lige nu, vi har allermest brug for, at der er nogen, der følger implementeringen af store uddannelsesreformer.”

Det er lige nu, vi har allermest brug for, at der er nogen, der følger implementeringen af store uddannelsesreformer

Charlotte Høy Worm, direktør for Pædagogik og Samfund på UCL

Formand for DM’s undervisere på professionshøjskoler og erhvervsakademier Tommy Dalegaard Madsen deler bekymringen:

”Reformerne skal først nu til at rulles ud for alvor, og den indeholder mange politiske ambitioner, som det ville være oplagt, at EVA skulle trykteste,” siger han.

Ligesom Charlotte Høy Worm er Tommy Dalegaard Madsen positiv over for EVAs anvendelsesorienterede forskning, som han mener særligt er lykkedes inden for de sidste 10 år.

”Selvom det måske ikke er de mest dybtgående analyser, har de været praksisnære på en nuanceret måde, som undervisere og institutioner kan lade sig inspirere af,” siger han. 

Han fremhæver, at EVA på professionsområdet har bidraget med særlig relevant viden, senest gennem studieundersøgelsen på velfærdsuddannelserne, som kortlagde udfordringer med rekruttering. 

Har ikke favnet uddannelsessektorens 
kompleksitet

Men ikke alle har været lige så begejstrede for EVAs anvendelsesorienterede tilgang. 

Lektor i pædagogik og uddannelsesforskning ved Syddansk Universitet Dion Rüsselbæk Hansen kalder det et problem, at EVAs ideal har været at producere viden, der skal være enkel og let at gå til. 

Den praksis er efter hans vurdering kortsigtet og ikke særligt brugbar, da den reducerer et komplekst område til alt for enkle konklusioner.

”Det er meget sjældent, at den slags tilgange er kloge at ty til, når det kommer til undervisningsmæssig praksis. Det er derfor, man ofte vender tilbage til lærere, undervisere og pædagogers faglige dømmekraft i praksis.” 

Ifølge ham har EVA manglet teoretisk refleksion og en kritisk tilgang til egne metoder. Særligt kritiserer han instituttets fokus på effektstudier, der måler, om politiske tiltag – som reformer – er blevet implementeret tilfredsstillende: 

”Det er ufatteligt svært at vurdere, om en reform har virket, fordi selv reformer, deres implementering og vurderingen af, hvornår de kan klassificeres som succesfulde, er åbne for fortolkning,” siger han. 

VIVE overtager evalueringsopgaver 

Afviklingen af EVA bliver ikke et endegyldigt farvel til evaluering af uddannelsessektoren, da Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) overtager en del af opgaverne. 

For Tommy Dalegaard Madsen bliver det afgørende spørgsmål, om VIVE vil have samme interesse i at trykteste politiske ambitioner med implementering, da VIVE arbejder ud fra andre principper end EVA.
”Jeg er mest nysgerrig på, om det bliver en mere ministeriel bestillingslogik, der kommer til at ligge bag fremtidens analyser,” siger han.

Med lukningen af EVA ser Dion Rüsselbæk Hansen nye muligheder.  

”Hvis VIVE griber opgaven mere forskningsorienteret og filosofisk funderet an, kan det føre til ny og interessant viden. Men hvis VIVE blot overtager EVAs funktion og metoder, er det ikke så godt.