"De sidste frie stemmer går på pension, mens de unge lærer at rette ind"

DPU og Aarhus Universitet har siden 2008, hvor de to institutioner fusionerede, vekselvirket sig ned i et videnskabeligt og pædagogisk hul. Herfra har man udviklet et decideret opgør med universitetets idé. Jeg har beskrevet processen indgående i bogen ‘Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU.’

I det følgende vil jeg omtale et eksempel på dette forfald, som burde provokere alle med interesse for videnskab og pædagogik.

I juni 2014 skrev daværende viceinstitutleder ved DPU, Claus Holm, et debatindlæg til Information. Her gjorde han op med ideen om, at en professor skal være et fagligt fyrtårn.

I stedet fortæller han, at en professor - og dermed jo også alle andre videnskabsmænd – skal leve op til ledelsens forventninger. Vi var gået fra ungdomsoprøret til konkurrencestatens opgør med professorvældet.

Med denne logik udtrykte Holm essensen af den universitetslov, som har regeret siden 2003.

Her er en af Holms konklusioner:

”Højeste kyndighed er ikke længere højeste myndighed. Snarere ser det ud til, at højeste kyndighed forlanger, at en forskningsinformeret universitetsledelse formulerer tydelige forventninger.”

Kontroversielle fyringsvarsler

Indlægget i Information var åbenbart lige noget for Aarhus Universitets konkurrencestatsledelse, som havde taget magten over universitetet siden 2005 og endda forstærket denne magt efter en stor organisationsændring i 2011.

Få måneder efter sit kontroversielle indlæg blev Holm nemlig forfremmet til institutleder ved DPU. Hans første gerning var - helt skandaløst - at nedlægge et nyt og åbent formuleret professorat i pædagogik.

I stedet ansatte Holm en række strategiske MSO-professorater, hvis emner flugtede med hans egne kæpheste, og som efterfølgende støttede hans aktioner i stort og småt.

Den forfremmede Holm ansatte også - uden opslag vel at mærke - sin forgænger og mentor, Lars Qvortrup, som blev leder for et nyt skoleforskningscenter i skolereformens ånd. Igen med støtte fra universitetets overordnede ledelse.

Allerede tilbage i 2010 havde Holm støttet tre meget kontroversielle fyringsvarsler, som Qvortrup stod for som daværende institutleder. Qvortrup ville fyre tre filosoffer, hvis forskning angiveligt ikke var relevant. I stedet gik han ind for Pisaliste-optimering i nationaløkonomiens tjeneste.

Efter store protester blev varslerne trukket tilbage. Men der var ingen beklagelse. Holm og Qvortrup var som pot og pande, og det reformerede AU var det nye komfur.

Kritikken forstummet

I disse år gentager Holm og AU denne metode med at fyre og hyre i et opgør med de faglige fyrtårne. Efter en ideologisk baseret fyringsrunde i 2022-23 som igen afstedkom store nationale og internationale protester, har Holm - blot et år efter fyringerne - opslået en lang række strategiske stillinger, som flugter med hans eget særdeles instrumentelle syn på pædagogik og læring.

I forlængelse heraf har den nyansatte ARTS-dekan, Maja Horst, forlænget Holms ansættelse som institutleder. Horst er i sin bog ‘Hvad vil vi med universiteterne?’ imod det, hun kalder ‘frihedskæmpere.’

De minder om Holms faglige fyrtårne. Ud med dem!

Efter denne aktion, som strider imod alt hvad Aarhus Universitet blev grundlagt på, er stort set al kritik forstummet.

Holms indlæg i Information er dermed en del af den proces, som har omdannet DPU - og faktisk også AU - til at være en forskningskoncern i stedet for en videnskabelig institution.

Dermed har DPU tabt al videnskabelig og pædagogisk relevans. De sidste frie stemmer går på pension, mens de unge lærer at rette ind.