3 gode råd om hvordan man bedst støtter studerende med funktionsnedsættelse
Rune Kappel, en af forfatterne bag ‘Studiestøtte - En grundbog’ og afsnitsleder på Rådgivnings- og støttecentret på Aarhus Universitet. Bogen trækker på erfaringer og data fra centeret og indeholder viden og teorier til dem, der yder SPS. Foto: Privat
Flere og flere undervisere efterspørger viden om, hvordan de bedst støtter studerende med funktionsnedsættelse, siger forfatteren til ny bog om studiestøtte. Her er hans tre råd til at skabe et trygt undervisningsrum.
1. Sørg for respektfulde rammer
Klare rammer er læringsledelse, og hvis de præsenteres respektfuldt og professionelt, bidrager de til et trygt læringsmiljø. En klar ramme kan være at åbne op for, at man gerne tager en saglig diskussion på tomandshånd, hvis en studerende føler sig stødt over en tekst.
2. Hold mange pauser
Hyppige pauser er godt for alle, men særligt vigtigt for studerende med en funktionsnedsættelse, fordi mange funktionsnedsættelser indebærer vanskeligheder med at holde koncentrationen. Pauserne har også den funktion, at de er relationsskabende, fordi de giver plads til, at de studerende kan fortælle underviseren, hvad de bøvler med, eller drøfte noget fagligt på tomandshånd. Derfor er det vigtigt, at underviseren italesætter, at der holdes pauser, og at de studerende er velkomne til at komme og snakke.
3. Hav en reaktiv plan i baghånden
Udarbejd en reaktiv plan for, hvad du gør, hvis en situation eskalerer i undervisningen. Det kan virke voldsomt, men bare det at have planen er med til at skabe tryghed for dig som underviser.
Gå sammen med dit team og ledelsen og snak om, hvilke situationer der kunne have brug for en sådan plan, og snak om, hvad I vil gøre.