Prøv at lade være med at sammenligne dig selv med andre

Vi kan ikke lade være med at sammenligne os med andre
Ikke desto mindre så er vi alle sammen indrettet sådan, at vi ikke kan lade være med at gøre det. Dvs. at sammenligne os selv med andre mennesker og at tro, at hvis vi blot når én eller anden form for milepæl, så vil det resultere i helt fantastiske ting i vores liv.

Imens vi er børn, kommer denne naturlige trang til udtryk igennem søde udtryk som ”Min far er sejere end din far”. Vi lærer også i de fleste kulturer, at det er godt eller sejt at vinde, eller vi får ros, når vi tegner ”noget flot”. Hele vejen igennem bekræfter vi os selv og hinanden i, at når vi enten er bedst eller dygtigst, så er det, at det hele virkelig giver mening.

Derfor må vi ikke dunke os selv i hovedet, når vi som voksne kan føle glæde over at have en flottere bil end naboen, eller når vi fejrer, at vi som virksomhed har vundet en ordre over vores nærmeste konkurrent. Begge dele er helt naturlige ting at glæde sig over – ikke mindst set i lyset af den måde, vi vokser op på og lærer at måle os med andre på. Som børn sammenligner vi vores fædre med hinanden. Som voksne vores biler, vores kæreste, vores lykkefølelse eller hvad det nu måtte være.

Intet af dette er i sig selv usundt, og selvom du måske måtte læse dette forord og tænke, at du da på ingen måde går op i den slags ting, så lur mig, om du ikke på andre måder sammenligner dig selv med andre. Eksempelvis har du gjort det allerede i det øjeblik, at du ikke mener at kunne se dig selv i denne konkurrencekultur, for så har du lige sammenlignet dig selv med konkurrencekulturen og sagt, at du gudskelov ikke tilhører den. Vi kan altså ikke undgå at lave sammenligninger.

Problemet med dette er, at selvom vi på den korte bane godt kan opnå sejre ved at konkurrere internt om at blive Månedens Sælger eller eksternt ved at sælge flere pizzaer end konkurrenten længere nede ad gaden, så er det kortvarige fornøjelser, der på sigt hverken giver os den glæde eller dybde i livet, som vi egentlig søger – bevidst eller ubevidst.

Bagsiden ved at tænke i konkurrence og kampe
Jeg er selv konkurrencemenneske og tidligere Danmarksmester i badminton, og jeg skal ikke være så hellig og påstå, at jeg ikke elskede at vinde over mine værste konkurrenter. Ikke desto mindre, når det kom til stykket, og når jeg virkelig skal se indad, så var det imidlertid ikke disse sejre, der gjorde mig oprigtigt glad og lykkelig for at dyrke sporten. Det var i langt højere grad den proces, der gik henimod sejren over konkurrenten. Det var samværet med de øvrige spillere, der også blev mine venner, og det var følelsen af, at jeg langsomt blev bedre til noget, jeg elskede at gøre.

Præcis dette er forskellen på at fokusere på noget som et spørgsmål omkring konkurrence og dermed gøre det kortsigtet eller i stedet at fokusere på noget som en proces, hvor man hele tiden fokuserer på, hvordan man bliver lidt bedre på den lange bane. Det er forskellen på, hvad englænderen Simon Sinek betegner ”The Infinite Game” og så at tænke kortsigtet og i sammenligninger, som jeg har beskrevet ovenfor. Med Sineks egne ord: ”Glæde kommer ikke fra sammenligninger, men fra fremskridt.”

Det afgrænsede vs. det ikke-afgrænsede spil
I de afgrænsede spil såsom eksempelvis fodbold eller skak, så kender vi spillereglerne. De ligger fast, og det samme gør målet. Derfor er det også nemt at identificere vindere og tabere.

I de ikke-afgrænsede spil (inifinite) såsom forretning, politik eller livet i det hele taget, så er spillerne imidlertid nogle, der kommer og går. Reglerne kan ændres løbende, og der er ikke noget klart og sandt endemål. Af samme grund er der ej heller nogle vindere eller tabere. Der er udelukkende fortid og fremtid.

Når man anskuer det at drive en virksomhed eller en organisation på denne måde, så rokker det ved nogle af de fundamentale måder, hvorpå vi i dag anskuer eksempelvis konkurrence og succes.

Finanskrisen for snart et årti siden var et eksempel på, hvad der kan ske i de værste tilfælde, når vi tænker i afgrænsede spil og de logikker, der hører dertil, og det tankevækkende er, at stiller man finanskrisen overfor soldater i krig så får man to skærende kontraster og et udmærket billede på to forskellige tilgange til livet og andre mennesker.

På Wall Street under finanskrisen var man villig til at ofre sine nærmeste kolleger, blot man selv kunne opnå mere. Tankegangen var afgrænset. Spillets regler tydelige, og det førte til en kultur, hvor enhver var sig selv nærmest.

I Afghanistan, når amerikanske soldater er i krig, så er virkeligheden stik modsat. Hvis du som soldat ikke vil ofre det største, du har – dvs. dit eget liv – for én af dine kolleger i kamp, så er det stensikkert, at I alle kommer til at dø. Enhver er sin nærmeste nærmest.

Den skærende kontrast udstiller to tilgange til dine medmennesker og dermed også et klart valg: Hvilken slags organisation vil du helst være en del af? Den, hvor du ofrer folk omkring dig for at opnå dine egne kortsigtede gevinster eller den, hvor dine kolleger i overført betydning vil ofre deres liv for, at du opnår fremskridt og et godt liv? Valget er dit.