Blog: Skat er hverken tyveri eller en selvfølge

Debat-bølgerne omkring det danske skattetryk går ofte højt, og jeg indrømmer gerne, at jeg som selvstændig ville sætte stor pris på at skulle betale noget mindre i skat. Det handler på ingen måde om, at jeg ikke gerne vil bidrage til fællesskabet, men at man godt til tider kan blive frustreret over at knokle så hårdt og løbe så mange risici for så blot at se størstedelen blive ædt op af skatter.

Jeg kan derfor blive frustreret, når jeg skal høre på dele af venstrefløjen afskrive dette som ’rigmandsklynk’, for jeg er ikke rigmand. Ja, jeg tjener mere end gennemsnittet, men jeg har ikke formuer, der gør min hverdag risikofri. Jeg skal knokle for at sikre fremtiden for både mig selv og mine nærmeste.

Omvendt opfatter jeg ikke skattebetalingen som ’institutionelt tyveri’ eller ’statstyveri’, som man ofte kan høre fra de mest liberale debattører herhjemme. Jeg tror nemlig ikke på argumentet med, at hvis man blot stoppede med at opkræve skat, så ville de rigeste af sig selv tage ansvar for de fattigste.

Eksempelvis så vi med genopbygningen af Notre Dame-kirken i Frankrig, at det pludselig strømmede ind med milliarder til prestigeprojektet. Det var velhaverne i deres gode ret til, men det viste samtidig, at de mest velhavende i vores samfund ikke pr. automatik vælger at fordele deres midler til dem, som har mindst.

Donationerne til Notre Dame-kirken var i orden alene af den grund, at de var fuldt ud lovlige og doneret af midler, som i forvejen var blevet beskattet. Man kan have moralske holdninger til, hvorvidt de burde være gået til de fattigste i stedet, men så længe vi vælger at leve i et demokrati, så havde velhaverne fulgt ud retten på deres side.

På den anden side viste det jo også, at hvis vi droppede skattebetalingen og fordelingspolitikken, så ville de bredeste skuldre ikke automatisk bære de svageste. Den indbyggede logik er der ingen evidens for hverken i Frankrig eller herhjemme.

Penge er og bliver magt. Hvis et demokrati skal hænge sammen, og vi fortsat skal have tillid til hinanden, så skal denne magt balanceres. Det gør vi bl.a. igennem skatte- og fordelingspolitikken.

Hvis man påstår, at lavere skatter i sig selv vil komme de svageste til gavn, så lyver man. Fjernede man fuldstændig alle skatter, så ville det formentlig blot skævvride magtbalancen yderligere i vores samfund til fordel for de rigeste.

Hvis man omvendt påstår, at øget beskatning af de rigeste i sig selv vil afføde øget velfærd for de svageste, så lyver man også. Naturligvis kan man på den korte bane lave denne omfordeling, men sørger man ikke også for tiltag, der kan fortsætte med at sikre en stor kage, der kan deles ud af, så er der til sidst hverken penge til de rigeste eller de fattigste i samfundet.

Ovenstående illustrerer forhåbentlig, at skatte- og fordelingspolitik er en kompliceret ting. Det ville klæde debatten op til det forestående folketingsvalg, hvis vi holder os for gode til at omtale skat som hverken tyveri eller en selvfølge. Begge dele er usande.

Det er respektløst overfor de velhavende blot at forudsætte, at de pr. automatik og med stor glæde giver mere af det, de tjener, for de betaler i forvejen meget.

Det er omvendt også respektløst at omtale den skat, man demokratisk vedtaget skal betale, som værende tyveri. Det er respektløst overfor det demokrati, man selv har valgt at leve i.

Jeg tror på, at vi dels får en bedre skattedebat og dels en øget respekt for hinanden, hvis vi dropper disse bastante formuleringer og beskyldninger imod hinanden. Og det er især meningsløst at fortsætte den hårde retorik, fordi mange af os vil ende med at leve et liv, hvor vi i nogle perioder tjener mere end gennemsnittet og i andre perioder mindre. I nogle perioder er vi SU-modtagere, i andre arbejdsløse, i andre måske lønmodtagere eller iværksættere. Vi har altså brug for hinanden, og derfor bør skat hverken opfattes eller betegnes som tyveri eller en selvfølge.