SPS er ikke nok: “Man skaber ikke en god studiekultur gennem individuelle støtteordninger”

Siden 2010 har UCL oplevet en tredobling i antallet af studerende, der ansøger om og modtager specialpædagogisk støtte på den såkaldte SPS-ordning.

15 procent af de studerende er i dag SPS-modtagere, der lever med for eksempel ordblindhed, ADHD, angst og andre fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.

Området beskæftiger i dag tre administrative medarbejdere på fuld tid. Hvis man gerne vil uddanne unge fra den gruppe – og det vil UCL hellere end gerne – så skal man stå klar med ekstra støtte, forklarer Alice Petersen, der er leder af studie-, SPS- og karrierevejledningen på UCL.

“Det er både samfundet og den studerende, der vinder, når vi støtter en studerende. Det er heldigvis blevet stadig mere tydeligt for os i uddannelsessystemet, at unge på SPS-støtte ikke har et ringere intellekt. De kan fint klare sig igennem en videregående uddannelse, endda med topkarakterer, når de får den rette støtte eller måske bare lidt ekstra tid,” forklarer afdelingslederen.

For få kender støtteordning

I en ny rapport afdækker Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), at både professionshøjskolerne og andre videregående uddannelser fortsat arbejder på at finde modeller for, hvordan en større diversitet i studenterpopulationen skal håndteres.

“Det kræver af os i studieservice, at vi mere systematisk begynder at dele vores viden med underviserne, for eksempel om handicap, psykiske diagnoser, og om hvordan man snakker om det med de studerende. I det hele taget er der behov for et tættere samarbejde med uddannelsesmiljøet, der har de faglige og didaktiske kompetencer,” siger Alice Petersen.

Ifølge EVA-rapporten kender 62 procent af de unge studerende til SPS-støttemulighederne på de videregående uddannelser. Det tal er for lavt, mener Trine Wulf-Andersen, lektor på Roskilde Universitet med ekspertise i studerende med psykosociale problemer.

“I vores undersøgelse fortæller en del studerende, at de opdager SPS-ordningen ved et tilfælde, for eksempel ved at høre om det fra deres medstuderende. Nogle steder er der behov for, at institutionerne løfter informationsindsatsen. Mange unge med særlige støttebehov finder det desuden ret belastende, at de selv, gentagne gange, skal stå for at forklare deres undervisere og vejledere, at de måske har brug for ekstra tid til en opgave eller gerne vil have slides tilsendt forud for undervisningen,” siger Trine Wulf-Andersen.

Også UCL skal skrue på nogle knapper, når det gælder informationer til de studerende. Det erkender leder af studieservice Alice Petersen.

“Mange unge synes også, det er uoverskueligt at ansøge om SPS-støtte, selvom vi har ansatte, der kan hjælpe, så vi rammer tilsyneladende ikke helt rigtigt, når vi informerer. Det er derfor vigtigt, at vi nu har dannet et professionshøjskolenetværk på tværs af institutionerne, så vi kan lære af andres erfaringer,” siger Alice Petersen.

Et snævert normalitetsbegreb

EVA-rapportens afdækning af rammerne er vigtig for det videre arbejde med SPS på uddannelsesinstitutionerne. Men det er lige så vigtigt, at støtten går på to ben, siger Trine Wulf-Andersen.

Når der tales om at ’opruste’ på SPS-indsatsen og om, at antallet af støttekrævende studerende bare stiger, så skyldes det ikke mindst, at normalitetsbegrebet er blevet alt for snævert i mange videregående uddannelsesmiljøer, forklarer hun.

“Visse institutioner skaber meget snævre forestillinger om ’den gode studerende’ og et unødigt pres og bekymringer hos dem, der ikke oplever at passe på beskrivelsen. Det er fortsat stigmatiserende for en studerende at bede om hjælp. Hvis der er en smal studiekultur, kan vi ikke lappe på problemet gennem individuelle støtteordninger. Det kræver tværtimod flere kollektive samtaler,” påpeger RUC-lektoren.

Hun kan godt forstå, hvis undervisere og vejledere kan blive bekymrede for, hvilken rolle de skal og kan spille. Og hun mener ikke, at det er hverken realistisk eller rimeligt, at de skal indhente specialviden om forskellige diagnoser for at kunne gennemføre deres undervisning.

“Når det er sagt, så er det selvfølgelig institutionens og dernæst underviserens ansvar at skabe et trygt læringsmiljø, hvor forskellige studerende får mulighed for at koble sig til uddannelsens fagligt-sociale rum. Det kræver ikke nødvendigvis specialiseret indsigt i diagnoser eller de individuelle studerende, men er nærmere et spørgsmål om pædagogiske refleksioner over det fælles pensum, arbejdsmetoder, undervisningsformater og andre lokale forhold. Det er institutionernes ansvar at give medarbejderne betingelser for den type af refleksioner,” siger Trine Wulf-Andersen.