Det er skønt at tage en uddannelse, man ikke kan bruge til noget bestemt

Forleden kørte jeg og en anden studerende med taxa, efter vi havde været på arbejde til Studenterrådets rus-arrangement ude på Københavns Universitet Amager.

Vi havde en masse rengøringsgrej, skilte og kasser med materialer med, som vi skulle aflevere i indre by. Taxachaufføren spurgte naturligvis, hvorfor vi havde så mange ting med, og hvad vi havde været til.

Jeg forklarede selvfølgelig, at vi havde været til et arrangement, der byder alle de nye studerende på Københavns Universitet velkomne. Det syntes taxachaufføren lød som et fornuftigt arrangement, hvorefter han spurgte lidt ind til, hvad man dog læser herude på Amager.

KUA består af det humanistiske, juridiske og teologiske fakultet, men det er primært kendetegnet ved humanistiske uddannelser. Så jeg sagde, at herude læser man spændende fag som historie, kunst, sprogfag og lignende. Derefter spurgte taxachaufføren det sædvanlige: "Hvad kan man så få af job"?

Derfra tænkte jeg bare: "Åh nej, det her bliver en lang tur".

Hvad skal du bruge det til?

Jeg læser selv filosofi ude på det humanistiske fakultet og kan nu tilføje taxachaufføren til en lang liste over personer, der som noget af det første har spurgt, hvad jeg skal bruge det til, når jeg har sagt, at jeg læser filosofi.

Jeg har i tidligere klummer og debatindlæg skrevet om humanioras rolle og betydning for samfundet, samt hvor frustrerende det er altid at skulle forsvare sit uddannelsesvalg, som man jo udelukkende har taget ud fra interesse. Men i dette indlæg ønsker jeg altså at holde mig til spørgsmålet: Hvad skal jeg bruge det til på arbejdsmarkedet?

Svaret for mig er egentlig ikke så svært: "Det ved jeg ikke, måske noget politisk".

Men det er af uransagelige årsager ikke et særligt tilfredsstillende svar for andre, har jeg fundet ud af. For mig selv er det derimod særdeles tilfredsstillende ikke at kunne svare andet. Det er det af flere årsager.

For det første, fordi jeg ikke synes, det giver mening at spekulere for meget over min rolle på et arbejdsmarked, som alligevel er i konstant forandring. For det andet, fordi det er svært at bedømme spændingsgraden af et job blot ud fra titlen. For det tredje, fordi jeg ikke har lyst til at sidde i den deprimerende situation, hvor jeg indser, at det "drømmejob", jeg har stræbt efter, i virkeligheden er røvsygt!

Det er at rart at kunne blive til alt muligt

Jeg forstår godt dem, som føler en usikkerhed og ubehag ved at være i gang med en uddannelse, der ikke er orienteret imod en specifik profession. Men personligt elsker jeg mysteriet, fordi jeg føler mig mindre bundet til et bestemt valg i livet.

Der er mange uddannelser, som mere eller mindre kun åbner op for en enkelt branche eller profession. Hvad nu, hvis man med en sygeplejerske uddannelse kommer til den konklusion, at arbejdet på hospitalet efter et par år ikke var så spændende igen. Så kan det blive besværligt at skifte branche, eller også skal man tilbage på skolebænken. Jeg synes, det er rart at vide, at man i sidste ende kan blive til alt muligt.

Jeg forstår ikke, hvorfor alle altid er så interesseret i, hvad man vil bruge sin mærkelige humanistiske uddannelse til. Og generelt er det ret frustrerende altid at skulle svare på.

Mit råd til alle de forældre, venner eller taxachauffører til nogen, der læser en humanistisk uddannelse, er: Spørg hellere ind til deres interesse ved faget. Det er nemlig interessen, der skal være i fokus, og ikke hvilket tandhjul i samfundet du bliver til. Det er nemlig i høj grad vores passion og følelsesmæssige involvering med ligegyldige ting som kunst, litteratur og filosofi, der gør os til mennesker og adskiller os fra robotter.

Det har jeg tænkt meget over, fordi det gør vi på humaniora.