SPS-ordningens vækst kalder på eftertanke

Så står vi endnu en gang over for et nyt studieår, og igen er der kommet nye tal og undersøgelser, der viser, hvor kraftigt SPS-støtteordningen vokser – i både ansøgninger og anvendelse. Jeg har tidligere kommenteret på SPS som uddannelsesfænomen, og jeg vil gerne gentage, at jeg grundlæggende ser det som en god og nødvendig ordning på de videregående uddannelser.

Men den markante vækst bør vække til eftertanke. Det er ikke nok hverken at glæde sig eller lade sig forarge over, at flere får støtte. Vi må også interessere os for, hvorfor så mange unge i dag oplever, at de har behov for særlig støtte for at trives og gennemføre en uddannelse. Det er et spørgsmål, alle uddannelsesaktører bør tage alvorligt.

Jeg har ikke det endegyldige svar, men vil pege på nogle krisetegn, som måske er medvirkende til væksten.

På professionshøjskoler og erhvervsakademier oplever mange, at studenterpopulationen er under forandring. Flere af de studerende, der optages, har ikke de samme studieforudsætninger som for 20 år siden.

Det kan der være noget “objektivt” sandt i – karaktergennemsnit, læsefærdigheder og andre målbare parametre viser en ændring. Det er også blevet en politisk sandhed, hvilket afspejles i den reformaftale, der blev indgået tidligere i år, hvor der afsættes betydelige midler til at understøtte forskellige studieforudsætninger. Det er i sig selv positivt – flere ressourcer til uddannelserne er tiltrængt.

Men jeg er bekymret for, at vi ikke stiller det grundlæggende spørgsmål: Hvordan har vi som samfund og uddannelsesverden selv været med til at accelerere behovet for særlig støtte? Og i vores bestræbelser på at kompensere risikerer vi at forstærke den tendens, vi forsøger at afhjælpe.

Sammen med mange af mine underviserkolleger mener jeg, at vi bør interessere os for de præstationskrav, vi som samfund pålægger børn og unge. De seneste to årtier har været præget af uddannelsespolitikker, der fremmer individualisering, perfektionering og ansvar for egen læring – blandt andet på bekostning af forestillinger om kollektive kald, professionsidentiteter baseret på fælles værdier og forpligtende fællesskaber.

Store dele af sektorens uddannelsesopgave er siden midten af nullerne blevet transformeret fra at handle om dannelse, myndiggørelse og emancipation til at fokusere på aftagerorienterede kompetencer og mål for den enkelte.

Dertil kommer det pres, børn og unge møder allerede i folkeskolen: krav om tidlige uddannelsesvalg, karakterræs, udskamning af minoritetsbehov og en snæver normalitetsforståelse. Listen over faktorer, der presser de unges selvforståelse og oplevelse af at have “særlige” behov, er uendelig lang. Men budskabet bør stå klart: Forklaringerne på SPS-ordningens vækst skal ikke alene findes i de studerendes forudsætninger – de skal findes i det samfund, vi har skabt omkring dem.

Vi kan ikke blive ved med at ignorere, at vi har for travlt med at uddanne ud fra forestillinger om arbejdsudbud og toptunede myndighedsudøvere. I vores iver overser vi et centralt formål med al uddannelse: dannelsen af det enkelte menneske. Dannelse til deltagelse i et demokratisk samfund, hvor en kernekompetence er evnen til at udfordre det bestående og forme sit eget liv. Det er en opgave, vi som uddannelsesaktører ikke må tabe af syne, hvis vi skal ændre de trivselsmønstre, der bidrager til den eksplosive vækst i støttebehov.