Bliver reformen en orkan – eller kan vi nøjes med et varsel om storm?

Meget tyder på, at regeringen vil samle et flertal for sit forslag til en reform på det professions- og erhvervsrettede uddannelsesområde og agter at forhandle det på plads inden jul. 

Derfor er det slet ikke sikkert, at der bliver luget ud i de tidsler, som præger udspillet.

Som vi har kunnet læse, er der nogle helt åbenlyse elementer i udspillet, som er en katastrofe for de korte og mellemlange videregående uddannelser.

Særligt iøjnefaldende er forkortelsen af professionsuddannelserne, som alene tjener det formål at finde godt 400 millioner kroner til forbedring af de tilbageværende faglige elementer. Dette forslag virker uforståeligt i en tid, hvor statskassen synes bundløs, når det handler om skattelettelser og forsvar.

I det hele taget har udspillet en meget betænkelig økonomisk ramme, hvor kun lidt over en fjerdedel (600 millioner kroner) er nye penge, og hvor resten hentes ved at kannibalisere på det øvrige videregående uddannelsesområde eller ved at tage en ordentlig luns af egen hale.

Et andet forslag, som kun gør, at katastrofens storme tager til, er de differentierede adgangskrav, som regeringen ønsker at indføre til optagelse på de professionsrettede uddannelser.

Her siger udspillet, at det alene skal kræve to år på den nye EPX at blive optaget på socialrådgiver- eller pædagoguddannelsen, mens det vil kræve en fuld treårig EPX at blive optaget på de øvrige professionsuddannelser.

Hvis dette forslag bliver en del af en politisk aftale, vil en reform de facto splitte det professionsuddannelsesområde, der er rettet mod velfærdsprofessionerne, fra hinanden.

Tværfagligheden er truet

De fire store professionsuddannelser har gennem mere end 15 år udviklet et tværprofessionelt samarbejde om borgere med tværgående behov for velfærd. Det har især handlet om at kunne forstå hinandens faglige tilgange, respektere fagene og fagforståelser indbyrdes og anerkende grænserne for sine egne fortræffeligheder.

Grundlæggende har det tværprofessionelle samarbejde på uddannelserne haft som ambition at gøre op med statusforskelle mellem professionsgrupper, men regeringens forslag om differentierede adgangskrav vil helt sikkert geninstallere disse forskelle.

Som nævnt er der ikke meget, der peger på, at der i forhandlingerne vil blive gjort noget ved tidslerne, men jeg må alligevel appellere til de partier, som påtænker at gå med i en aftale, om ikke at sælge sig for dyrt.

Jovist er der flere besnærende ambitioner i udspillet, for eksempel mere lokal frihed til uddannelserne, opgør med overdrevet målstyring, retskrav på videreuddannelse og oprettelse af professionsmasteruddannelser, blot for at nævne nogle.

Men djævlen ligger som bekendt i detaljen, og lige nu er det mere end uklart, om regeringen benytter et røgslør af sukker til at invitere private uddannelsesaktører ind på professionsuddannelsesmarkedet i forbindelse med udvikling og udbud af de fag og faglige forløb, som skal udbydes som videreuddannelsesmuligheder til professionsuddannede.

Ligeledes står der med meget få ord, at der skal være bedre mulighed for at få certificeret faglige elementer, hvis man som studerende vælger at stå af sin uddannelse undervejs. Her indarbejder regeringen ad bagvejen et forslag om forkortede uddannelsesforløb for den enkelte og med den risiko for uddannelserne, at modulstruktur cementeres, og uddannelsesprogression bliver en saga blot.

Som I kan læse, er jeg ikke begejstret – og det ved jeg, at mange undervisere heller ikke er. Hvordan det vil gå, vil jeg ikke spå om, men forhåbentlig vil nogle af jer med tydelig mere begejstring end mig sørge for, at storme ikke bliver til orkaner.